Nekrolog
28. apr. 2021
Steen Springborg er død
Familieoverhovedet Mogens (Steen Springborg) er i Familien Gregersen bedre til at tænke på den pæne overflade end familiens ve og vel. Foto | Lars Høgsted

Steen Springborg er død

Skuespilleren slog nøgen igennem som ungt kæmpetalent og vil blive husket for roller i Panduros spil og som barsk patriark i Familien Gregersen.

Af Nicki Bruun

Steen Springborg var et skuespiltalent ud over det sædvanlige.

Han blev som den yngste nogensinde optaget på Aarhus Teater elevskole og som kun tyveårig ansat på Det Kongelige Teater. Her fik han i midten af 70’erne et gennembrud i Peter Shaffers teaterstykke Hesteguden, hvor skuespilleren optrådte nøgen.

Karrieren bød siden på både højde- og lavpunkter for Steen Springborg, der er gået bort i en alder af 67 år, skriver Berlingske.

Fra teatret fortsatte han over i film og tv.

Skuespilleren medvirker i Leif Panduros tv-spil Louises hus og spiller rollen som kriminalassistent Blücker-Olsen i forfatterens tv-serie En by i provinsen, begge fra slutningen af 70’erne.

Steen Springborg opnåede på grund af sin tidlige start nærmest at have to karrierer, hvor han udmærkede sig med vidt forskellige kvaliteter.

”På film og tv kendes Springborg i to meget forskellige udgaver. Der er unge Springborg – en uskyldigt udseende, ufærdig yngling med en antydning af noget dekadent ved sin drengeudstråling. Og der er den ældre Springborg, der har lagt adskillige kilo til sin vækst og især ses i rollen som kynisk og afstumpet materialist,” skriver Morten Piil i Danske filmskueskuespillere.

Charmerende og brutal
Steen Springborg filmdebuterede i 1975 med en lille rolle som glad festdeltager i Ole Ernst-krimien Per, og samme år blev han nomineret til en Bodil for sin birolle i krimifilmen Kun sandheden.

I 1980’erne gjorde han sig mest bemærket i den kritikerforhadte folkefarce Elvis Hansen – en samfundshjælper, hvor Springborg giver den som øldrikkende, arbejdsløs mandschauvinist.

Samme årti lagde han stemme til sin første tegnefilm, Rejsen til Amerika, og det fortsatte skuespilleren med i resten af karrieren. Hans film i den forbindelse tæller store titler som Shrek og Big Hero 6.

90’erne bød på roller som skolelærer i den anerkendte Drengene fra Skt. Petri og den udskældte Kærlighed ved første desperate blik, mens han var grum pamper i et afsnit af tv-serien Strisser på Samsø.

Mest kendt i nyere tid er Springborg for rollen som familieoverhovedet Mogens i filmatiseringen af Christian Kampmanns romaner om Familien Gregersen.

Charlotte Sachs Bostrups film fra 2004 – produceret af Regner Grasten – giver skuespilleren mulighed for at udfolde en både charmerende og brutal patriark, der er bedre til at tænke på den pæne overflade end familiens ve og vel.

Tæt på at miste benet
Steen Springborg indstillede i 2017 skuespilkarrieren efter en voldsom ulykke i trafikken, der ifølge eget udsagn kunne have kostet ham benet.

To år forinden havde han allerede droslet ned for skuespillet, da han blev opereret på stemmebåndet, så han ikke længere kunne synge og råbe i sine teaterstykker.

Hans sidste jobs var småroller i tv-serierne 1864 og Dicte, mens han tidligere i karrieren spillede lidt større roller i blandt andet Nikolaj og Julie og Edderkoppen.

Steen Springborg var gift to gange, først med Marianne Buch Quistorff og siden 1979 med direktør Alexandra Foss, som han blev skilt fra i 2013, men bevarede et tæt forhold til. Parret har tre voksne børn.

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro