Nyhed
28. aug. 2020
Overgreb og seksuelle lege på DR
Sofie Linde er blevet en af landets største tv-personligheder for sin værtsrolle i underholdningsprogrammet X Factor. Men i starten af karrieren truede en kendt mand angiveligt med at sabotere hende. Foto | DR

Overgreb og seksuelle lege på DR

En stor tv-personlighed krævede et blowjob af Sofie Linde, da hun som attenårig var til sin første julefrokost på Danmarks Radio, hvor der var grænseoverskridende fester i 00’erne.

Af Nicki Bruun

Prisuddelingen Zulu Comedy Galla er – som navnet antyder – en festaften i komikkens tegn, hvor årets bedste præstationer inden for humorens verden bliver belønnet.

Der var da også en masse at grine af, da showet onsdag aften løb af stablen i Operaen i København.

Men det blev også alvorligt, da værten Sofie Linde fortalte en historie om som ung at være blevet udsat for sexchikane af en med hendes ord ”stor tv-kanon”.

Det skete for tolv år siden, hvor hun som attenårig var startet på DR og skulle til julefrokost.

”En stor tv-kanon kommer over til mig og siger til mig, at hvis jeg ikke sutter hans pik, så ødelægger han min karriere,” fortalte i dag 30-årige Sofie Linde, der er blevet en af landets mest populære tv-personligheder for sin værtsrolle i blandt andet X Factor.

”Jeg sagde nej. Jeg er ret sikker på, at du kigger på mig nu. Det gik jo meget godt alligevel.”

Hyggesexisme i DR
Sofie Linde har i et interview med P1 Morgen på DR efterfølgende fortalt, hvorfor hun nu har valgt at stå frem med sin overgrebshistorie.

”Min præmis for at sige det, jeg gjorde, var at understrege, at man i virkeligheden godt kan sige nej, og at det hele nok skal gå alligevel,” siger hun i radioprogrammet.

”Dengang brugte jeg meget tid på at spekulere over, om jeg havde dummet mig, og om det blev farligt for mig og min karriere. Men som voksen er det jo soleklart, at han var en idiot, og at det uanset hvad ikke ville være en pris, der var værd at betale,” fortsætter Sofie Linde uden at afsløre sin overgrebsmands navn.

Tv-værten lægger dog ikke skjul på, at der før i tiden har været flere tilfælde af sexchikane på DR.

”Det var en anden tid dengang, og der var en anden tone. Der er meget, der er blevet pakket ind i noget, man måske kan kalde jokes. Men der har været en lang årrække med en form for hyggesexisme på min arbejdsplads.”

Billeder af kønsdele hængt op
I 2009, da Sofie Linde skal være blevet udsat for sexchikane, var Kenneth Plummer generaldirektør.

Året efter trådte han tilbage, da journalist Kurt Lassen afslørede, at direktøren havde udleveret fortrolige oplysninger for at undgå, at hans affærer på DR og kysserygter fra institutionens julefrokoster kom med i Lassens bog Plummer – summen af kardemommen.

Det er ikke nogen hemmelighed, at der i hvert fald tidligere har hersket en grænsesøgende kultur på Danmarks Radio, hvor festerne gerne havde et seksuelt indhold.

”Ved indgangen til festen stod der en boks, hvor man kunne gå ind og få taget et billede af sine kønsdele. Det var frivilligt, men der var en del, som havde lyst til det – også kvinder,” fortalte producenten Peter Engel i 2017 til Filmmagasinet Ekko.

Det fandt sted, da Engel var ansat på DR fra 2004 til 2007.

”Billederne blev sat op på en opslagstavle, og så kunne man ellers gå og gætte på sine kollegers dillere, glatte eller behårede venusbjerge,” siger producenten.

DR tog dengang afstand fra de seksuelle julelege og udtalte, at arbejdet på public service-stationen er blevet professionaliseret siden da.

Linde bør gå hele vejen
HR-chef i DR, Nanna Abildstrøm, udtaler, at man har taget kontakt til Sofie Linde for at undersøge sagen nærmere. Linde vil dog ikke gå videre med sagen, oplyser Abildstrøm til TV 2.

Berlingske kulturredaktør Anne Sophia Hermansen takker Sofie Linde for at stå frem med historien. Hun mener dog, at tv-værten er forpligtet til at give DR den fulde historie, så overgrebsmanden kan blive stillet til ansvar og uskyldige undgå at blive mistænkt.

”Men du er også forpligtet på at fortælle din historie færdig. For lige nu er samtlige mandlige tv-værter, chefer og producenter, der har haft deres gang i DR, dengang hun var atten, under anklage. Det kan ingen være tjent med,” skriver kulturredaktøren.

Relevante artikler

Nyhed
28. nov. 2017
DR tager afstand fra seksuelle julelege

DR tager afstand fra seksuelle julelege

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro