Ny bog afslører Citizen Kane-komplot
Ifølge ny bog var den amerikanske mediemogul William Randolph Hearst mere indblandet i forsøget på at standse Citizen Kane end hidtil antaget.
Man har længe vidst, at Orson Welles’ Citizen Kane fra 1941 var løst baseret på mediemanden William Randolph Hearsts liv.
Man har også længe vidst, at folk i kredsen omkring Hearst forsøgte at stoppe Welles’ klassiker, fordi den var for tæt på virkeligheden.
Men nu afslører en ny bog for det første, at William Randolph Hearst angiveligt var mere indblandet i undermineringen af filmen end forventet.
For det andet at afpresning, mediemanipulation og andre lyssky metoder var en del af de omfattende planer mod Citizen Kane.
Storhed og fald
De nye og opsigtsvækkende oplysninger er en del af den amerikanske filmhistoriker Harlan Lebos bog Citizen Kane: A Filmmaker’s Journey, der udkommer 26. april i forbindelse med 75-året for filmens premiere.
Har man set Welles’ monumentale klassiker, vil man vide, at det er historien om avisejeren Charles Foster Kanes storhed og fald.
Orson Welles har aldrig selv lagt skjul på, at Citizen Kane er baseret på en stor avisudgiver, uden at han direkte nævnte Hearst. Derfor opstod der også hurtigt rygter om, at Kane var baseret på William Randolph Hearst, der ejede adskillige aviser og radiostationer på daværende tidspunkt.
Bevidst chikane
Fra første færd forsøgte kræfter i Hearst-organisationen at modarbejde filmen.
Den måtte ikke nævnes i Hearsts medier, ligesom medieorganisationen truede med at sagsøge Welles og hans produktionsselskab RKO.
”Normalt har man formodet, at Hearst nok ikke vidste noget om planerne, og det kun var hans underordnede, der beskyttede deres chef. Men nu er det klart, at han hele tiden var bekendt med planerne,” fortæller Lebo i et interview til The Guardian.
I 1941 advarede Orson Welles’ advokat og manager Arnold Weissberger for eksempel sin klient om Hearsts folk.
”Dette er ikke bare en storm i et glas vand. Det vil ikke forsvinde af sig selv, og de personer, der modarbejder os, stopper ikke,” skrev Weissberger i et memo og tilføjede:
”Hearst vil måske beslutte at bruge hele sit juridiske maskineri til at chikanere RKO.”
Kommunistisk heksejagt
I The Guardian fortæller Harlan Lebo, at komplottet var ”meget mere kompliceret og mørkt end tidligere formodet”.
En del af tilsværtningen bestod i at beskylde Orson Welles for at være kommunist. Ifølge Lebos bog var det personer i toppen af Hearst-organisationen, der planlagde heksejagten, mens Hearst hemmeligt samarbejdede med den amerikanske kongres’ jagt på kommunister.
De nye, offentliggjorte dokumenter skal også bevise, at Hearst var bevidst om Citizen Kane som en mulig trussel, og at han billigede planerne for at stoppe og forhale dens premiere.
Desuden indeholder Citizen Kane: A Filmmaker’s Journey tilsyneladende bevis på, at Orson Welles på den anden side var bevidst om modstanden, fordi filmen var for tæt på William Randolph Hearsts egen person.
”Det er afgørende, at vi vedholdende, kategorisk og utvetydigt fastholder, at Hearst ikke har noget at gøre med filmen,” skrev Weissberger til sin klient Welles før premieren.
Opkøbte filmruller
I 1941 skuffede Citizen Kane kommercielt og blev mere eller mindre overset ved Oscar-uddelingen.
I dokumentaren The Battle of Citizen Kane fra 1996 tilskrives en del af forklaringen Hearsts smædekampagne mod filmen, der blandt andet bestod i, at han forsøgte at opkøbe de konkrete filmruller for at destruere dem.
Det lykkedes som bekendt ikke.
I dag er de fleste filmelskere enige om, at Citizen Kane er en verdens bedste film, og i mange år lå den øverst på magasinet Sight and Sounds prestigefyldte liste over de bedste film.
