Oscar-vinder vælger dansker som filmens fremtid

Filmverdenen har de seneste måneder hvirvlet omkring sydkoreaneren Bong Joon-ho, der skrev historie ved at vinde en Oscar for bedste film med mesterværket Parasite.

Men instruktøren, der også har lavet film som Snowpiercer og Memories of Murder, har været i hvervet i tyve år.

I den anledning har han som gæsteredaktør i det aktuelle nummer af det britiske filmmagasin Sight & Sound udpeget tyve instruktører, som han mener bliver store i fremtiden.

En af dem er Ali Abbasi, der er født i Iran og opvokset i Sverige, men uddannet fra Den Danske Filmskole i 2011. Han spillefilmdebuterede i 2016 med gyseren Shelley, men fik sit store gennembrud med det eventyrlige drama Grænse, som vandt en pris på Cannes-festivalen i 2018.

Filmen er skrevet i samarbejde med ligeledes svenske og danskuddannede Isabella Eklöf og handler om en kvindelig grænsevagt med magiske evner. Hun møder en mystisk mand og tager en vild rejse ind i en både mørk og fantasifuld verden.

”Grænse er en fantastisk unik film. Jeg elsker den måde, han har skabt sit eget lille univers på.”

Lighed mellem mænd og kvinder
På Bong Joon-hos liste finder man også navne som gyserinstruktørerne Jordan Peele (Get Out), Robert Eggers (The Lighthouse) og Ari Aster (Midsommar).

Det lyder ganske vist som en temmelig mandsdomineret liste, men faktisk er der næsten lighed mellem kønnene.

De ni kvindelige instruktører tæller senegalesiske Mati Diop, der var i hovedkonkurrencen på sidste års Cannes-festival med debuten Atlantics, italienske Alice Rohrwacher (Lazzaro den lykkelige), kinesisk-amerikanske Chloé Zhao (The Rider) og israelske Alma Har’el (Honey Boy).

Også kvinden bag de kritikerroste The Babadook og The Nightingale, australske Jennifer Kent, er på listen sammen med den erfarne dokumentarist Kirsten Johnson.

Ifølge Bong Joon-ho kan man ved at se på instruktørernes film gøre sig forhåbninger om, hvad de vil komme med i fremtiden. For som han skriver i Sight & Sound:

”Da vi så Wong Kar-wais anden film, Days of Being Wild fra 1990, kunne vi drømme om In the Mood for Love fra 2000. Og da vi så Coen-brødrenes Blood Simple fra 1985, var der antydninger af No Country for Old Men, der kom to årtier senere.”