Kvindefrigørelse og Hitlers endeligt

En del af charmen ved en filmfestival som den i Venedig er programmets alsidighed.

Der findes de store Hollywood-film, som vil trække tusinder af publikummer til biograferne de kommende måneder. Vi har de sædvanlige excentriske filmmagere, som både chokerer, begejstrer og nogle gange keder os lidt med deres påfund. Og så er der de film, som har et mere politisk præg over sig.

Sådan en film er The Perfect Candidate.

Det er ikke nogen fremragende film og kommer ikke til at få et kæmpestort publikum. Alligevel er den noget ganske særligt.

Filmen er nemlig instrueret af Saudi-Arabiens første kvindelige filminstruktør, Haifaa al-Mansour, og samtidig er det en hjertevarm fortælling om kvinders rettigheder i det ekstremt patriarkalske samfund.

At landet er styret af konservative mænd, kommer sørgeligt til udtryk ved, at saudiarabiske kvinder først for nylig fik lov at sidde bag rattet i bilen.

Pynter på programmet
I The Perfect Candidate er det dog ikke biler, men veje, der spiller en særlig rolle.

Vejen til hospitalet, hvor en kvindelig læge arbejder, er nemlig så hullet og ødelagt, at det er noget nær livsfarlig for patienter at køre på den.

Det vil lægen sætte en stopper for og stiller derfor op til lokalvalget med en udbedring af vejen som sin mærkesag. At en kvinde stiller op, er uhørt, og hun får snart problemer med modvillige mænd, der vil havde hende ned med nakken.

Om filmen hører til i så stor en festivals hovedkonkurrence, er tvivlsomt, og det kan mistænkes, at den er blevet udtaget, fordi instruktøren er kvinde i et ekstremt konservativt land.

Det pynter jo på Venedig-festivalens program, der mestendels består af vestlige, hvide mænd.

Selv udtaler al-Mansour i forbindelse med festivalen, at kvindelige instruktører bliver mødt med stor nysgerrighed og interesse. Og hun har bestemt ret i, at vi i Vesten hungrer efter historier om kvinder fra Mellemøsten.

Den slags fortællinger er der simpelthen alt for for få af, og uanset hvor konventionel og lige-ud-ad-landevejen The Perfect Candidate er,har Haifaa al-Mansour begået en fornøjelig og hjertevarm fortælling i en sjældent eksotisk kulisse.

Skrøbelige mennesker
Selv om programmet på festivalen præges af hvide, vestlige mænd, er det ikke altid en dårlig ting.

Det beviste den svenske mester Roy Andersson nok engang, da Om det oändliga (på dansk: Om det uendelige) imponerede festivalkritikerne ved verdenspremieren.

Den 76-årige svensker vandt festivalens hovedpris, Guldløven, i 2014 med En due sad på en gren og funderede over tilværelsen. Og i den nye film fortsætter Andersson heldigvis i den særegne stil, som han er så god til.

Faste indstillinger i scener, som instruktøren nidkørt har designet i sit stockholmske studie, viser mennesker i skrøbelige tilstande. Og da vi møder instruktøren på festivalen, fortæller han, at alle sketches, som indgår i filmen, er observationer, han har gjort sig.

Hitler og æresdrab
Der er både urkomiske scener og mere mørke.

En tjener skænker vin til en restaurants eneste gæst. Gæsten smager og beder tjeneren fylde glasset. Tjeneren skænker, men er så fortabt i andre tanker, at han ikke stopper, før glasset for længst flyder over med vin.

I en anden scene fortryder en mand et æresdrab på sin datter. Og en tredje scene viser Hitlers sidste minutter, ude af sig selv af fortvivlelse i en bunker i Berlin.

Fælles for alle sketches er, at de er kortere end dem i Anderssons foregående film. Om det oändliga er også kun lidt mere end en time lang.

Instruktøren benytter selv betegnelsen filmdigte, og det er ganske rammende for den både rørende, sjove og livsbekræftende samling af observationer fra den svenske mester.