Ny filmskole-årgang spiller sikkert

”Årgang Ekstrem,” døbte Ekko det kuld instruktører, der dimitterede fra Filmskolens instruktørlinje i 2011. De gav den gas og kørte helt ud i sindets mørkeste krinkelkroge, men manglede generelt den empati, der kan involvere publikum i ekstremiteterne og gøre dem interessante.

Netop ”empati” er et nøglebegreb for årets afgangshold, hvis seks film kredser om ensomme hovedkarakterer, der søger nærhed. De kører mere sikkert end deres forgængere, men også forudsigeligt, og man tager sig i at ønske, at skolens rektor Poul Nesgaard kunne have gensplejset de to årgange.

Amanda Kernell kunne således med fordel have hældt en spandfuld syre på overklassesatiren i The Association of Joy, der ikke rigtig kan beslutte sig for, om den vil være absurd komedie eller alvorsfuldt melodrama.

Den barnløse Charlotte og hendes bløde mand stifter et uddannelsesprojekt for thailandske piger. Men da thai-teenageren Joy hellere vil være bartender end terpe engelske verber og i øvrigt foretrækker at være sammen med Charlottes vatnissemand, der pludselig begynder at live op i det unge selskab, bliver Charlotte ironisk nok et offer for sin egen, selvgode velgørenhed.

Ida Dwinger leverer årgangens bedste skuespilpræstation som den glædesløse Charlotte i den pastelfarvede rigmandsvilla med pool, der mere ligner noget fra en amerikansk 50’er-film end en nutidig, dansk virkelighed.

Spidse albuer, blødende knæ er også et trekantsdrama, som udmærker sig ved en stærk, kvindelig hovedkarakter. Femtenårige Julie er ramt af forældrenes skilsmisse og almindelige teenagefrustrationer, så da storesøsterens kæreste slikker sol alene i familiens have, ser hun sit snit til at lægge an på ham.

Denne forførelsesscene er filmens bedste takket være Lis Dyres atmosfæreladede fotografering, der giver parcelhushaven et mytologisk skær. Men også Coco Hjardemaal er her overbevisende som den på en gang beregnende og sårbare pige – en udfarende Lolita. Desværre mister Karoline Lyngbye grebet om instruktionen i filmens dramatiske højdepunkter, hvor tingene optrappes for hurtigt, og spillet kammer over.

Årgangens andet ungdomsdrama, Klas Marklunds Flokken, forsøger ligeledes at hæve sig over jordslæbende hverdagsrealisme. Outsideren Lasse (Sonny Lindberg) bliver inviteret ind i den lokale drengeklike, men tvinges ud i et farligt optagelsesritual og ender i en langvarig nævekamp med skolens fodboldstjerne, klikens afstumpede leder. De dramatiske scener byder på en medrivende, maskulin kraft og er en flot showcase for fotograf, tonemester og klipper, men som film betragtet er Flokken for skitseagtig og årgangens svageste.

Anderledes sammenhængende og gennemført er Carl Marotts suspense-thriller Oasen. Den ordblinde og kiksede Tom (Jens Andersen) bliver bragt ud af fatning, da lækre Laura (Danica Curcic), der har en dumsmart kæreste, viser ham interesse på et afsidesliggende motel. Det handler om menneskets voldsdrifter, og Marott trækker visuelt og tematisk på klassikere som Sam Peckinpahs Straw Dogs og Hitchcocks Psycho. Vi lokkes til at identificere os med skurken, og efterhånden som vanviddet går op for os, skifter synsvinklen umærkeligt.

Marott afvikler action-scenerne ganske effektivt og får det optimale ud af det mørke motels interiør med jukeboks, spillemaskiner og smalle korridorer. Oasen er linjens dramaturgisk mest velfungerende film, og det er tankevækkende, at den er blevet til i et samarbejde med en manuskriptforfatter, nemlig Lars Bang, der tog afgang fra manuslinjen i 2011. Bortset fra Karoline Lyngbye har de øvrige instruktører nemlig selv skrevet manuskriptet, hvilket ikke altid er en force.

Det gælder dog ikke En maler, årgangens mest originale og vel bedste film, som ikke kunne være skrevet eller instrueret af andre end islandske Hlynur Pàlmason.

Det er en absurd, men lavmælt satire over en patetisk kunstner (Ingvar Eggert Sigurdsson), der tager sig selv meget alvorligt og kun nødtvunget tager imod sin søn (ét ud af otte børn fra tre forliste ægteskaber!), som kommer på uanmeldt besøg. Som enhver rigtig kunstmaler bor han naturligvis alene ude på landet, men i et luksushus med elskerinde på visit snarere end i rustik puritanisme.

Der er sjove scener – som et malerbøtteslagsmål mellem far og søn – og de lange indstillinger kommer til deres komiske ret i slutscenen, hvor malerens nøje planlagte åbenbaring af sit nedgravede kunstværk går fuldstændigt skævt for øjnene af de fine receptionsgæster.

Sjette og sidste film er Escort, en slags roadmovie om en chauffør, der bliver lun på den escort-pige, han transporterer fra kunde til kunde gennem en lang nat. En banal historie, men den er tænkt til det korte format, og der er ægte kemi mellem Dar Salim og Maria Erwolter i hovedrollerne.

Instruktøren Jonas Grum viser sans for at dreje dialogen over konkrete, opfindsomme detaljer, uden at det virker fortænkt. Og der er i filmen et nærvær, man gerne havde set mere af på en årgang, hvor ingen falder igennem, men heller ingen springer ud som dansk films nye stortalent.