Nyhed
26. mar. 2025
Oscar-vinder arresteret af israelske soldater

Hamdan Ballal og Rachel Szor vandt Oscar’en for bedste dokumentar med No Other Land sammen med medinstruktørerne Basel Adra og Yuval Abraham. 

Foto | Mike Blake

Oscar-vinder arresteret af israelske soldater

Hamdan Ballal – en af instruktørerne bag den Oscar-vindende Vestbred-dokumentar No Other Land – er løsladt efter at være blevet overfaldet af israelske bosættere og arresteret af landets soldater.

Af Frederik Hoff

For få uger siden blev den palæstinensiske instruktør Hamdan Ballal hædret med en Oscar for sin dokumentar No Other Land, men i mandags blev han anholdt af israelske soldater i byen Susiya på Vestbredden.

På det sociale medie X skriver medinstruktøren – og en af filmens hovedpersoner – Yuval Abraham, som var til stede, at Ballal forinden blev overfaldet af en gruppe israelske bosættere.

”De bankede ham, og han har skader og bløder fra hovedet og maven. Han ringede efter en ambulance, men soldater brød ind i den og tog ham,” skrev Yuval Abraham på X.

Over for The Jerusalem Post har Israels militær afvist, at Ballal blev arresteret i en ambulance. Militæret påstår i stedet, at instruktøren og en række palæstinensere blev arresteret for at kaste sten.

I går kunne Yuval Abraham på X fortælle, at Ballal nu er løsladt efter en nat i håndjern i en militærbase, hvor han angiveligt blev udsat for mere vold.

No Other Land er foruden Ballal og Abraham instrueret af Basel Adra og Rachel Szor. Den handler netop om vold og overfald i forbindelse med israelske bosætteres fordrivelse af palæstinensiske landsbyer på Vestbredden.

Basel Adra fortæller nyhedsbureauet AP, at cirka tyve bosættere i mandags angreb Susiya – nogle med våben – og udsagnet bakkes op af tilstedeværende medlemmer af organisationen Center for Jødisk Antivold.

Efter sin løsladelse har Hamdan Ballal talt med ABC News fra et hospital på Vestbredden. Han nægter at have kastet med sten.

”Jeg troede, at jeg skulle dø, fordi angrebet var så voldsomt. Jeg blødte alle steder fra,” sagde han.

Virak efter politisk takketale
Inden Hamdan Ballals løsladelse blev der iværksat en underskriftindsamling, som ifølge Variety nåede at samle mindst 3.700 underskrifter.

Blandt underskriverne var den anerkendte dokumentaristkollega Alex Gibney. Han er aktuel på Cph:Dox med The Bibi Files, der handler om korruptionsanklagerne mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu.

No Other Land havde verdenspremiere på Berlinalen i 2024, hvor den vandt en publikumspris og dokumentarprisen og skabte røre med en politisk takketale. Filmskaberne beskyldte staten Israel for apartheid og massakre på palæstinensere, samtidig med at man fordømte Tysklands våbensalg til Israel.

Tyske politikere blev vrede, og festivalen tog afstand fra talen. Ifølge Yuval Abraham måtte hans familie flygte til en anden by, fordi højreorienterede israelere dukkede op foran hans hjem.

Oscar nægtede at støtte
Da filmen 3. marts vandt Oscar’en for bedste dokumentar, var Yuval Abraham også klar med en tale om situationen i Mellemøsten.

”Palæstinensere og israelere har lavet filmen sammen, for sammen er vores stemmer stærkere. Den grusomme ødelæggelse af Gaza og dets folk må slutte. Israelske gidsler, som brutalt blev taget i forbindelse med forbrydelsen 7. oktober, må befries,” sagde han og tilføjede en kritik af USA’s regering:

”Der findes en anden vej. En politisk løsning uden en etnisk overmagt, men med nationale rettigheder for begge vores folk. Og jeg bliver nødt til at sige, mens jeg er her, at udenrigspolitikken i dette land er med til at blokere denne vej.”

I dag skriver Yuval Abraham på X, at det amerikanske filmakademi – som uddeler Oscars – ikke har villet støtte Hamdan Ballal offentligt, selv om det europæiske filmakademi har gjort det.

Han mener, at Ballal blev overfaldet på grund af No Other Land, men Akademiet skal have afvist at udtale sig, fordi andre palæstinensere også blev udsat for vold. Og det har ikke noget med film at gøre.

”Det lader til, at det gav Akademiet en undskyldning for at forblive tavse, da en filmskaber, som de har hædret, og som lever under israelsk besættelse, havde mest brug for dem,” skriver Yuval Abraham.”

Trailer: No Other land

Relevante artikler

Cph:Dox 2024
12. mar. 2024
No Other Land

No Other Land

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten