Stop remakes med kvinder!

Det er nye tider i Hollywood. 

Den hvide mands dominans er på tilbagegang, og bevægelser som Time’s Up og #MeToo viser, at der for alvor er kommet fokus på magtmisbrug, repræsentation og kvinders rettigheder i filmbranchen. 

Hvordan kan man så rigtigt vise, at man er med på bølgen? Tag en klassiker med mænd i hovedrollerne og skift dem ud med kvinder. 

Så er der fyraften! 

Det er dog ikke mere originalt, end at vi har set det før. The Incredible Shrinking Man fra 1957 blev til The Incredible Shrinking Woman i 1981, og i en blanding af en fortsættelse og et remake af 80’er-franchisen The Karate Kid (1984-1989) blev Hilary Swank Mr. Miyagis nye elev i The Next Karate Kid fra 1994.

Greb i genbrugskassen
De seneste år er vi blevet oversvømmet med genindspilninger, hvor mændene er udskiftet med kvinder.

I 2016 kunne vi igen høre Ghostbusters-temasangen brage gennem biografsalenes højtalere. Denne gang var det dog fire kvinder i kedeldragter, som blev tilkaldt, når spøgelserne hærgede New Yorks gader. Og så blev kupfilmen Ocean’s Eleven (2001) pludselig til Ocean’s 8 (2018).

George Clooneys charmerende storsvindler Danny Ocean har nemlig en søster Debbie, der har samme kriminelle tilbøjeligheder som storebror.

Steve Martin og Michael Caines to svindlere i Dirty Rotten Scoundrels fra 1988 er skiftet ud med Anne Hathaway og Rebel Wilson i The Hustle, som har danske premiere nu. Og i What Men Want render Taraji P. Henson rundt og kan høre mænds tanker – akkurat som Mel Gibson i 2000-versionen kan høre, hvad kvinder tænker på.

Er det virkelig så svært at skabe interessante kvindekarakterer, at man er nødt til at ty til genbrugskassen?

Hårdt benspænd
Selvfølgelig kan disse kønsomvendte remakes sende et signal om, at roller, der er tiltænkt mænd, sagtens kan besættes af kvinder. Og kvinderne i sig selv er glimrende castet.

Men når man tager en allerede velkendt succes og genskaber den med kvinder uden yderligere ambitioner end at skifte køn, så bliver kvinderne uvægerligt set i lyset af de mænd, som portrætterede dem i de originale film. 

De får ikke lov til virkelig at skinne igennem – for at opbygge og farve karaktererne fra bunden – når vi allerede har George Clooneys, Brad Pitts eller Steve Martins version i baghovedet. 

Kvinderne er også sat på en nærmest umulig opgave. 

Den tidligere succes er elsket af fans, som har et nostalgisk forhold til karaktererne og historien, og de vil selvfølgelig være skeptiske, når der pilles ved kronjuvelerne i forsøget på at være med på repræsentationsbølgen. 

Det er derfor endnu et urimeligt hårdt benspænd. Og sjovt nok er mange af de nye genindspilninger med kvinder instrueret af en mand. 

Gary Ross står bag Ocean’s 8, Paul Feig har lavet Ghostbusters, Chris Addison instruerer The Hustle og Adam Shankman What Men Want. 

Disse genindspilninger virker derfor mest som en gimmick og et overfladisk forsøg på en hurtig løsning af Hollywoods repræsentationsproblem.

Vejen frem
Hvis vi for alvor vil de filmiske fremstillinger af kvinder, må vi også få flere kvindelige instruktører og manuskriptforfattere til at fortælle historierne. 

Skriv dog nogle originale roller! 

De findes faktisk allerede. Som den kraftfulde Rey i de nye Star Wars-film eller kvinderne i HBO’s husmødredrama Big Little Lies med Reese Witherspoon, Nicole Kidman og Shailene Woodley i hovedrollerne. 

Lad os få flere af den slags fortællinger, som bidrager med andet end en ny skrifttype på brugt papir.