Grusomheder skaber ikke fantastisk kunst

De fleste film på Cannes-festivalen er verdenspremierer, som har alle muligheder for at overraske positivt eller negativt.

Men af og til bliver også film, der allerede har haft premiere andetsteds, vist på festivalen. Det var i år tilfældet for det amerikanske drama Share, der inden turen til det sydfranske havde taget publikum og kritikere med storm på hjemlandets Sundance-festival, og som nu kan ses herhjemme på HBO Nordic.

Foruden at være en råt velspillet og imponerende stilsikker spillefilmdebut for instruktøren Pippa Bianco, er det også en film, der rammer urovækkende skarpt ned i tidens brug af sociale medier.

Unge Mandy vågner omtumlet på græsplænen foran sine forældres hus. Hun lister ind og er øjensynligt sluppet gennem en vild festaften uden varige mén. Et par dage senere bliver hun dog gjort opmærksom på en video, hvor en gruppe af hendes mandlige klassekammerater forgriber sig på hende.

Mandy har ingen erindring om hændelsen, og uvisheden om, hvad der præcis er sket, tærer voldsomt på hende. Men det var vigtigt for instruktøren, at hovedpersonen frem for at drukne i ulyksalighedens tåger går aktivt på jagt efter sandheden.

”Der er for mange historier om kvinder, hvor det bliver set som heroisk og handlekraftigt at tage sit eget liv. Det startede vel med græske tragedier, hvor kvinder tager kontrol ved at lade det gå ud over dem selv. Det var vigtigt for mig ikke at blive del af den tradition,” fortæller Pippa Bianco.

Hun ser tendensen i eksempelvis Netflix-serien 13 Reasons Why, hvor en voldsom selvmordsscene efterfølgende er blevet fjernet.

”Jeg er skeptisk, når filmskabere mener at kritisere et fænomen ved at bruge det. 13 Reasons Why er i mine øjne meget problematisk, for hovedpersonens magt består i, at hun ikke længere er i live.”

Befriende gråd
Share er baseret på en kortfilm af samme navn, der i 2015 indbragte Pippa Bianco en pris i Cannes-festivalens kortfilmprogram.

I den nye film spilles hovedrollen af Rhianne Barreto, der har medvirket i actionserier som Hanna og Strike Back, men som denne gang måtte tackle mere følelsesmæssigt end fysisk udfordrende scener.

”Ved særligt hårde scener havde vi altid en rådgiver til stede, som jeg ikke tror, du brugte?” spørger Pippa Bianco og kigger på sin unge hovedrolleindehaver, der bekræfter med et stille nik, før instruktøren fortsætter.

”Men vi havde også mange overlevere på resten af filmholdet, der kunne snakke med rådgiveren. Vi brugte meget af tiden under optagelserne på en åben dialog, hvor jeg spurgte skuespillerne: ’Hvad kan jeg gøre for dig? Hvordan vil du gøre? Hvad vil du dele med mig?’ Og jeg fortalte også ting om mig selv, så det gik begge veje,” fortæller Bianco og giver ordet til Rhianne Barreto.

”Det var så kærligt og beskyttet et miljø, at jeg ikke havde brug for at snakke med rådgiveren, men bare ville tale med Pippa. Alt var på mine betingelser, og vi kunne altid snakke om alt. Det var stadig hårdt at optage filmen, men også forbundet med enorm katarsis,” siger skuespilleren, der fik rig mulighed for at lade følelserne flyde.

”Jeg elsker en god grædescene. Faktisk handler mit skuespil vist meget om ikke at græde, hvilket ikke er så skidt. Det er mere spændende at se på én, der prøver at lade være med at græde end én, der flæber,” griner Rhianne Barreto.

Presset til nøgenhed
Share er højdramatisk på en meget underspillet måde. De livsomvæltende begivenheder behandles sobert og stille, og det er helt bevidst.

”Jo mere tilbageholden man er, jo mere kraftfuldt er det, når man giver los. Det nemmeste i et manuskript er at få personerne til at råbe af hinanden, men der er utroligt stor spænding i måden, hvorpå to mennesker ser eller ikke ser på hinanden,” forklarer Pippa Bianco.

”Vi bruger al vores tid som mennesker på at analysere hinandens blikke og finde ud af, hvad der sker omkring os. Så det er meget mere sandt og ægte at lade en historie udspille sig afdæmpet, for de færreste råber og skriger og kaster med ting til hverdag. Det meste foregår ganske stille, og der findes det store drama, som jeg ser det.”

På samme måde giver instruktøren ikke meget for idéen om, at der kommer stor kunst ud af grumme omstændigheder.

”Det er svært, hvis forholdet mellem instruktør og skuespiller er meget skævt,” siger Pippa Bianco og ser igen på Rhianne Barreto.

”Du er der for at støtte min vision, så mens jeg instruerer, er det meget svært at sige nej. Derfor bliver skuespillere ofte presset til for eksempel mere nøgenhed, end de bryder sig om. Der er en romantiseret forestilling om instruktøren, der med grusomheder skaber fantastisk kunst. Det er ren dovenskab. Man kan som professionel skabe en præstation uden at torturere andre og skabe smerte.”