Plagierende plakater
Danske filmplakater er endelig blevet flotte. Men hvor er originaliteten?
At designe en filmplakat er en svær disciplin, og i Danmark har vi ikke den store tradition. En plakat med billeder fra filmen er omtrent så langt, fantasien rækker.
Men nu sker der noget.
Plakaten til Christoffer Boes nye film, Alting bliver godt igen, er flot — rigtig flot.
Jens Albinus løber i bedste forfulgt-mand-thriller-stil i plakatens forgrund, mens den mørkerøde baggrund fyldes af en svimlende spiralfigur, der vokser ud af et øje.
Tvivl, paranoia, mind fuck, vanvid, you name it. Det er Christoffer Boes film på kornet!
Det lugter af Hitchcock
Men hov, ligner det ikke noget, vi har set før?
Jo minsandten, spiralerne, farven, den mandlige figur — nøjagtig som Saul Bass’ plakat til Hitchcocks klassiker Vertigo fra 1958.
Christoffer Boe vil kalde det en homage — altså en hyldest — mens andre nok vil betragte det som gement tyveri. Men fred være med det, den gode Boe har gjort det til sit varemærke selvbevidst og meget postmoderne at lade de gamle mestre spøge i kulissen.
Han sætter ikke sit lys under en skæppe og stikker ikke noget under stolen.
Der er heller ingen tvivl om, at Jens Albinus’ instruktør Falk er fanget i sit eget sinds labyrinter — nøjagtig som James Stewarts pensionerede politimand i Vertigo.
På den måde spiller de to værker upåklageligt sammen på plakaten, selv om nogle nok vil hævde, at det er lovlig overmodigt at lægge sig i halen på et af filmhistoriens ypperste værker.
Rimelig tåget
Plakaten til Per Flys Kvinden der drømte om en mand er også flot.
Sonja Richter sidder overskrævs på en splitternøgen model, som hun stiller skarpt på med sit kamera. Sofistikeret, chic, erotisk, kunstnerisk.
Men hov, har vi ikke også set dét før? Jo, minsandten. Sonja Richters fotograferende positur er en tro kopi af David Hemmings’ ditto på plakaten til Antonionis mesterværk Blow-up fra 1966.
Sonja Richter spiller ligesom Hemmings modefotograf, men bortset fra det, hvad er så lige sammenhængen?
Værdigt trængende
Blow-up er en filosofisk film om virkelighedens beskaffenhed. Den stiller spørgsmål til forskellen mellem kognition og rå virkelighed.
Kvinden der drømte om en mand er en historie om ... ja, en kvinde, der drømmer om en mand.
Hun hedder af uransagelige årsager K og er gift. Hendes mand er sød og rar, men ikke særlig mystisk. Og sex er det så som så med. K er med andre ord værdigt trængende.
Hun plages af natlige drømme om en fremmed elsker med en uimodståelig tiltrækningskraft. Da han en dag materialiserer sig som en polsk matematikprofessor, kaster hun sig på knæ og gør, hvad en kvinde må gøre i den situation.
Bevares, Per Fly leger også med grænsen mellem drøm og virkelighed. Men der er ærlig talt et stykke vej fra hans liderlige husmor til Antonionis fænomenale fænomenologi.
Opknappet Audrey Hepburn
Så giver det næsten bedre mening, når plakaten til den romantiske komedie Simon & Malou citerer Breakfast at Tiffanys — de tykke, røde, gule og blå streger, der rammer de fjollede elskende ind, byens skyline.
De to film står i det mindste i et meget tydeligt genrefællesskab, nemlig den romantiske komedie. Og Tuva Novotny er i sit stramme sorte kontordress en opknappet udgave af Audrey Hepburns frivole Holly.
Men hvad er pointen, andet end en spidsfindig sidegevinst til de cineaster, der indløser billet til Simon & Malou — hvis der ellers findes sådan nogen.
Det er herligt, at danske designere er begyndt at lave spændende filmplakater. Men hva' mæ' med lidt nytænkning?
