Nyhed
12. sep. 2008
Spændte forventninger til ny minister

Spændte forventninger til ny minister

Fortsæt Brians engagement, men mindre detailstyring, lyder filmbranchens råd til kulturminister Carina Christensen.

Af Mikkel Kofod

Mens det meste af dansk kulturliv græder tørre tårer over Brian Mikkelsens afgang som kulturminister, skorter det ikke på ros og skulderklap fra filmbranchen.

Her har man - når alt kommer til alt - været glad for en minister, der trods regeringens skrappe skattepolitik har formået at fortsætte indsatsen for en stærk dansk filmkultur.

"Brian var åben og synlig, han tog dialogen med os, fordi han havde et oprigtigt ønske om at lære branchen at kende," siger Kim Magnusson, formand for Producentforeningen, og fortsætter:

En dejlig udstråling
"Det har vi bestemt ikke været forvænt med, så mit største ønske til den nye minister er, at hun fører Brians åbenhed videre og snakker med os. Så skal vi nok få et godt samarbejde," siger Kim Magnusson, der håber, at den nye minister vil give skattelettelser til en filmindustri, der er økonomisk hårdt trængt for tiden.

Ib Tardini, producer på Zentropa, er enig i, at Brian Mikkelsen har været en god minister for filmkulturen. Og han er nysgerrig efter at lære den nye minister at kende.

"Carina Christensen var trafikminister, men derudover ved jeg stort set intet om hende. Men hun har en dejlig udstråling og ser godt ud, så jeg da ser frem til at møde hende," siger Ib Tardini.

Digitalisering vejen frem
Også Henrik Bo Nielsen, direktør for det Danske Filminstitut, håber, at Carina Christensen vil lægge samme engagement for dagen som hendes konservative partifælle. Han glæder sig over tidspunktet for vagtskiftet i Kulturministeriet.

"Timingen for udnævnelsen af en ny kulturminister er god, for hun får mulighed for at skabe sig overblik over filmbranchen inden næste filmforlig i 2010. Hun skal bruge det næste års tid til at tale med folk i filmmiljøet og finde ud af, hvad der skal gøres fremover," siger Henrik Bo Nielsen.

Højt på Henrik Bo Nielsens ønskeliste står digitalisering. Staten bør hjælpe biograferne med at skaffe de dyre digitale filmfremvisere, der skal løfte biografmarkedet ind i en ny tidsalder.

"Der er en vigtig post i forhold til distribution, salg og digitalisering af film. Desuden er det vigtigt, at fleksibiliteten i filmstøtteordningerne bibeholdes," understreger Henrik Bo Nielsen.

Malurt i afskedsbægeret
Ikke alle Brian Mikkelsens tiltag har dog vakt lige stor begejstring. Der er bred enighed om, at det seneste filmforlig, der gav mere magt til tv-stationerne, er noget juks. Og Jørgen Ramskov, producent på Nimbus Film, hælder lidt mere malurt i afskedsbægeret.

"Brian havde fokus på film, og det var godt, men hans kulturkamp var kendetegnet ved en tiltagende detailstyring, der gjorde rammerne mindre og mindre. Men det er ikke kun Brians skyld, for det er en linje, der har kendetegnet hele regeringen under Anders Fogh Rasmussen," siger Jørgen Ramskov og efterlyser mere armslængde.

"Vi skal holde fast i princippet om en armslængdes afstand mellem lovgiverne og dem, der er sat til at forvalte politikken. Der er grænser for, hvor langt ned i detaljerne, politikerne skal gå," mener Jørgen Ramskov.

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Hollywood vender Venedig ryggen
venedig 2026
23. juli 2026

Hollywood vender Venedig ryggen

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro