Nyhed
09. mar. 2014
Spot lancerer filmfestival
Folkene bag Spot Film opfordrer håbefulde filmsjæle til at indsende ideer til nye film. Vinderen belønnes med et produktionsforløb på en halv million kroner.

Spot lancerer filmfestival

Musikfestivalen Spot lancerer ny filmfestival, der skal markere Aarhus som filmby. Vinderen af årets talentpris får en halv million kroner.

Af Rune Bruun Madsen

Spot Festival har siden 1994 promoveret det øverste vækstgrundlag på den nordiske musikscene og været et forbindelsesled mellem kunstnere og branchefolk.

Nu lancerer Spot et nyt koncept, Spot Film, der sætter fokus på spirende instruktør- og producertalenter. Det er festivalens grundtanke at skabe en mere direkte linje mellem kunstner, branchefolk og publikum.

”Spot Film er et udstillingsvindue. Det handler om at få talenter – uafhængig af format og genre – i spil til en samlet begivenhed,”siger festivalens talsmand, Anders Søndergaard.

”Vi har fokus på talentudvikling på højeste niveau – det, der på musikscenen svarer til bands, som er lige på nippet til at bryde igennem internationalt.”

Morgendagens stjerner
Festivalen viser film i tre programmer.

”Spot the Film” favner både kortfilm, spillefilm og dokumentarfilm, og her vil en jury udpege vinderen af årets Nordiske Hovedpris blandt ti udvalgte film.

”Spot the Music” består af musikdokumentarer og koncertfilm udvalgt i samarbejde med Cph:Dox, og ”Spot the Video” præsenterer nye og interessante musikvideoer.

Spot sætter med andre ord fokus på interaktionen mellem musik og forskellige filmformater.

”Med udgangspunkt i tre specifikke fagområder udforsker og dyrker vi synergier på tværs. Dermed bliver Spot en tværfaglig festival både på brancheniveau og blandt de forskellige kunstneriske miljøer,” siger Anders Søndergaard.

”Det handler om at give et billede af, hvad der foregår lige nu og her på den danske og den nordiske scene.”

Også for uskolede talenter
Spot Film har opfordret audiovisuelle entusiaster og kreative sjæle til at indsende ideer til nye film.

”Det er en vigtig pointe, at det ikke er en festival, der udelukkende fokuserer på kortfilm eller spillefilm. Det er en festival, som fokuserer på morgendagens stjerner,” siger Anders Søndergaard.

Dermed skelner festivalen heller ikke mellem, om det indsendte materiale er lavet af en instruktør med filmskoleuddannelse og alenlangt cv i ryggen eller af en uskolet debutant.

Spot Film vil belønne årets bedste filmide med en halv million kroner. De 100.000 er en kontant gevinst, mens de resterende 400.000 går til produktionsfaciliteter, der skal medvirke til at gøre vinder-ideen til virkelighed.

Juryen vil blandt andet bestå af filmproducer Meta Louise Foldager og direktør for SF Film, Michael Fleischer.

Vil tiltrække lokale projekter
Præmien udloves i samarbejde med Aarhus Filmværksted, Filmby Aarhus og SF Film. Det er intentionen at promovere Aarhus og omegn som filmregion og aktivere lokale virksomheder.

”Filmby Aarhus og Aarhus Filmværksted står bag en pris som den her, fordi de har ambitioner om at udvikle talent men også om at udvikle historier, der er forankret herovre,” siger Anders Søndergaard.

Leder af Aarhus Filmværksted, Morten Hartz Kaplers, håber, at lokale kræfter bliver involveret og sætter aftryk på vinderfilmen.

”Hvis det ikke bliver et lokalt talent, der vinder selve konkurrencen, satser vi på, at en af byens filmproducenter co-producerer filmen og på den måde er med til at skabe vækst og flere film fra Aarhus,” siger Kaplers på Aarhus Filmværksteds hjemmeside.

Spot Film afholdes den 2.-4. maj i Aarhus ved Godsbanen og i biografen Øst for Paradis. Fristen for at indsende bidrag til konkurrencen er den 24. marts.

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro