Nyhed
10. nov. 2011
Sarah Palin er et dumt svin!

Sarah Palin er et dumt svin!

Det skinner så tydeligt igennem, at Nick Broomfield ikke kan lide Sarah Palin, at hans film om den tidligere vicepræsidentkandidat ender som én lang, unuanceret tilsvining.
Af Mikkel Kofod

Hvad er forskellen på en pit bull og en hockey mom? Pit bulls bruger ikke læbestift, svarer Sarah Palin i Sarah Palin – You Betcha.

Efter at have set filmen fristes man til at spørge, hvad forskellen er på instruktør Nick Broomfield og en pit bull? En pit bull er kun marginalt mere glubsk i jagten på at nedlægge sit offer.

Broomfield er taget til Palins hjemby Wasilla i Alaska, hvor hendes politiske karriere begyndte. Palin vil ikke selv tale med ham, så han taler med dem, der kender hende: skolekammerater, forældre, holdkammerater fra basket ball-holdet, tidligere politiske med- og modspillere. Få forguder hende, de allerfleste hader hende.

Forældede oplysninger
Vi lærer, at Palin var en middelmådig basketball-spiller, der alligevel kom langt, fordi hun bare ville vinde, at hun afskyr intelligens og ikke er specielt interesseret i politisk arbejde, og at hun langtfra er den perfekte mor med en harmonisk familie, som hun prøver at vise.

Alt sammen informationer, der har været fremme siden præsidentvalgkampen i 2008, hvor Palin ikke kunne udpege Irak på et kort, selvom hendes søn var på vej derned.

Spørge-Jørgen på vendetta
Broomfields egen mening om Palin kan der ikke være tvivl om. Selvom han aldrig italesætter den, skinner den tydeligt igennem i form af en film, der er præget af mangel på kildekritik, journalistisk håndværk og objektivitet.

Hvad er en vurdering af Palins tilbøjelighed til at udløse atomkrig værd, når den kommer fra pastoren i en kirke, der konkurrerer med Palins egen trosretning?

Og er der nogen, der kan verificere beskyldningerne fra en lokal blogger i Wasilla om, at Palin brugte 15.000 dollars på plastickirurgi i stedet for at studere det republikanske partiprogram som optakt til præsidentvalgkampen i 2008?

Det er forlorent spil for galleriet, når Broomfield giver den i rollen som naiv spørge-Jørgen med hørebøffer, mikrofontaske og skovmandsskjorte, fordi det er så tydeligt, at han kun er ude på at miskreditere Palin.

Useriøs kritik
Historien om at Palin i sin guvernørtid forbød bøger om homoseksualitet er skræmmende, ligesom hun må vedkende sig sin store del af skylden i Tucson-massakren i januar, hvor seks mennesker mistede livet og det demokratiske kongresmedlem Gabrielle Giffords svævede mellem liv og død efter at blive skudt i hovedet.

Sarah Palin havde udpeget Giffords’ plads i kongressen som et af de sæder, republikanerne skulle gå målrettet efter til næste valg.

Men Broomfields kritik bliver useriøs, når han i sin iver efter at udstille Palin som homohader klipper billeder ind af ophidsede antihomo-demonstrationer, der ingen tilknytning har til Palin.

Selv hvis Palin vitterlig er en politisk svinehund og sociopatisk privatperson, er Broomfields film stadig elendigt dokumentarhåndværk.

Sarah Palin - You Betcha vises sidste gang den 11. november kl. 21.30 i Grand Teatret.

Relevante artikler

Nyhed
09. nov. 2011
Herzogs huler er billedskøn harmoni

Herzogs huler er billedskøn harmoni

Nyhed
09. nov. 2011
Krig i familien

Krig i familien

Nyhed
07. nov. 2011
Kvindeballer uden kød

Kvindeballer uden kød

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten