Små fisk straffes, de store går fri

Alle er lige for loven – men nogle er mere lige end andre.

Det gælder i bankverdenen, hvor små banker må dreje nøglen, og de ansvarlige bliver straffet, mens de store banker belønnes med astronomiske bankpakker.

Og det gælder i filmbranchen.

Da direktøren i biografen Øst for Paradis blev afsløret i at have snydt sig til EU-midler (nogle hundrede tusinde kroner), fik han ikke bare en bødestraf og et halvt års betinget fængsel. Det kostede ham også jobbet. Det Danske Filminstitut indefrøs nemlig med øjeblikkelig virkning – før der var afsagt en dom – støtten til biografen, så længe han sad ved roret. Og der blev først åbnet for støtteslusen, da en ny ledelse var tiltrådt.

Forleden fortalte Henrik Bo Nielsen fra Det Danske Filminstitut til alle landets medier, at Zentropa bevidst har modarbejdet instituttets undersøgelse. Blandt andet derfor har man ikke kunnet trænge til bunds i, om selskabet har svindlet med statsstøtte for millioner af kroner. Man kan dog konstatere, at Zentropa ikke har ”levet op til støttevilkårene”.

Alligevel kræver instituttet ikke, at den ansvarlige direktør, Peter Aalbæk Jensen, træder tilbage.

Man forlanger heller ikke, at Zentropa betaler støtten tilbage, selv om det er i direkte modstrid med instituttets egne regler: ”Det Danske Filminstituts støttetilsagn bortfalder, og udbetalt støtte skal betales tilbage af støttemodtageren, såfremt støttevilkårene og/eller øvrige aftaler misligholdes” (Vilkår for støtte til spillefilm, punkt 5.5.2).

Filminstituttet har i stedet sat Zentropa ”under skærpet tilsyn”, men hvad det egentlig indebærer, er svært at blive klog på. Man har ”foretaget en proportionsafvejning”, som det hedder i jurasprog. Det betyder, at straffen afmåles efter forseelsens art. Det stik modsatte princip synes imidlertid at være gældende: Det Danske Filminstitut straffer de små fisk og lader de store gå fri.

Ligesom de store banker i finansverdenen har Peter Aalbæk og Zentropa simpelt hen for stor betydning i filmbranchen til at få en alvor straf.

Det skal dog tilføjes, at Filminstituttet har indbragt Zentropas revisorfirma til Revisornævnet. En genial syndebuk, for hvis der er nogen, som ingen venner har, er det en revisor. Det afleder også opmærksomheden fra, at Filminstituttet i årevis har godkendt Zentropas budgetter.

En million kroner har Det Danske Filminstituts undersøgelse, som kritiske artikler i BT fremtvang, foreløbig kostet skatteborgerne. For det beløb kunne man have støttet 50 unge talenter på Filmværkstedet, men pengene er alligevel givet godt ud.

Filminstituttet viser, at man gør noget, så politikerne kan fortsætte med at støtte dansk film. Aalbæk og Zentropa kan fortsætte med at producere film, og publikum, der er flintrende ligeglad med, hvad der foregår i kulissen, kan fortsætte med at nyde dem.

Alle bliver tilgodeset – undtagen retsbevidstheden.