Nyhed
22. juli 2016
Sommernummer med stjernestøv
Det nye nummer af Ekko har Peter Aalbæk Jensen på forsiden, og bladet byder på møder med en række af tidens toneangivende filmfolk: Xavier Dolan, Richard Linklater, Jim Jarmusch, Sidse Babett Knudsen, Cristian Mungiu, Todd Solondz, Danica Curcic, Dagur Kári, Gaspar Noé og den moralske Guldpalmevinder Maren Ade. Foto | Territorium

Nyt Ekko: Sommernummer med stjernestøv

Det vrimler med stjerner og excentriske kultinstruktører i Ekkos sommernummer, som skummer fløden i Cannes og løfter sløret for kommende perler i biografen.

Af Claus Christensen

Peter Aalbæk Jensen pryder forsiden i et mug shot, der henviser til artiklen, hvor vi jagter højreorienterede og i værste McCarthy-stil får dem til at angive hinanden. Spørgsmålet er, om danske filmfolk må være blå i en rød branche?

Derudover er Ekkos sommernummer præget af internationale filmkunstnere, som frygtløst går deres egne vegne.

Vi har mødt Todd Solondz i Greenwich Village på Manhattan, hvor han har boet i 30 år og spiddet den amerikanske middelklasse med sine unikke panoramafortællinger. Heller ikke i den aktuelle Wiener-Dog er der nogen, som får det liv, de ønsker. Vi spørger, om han ikke efterhånden er træt af at være misantrop.

Lykkelige Jarmusch
Modsat Solondz er Jim Jarmusch en glad mand. Han er så glad, at han i sin perfekte Paterson inviterer os indenfor hos det lykkeligste ægtepar i filmhistorien. Hovedpersonen er buschauffør, og i sin fritid skriver han digte, der er lige så enkle og smukke som Jarmusch’ film.

Vi spørger Jarmusch, om Paterson er et slags kunstnerisk manifest, og kigger tilbage på hans karriere med den nye films poetiske briller.

Islandske Dagur Kári er også en mester i at forvandle den gråmelerede hverdag til poesi. Vi taler med instruktøren, der er aktuel med Virgin Mountain og til daglig leder Filmskolens instruktørlinje, om en vis tendens i dansk film.

”Jeg er træt af, at så mange film får opmærksomhed og anerkendelse, fordi de beskæftiger sig med pædofili, stofmisbrug, voldtægt eller et barn, der dør. Der findes nærmest en tjekliste med emner, som man skal dække, for at ens film bliver betragtet som god. Det er simpelthen for nemt,” mener Dagur Kári.

Berømmelsens pris
Richard Linklater gør det ikke nemt for sig selv. Over tolv år optog han Boyhood,og Before-trilogien var atten år undervejs. Med den selvbiografiske Everybody Wants Some!! vender han tilbage til det emne, der står hans hjerte nærmest: ungdommen. Vi tegner et portræt af en mageløs auteur.

Man kan heller ikke beskylde tyske Maren Ade for at gå den nemme vej. En næsten tre timer lang komedie om en far, der laver practical jokes med sin voksne datter, lyder som en anstrengende affære. Men kritikerne i Cannes overgav sig totalt til Toni Erdmann, som havde fortjent Guldpalmen, men skammeligt blev forbigået.

Vi taler med Maren Ade om humorens væsen og tegner et portræt af den nye stjerne på den europæiske filmhimmel.

Deroppe har Cristian Mungiu befundet sig, siden han i 2007 vandt Guldpalmen med 4 måneder, 3 uger og 2 dage.

I et eksklusivt essay til Ekko beretter rumæneren – der i år fik instruktørprisen for Graduation – historien om, hvordan han øjeblikkeligt blev verdensberømt i hjemlandet, hvor journalisterne trængte ind hos forældrene og affotograferede nøgenbilleder af kunstneren som treårig.

Franske Gaspar Noé blev til gengæld herostratisk berømt, da han trak publikum igennem en elleve minutter lang anal voldtægtsscene i Irréversible fra 2002. I et interview fortæller Noé detaljeret om scenens tilblivelse og om, hvorfor han aldrig mere tager ecstasy under en filmoptagelse.

Mestrenes makværker
Man kan også møde Sidse Babett Knudsen, som afslører, hvordan hun tacklede et grænseoverskridende fransk skuespil-ikon under optagelserne af Hermelinen.

Canadiske Xavier Dolan harcelerer over kritikerne, som ifølge det canadiske vidunderbarn konkurrerer om at være først til at tweete det mest ondskabsfulde. ”Hvis du ikke kan lide mine film, kan du ikke lide mig,” siger han bittert.

Jakob Stegelmann hylder Tarzan som verdens første franchise, der skabte et langtidsholdbart fiktionsunivers til mange platforme. Mens Christian Braad Thomsen stiller op til øretæver, når han kårer mestrenes makværker. Det går blandt andet ud over Dreyers Ordet, John Fords Forfølgeren og Michael Hanekes Funny Games.

Peter Schepelern tager turen gennem parforholdets faser fra den første hede nat, over brylluppet til skænderierne og skilsmissen med smukke, sjove og smertefulde klip fra filmhistorien.

Derudover Danmarks største filmanmeldelsessektion samt Q&A med Danica Curcic, filmminder med Bent Fabricius-Bjerre, kuriosa om dengang, kritikeren Roger Ebert lavede film med Russ Meyer, og meget, meget mere.

Ekko #72 er til salg i udvalgte kiosker og biografer. Det kan også bestilles fra magasinets hjemmeside – enten det enkelte nummer eller et års abonnement.

Ekko #72

Det nye nummer kan købes i kiosker eller bestilles her.

Relevante artikler

Nyhed
08. juli 2016
Nyt Ekko med klapjagt på de blå

Nyt Ekko med klapjagt på de blå

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro