Sådan lykkes du: Stædighed og dårlig hukommelse

Jeg kan mærke, at det er en helt særlig aften for dansk film. Mange har allerede sagt det, men jeg vil gerne gentage det.

Det handler om fællesskab. Om at gøre hinanden stærkere. Og jeg er oprigtigt rørt over at mærke, hvor meget I unge ildsjæle kommer med – noget, vores filmbranche virkelig har brug for.

Tusind tak for alle jer, der sidder i salen!

Så har jeg også fået et brief på, at jeg skal holde det lidt let og være lidt sjov. Jeg tænker, at det må være på egen bekostning.

Vi er nået til den del af showet, hvor der ikke er mange priser tilbage, og nogle af jer tænker måske: ”Det blev ikke mig i aften.”

Derfor vil jeg gerne minde om de to vigtigste egenskaber i denne branche: stædighed og en dårlig hukommelse.

Lad mig hurtigt gennemgå alle de gange, jeg selv søgte ind på skoler – og ikke kom ind – og alle de Ekko Shortlist Awards-priser, jeg ikke har vundet.

I 2006 søgte jeg ind på Skolen for Moderne Dans og kom ikke ind. Jeg blev student i 2008 og prøvede igen i 2009. Jeg kom stadig ikke ind. Jeg var simpelthen ikke en særlig god danser.

Året efter søgte jeg ind på alle tre skuespilskoler. Kom ikke ind. Så søgte jeg ind på Teaterskolen året efter. Kom ikke ind. Og så én gang til. Tre år i træk: ikke ind.

Så tænkte jeg: Hvilke andre heste kan jeg spille på? Der findes jo også en teaterskole i Malmö. Så jeg søgte i både Danmark og Malmö. Jeg nåede faktisk til den sidste prøve i Malmö, men kom ikke ind noget sted.

Heldigvis havde jeg en backup-plan. Jeg søgte ind på retorik på Københavns Universitet og fik en standby-plads. Jeg arbejdede derefter et år i en børnehave for specialbørn – som det vist hed – sparede op til en computer og kunne endelig begynde på en uddannelse.

Jeg ved ikke, hvor mange sabbatår det var. Men det var helt klart for mange, hvis du spørger Mette Frederiksen.

På universitetet blev jeg bedre til at skrive. Så søgte jeg ind på manuskriptlinjen på Super16, og der kom jeg heller ikke ind.

Men senere kom jeg ind på Super16, og der begyndte jeg for alvor at lave film. Mine film har været nomineret mange gange til Ekko Shortlist Awards. Jeg har vundet én gang – og tabt fjorten gange.

Alt det her kan jeg kun huske, fordi jeg tvang mig selv til det. Egentlig havde jeg lykkeligt glemt det. For når man ikke vinder, kan det faktisk gøre én bedre.

Så hold fast i, hvorfor vi gør det her!

Det er langt større end mig eller dig eller nogen som helst, der vinder i aften. Vi gør det, fordi verden har brug for mennesker. Vi har brug for vores historier. Vi har brug for det humane perspektiv, og det kan vi give gennem filmkunsten.

Hold fast i det – og giv slip på egoerne!