Simons sørgmodige samtidskritik

Af alle de fremragende dramaserier, amerikansk tv har produceret de sidste ti år, er det bemærkelsesværdigt, at kun to for alvor interesserer sig for samfundet omkring dem: The Wire (2002-2008) og nu Treme, hvis første sæson sluttede på amerikansk tv i juni og har dansk tv-premiere på tirsdag.

Begge er skabt af forfatteren og journalisten David Simon, der med sine serier har givet filmen baghjul som tidens væsentligste amerikanske samtidskronikør i levende billeder.

Vor tids Upton Sinclair
Simon (f. 1960) er trådt i karakter som en værdig arvtager til store amerikanske samfundskritikere som Upton Sinclair, der som Simon var født i Baltimore og var optaget af systemets fatale kortslutninger.

I The Jungle afdækkede han kapitalismens grimme ansigt, hvor udbytternes griskhed eroderede al værdighed for arbejderne på Chicagos slagterier.

Med The Wire skabte David Simon et værk med en lignende, samfundsundergravende ambition: en serie med komposition som en græsk tragedie, hvor de dødelige – små fisk og menige borgere – altid vil ende som tabere i gudernes – magthavernes – kyniske rænkespil.

Mosaik af personer
I Treme tager Simon tråden op, om end den politiske indignation ligger mere som en understrøm bag seriens humanistiske fortælling om New Orleans-bydelen Tremé i månederne efter orkanen Katrina.

Serien følger et større persongalleri af blandt andre to drømmende gademusikanter, en stolt Mardi Gras-indianer, en kæmpende kok, en godhjertet advokat – og ikke mindst en bitter universitetsprofessor (John Goodman i sit es), der med sine måske lovligt didaktiske svadaer mod landets politikere er David Simon og medskaber Eric Overmeyers alter ego.

Simon har gjort ensemblestrukturen til sin fortælleform. Hans forfader i filmens verden er Robert Altman, der særligt i 1970’erne skildrede den sociale dynamik gennem øjnene på en hel mosaik af personer. Og som i Altmans hovedværk Nashville er Treme et amerikansk øjebliksbillede gennem et vitalt portræt af dens musikkultur.

Byens flagrende sjæl
Ikke alle karakterer i Treme har lige stor gennemslagskraft, men det tålmodige serieformat betyder, at det skær af konstruktion, som præger selv de bedste ensemblefilm, er væk.

Og langt størstedelen af personerne besidder en psykologisk spændvidde, der udvider sig så hurtigt, at den krævende fortællestruktur aldrig føles tung, og så langsomt, at handlingen sjældent bliver et postulat.

Det gælder især seriens to mest elskelige karakterer: den halvdovne macho-trombonist Antoine Baptiste, der konstant er på udkig efter næste job, og den excentriske disc-jockey Davis MacAlary, der engagerer sig i lokalpolitik med det ene formål at sælge flere plader. 

Deres historier sætter fokus på byens flagrende sjæl. Antoine og Davis er begge drevet af øjeblikkets passion, men udlever samtidig fordommen om sig selv – som henholdsvis den troløse sorte jazzmusiker og den privilegerede hvide fyr, der er besat af forestillingen om ægte bohemeliv.

Selvbedrag og brutalitet
Katrinas ødelæggelser mærker vi direkte i historien om den kvindelige bartender LaDonna, der med ængstelighed leder efter sin bror, som forsvandt i oversvømmelsens kaos.

Vi finder den også i historien om den kreolske indianer Big Chief Albert Lambreaux. Han kæmper for sit folk ved at besætte et hus i et uskadt socialt boligbyggeri, der som led i en lokalpolitisk strategi forbliver lukket for at holde den fattige befolkning væk.

Albert fører sig frem med stolthed og stædighed, og i en overraskende voldsom scene slår han en ung fyr, der har stjålet hans værktøj, halvt ihjel. Det klæder serien, at den ikke er blind for sine karakterers selvbedrag eller brutalitet, selvom hovedskurken er politikernes falske medlidenhed.

New Orleans er ikke et paradise lost, men rigtigt levet liv med alt, hvad det indebærer af farver og fejl. Og Treme er ikke en græsk tragedie, men et sprudlende, sørgmodigt amerikansk jazzarrangement om en uforenelig kulturkløft mellem almindelige mennesker og magteliten, som i serien for det meste kun optræder på tv.

Sans for detaljen
David Simon roses ofte for sin pertentlige, journalistiske research, men hans væsentligste kvalitet er, at han forstår at se og lytte.

Han har øre og blik for en gruppe menneskers særlige tonalitet, ordvalg og gestik, så hver eneste detalje – fra small talk’en på gaden til maden på den lokale restaurant – føles ægte.

Det er gennem denne sans for detaljen, Simon finder ind til sine landsmænds inderste angst og drømme.

Autentisk soundtrack
I Treme smelter de præcise iagttagelser af områdets spraglede lydbillede og personernes psykologi konkret sammen i musikken. I talrige scener udgør den new orleansianske jazz et autentisk soundtrack — fra gademusikanter eller et fjernt, krassende stereoanlæg.

Hvis den da ikke spiller i forgrunden i en af de ustyrligt veloplagte live-optrædener, hvor både lokale jazzhelte som Kermit Ruffins og verdensstjerner som Elvis Costello er med under eget navn. 

Musikken udmaler rørende indbyggernes sindstilstand. Sorg gennemtrængt af rytmisk livslyst.

Ekko bringer et interview med David Simon i det nye nummer 50, der udkommer 25. august og byder på et tema om Tv-seriernes guldalder.