Nils Malmros svarer på Rifbjergs kritik

Ingen har som jeg været genstand for Klaus Rifbjergs generøsitet gennem anmeldelser og hyldest i tale og på skrift. Så når han i tiltagende grad har været kritisk over for mine film, har jeg nærmest opfattet det som privilegeret, faderlig revselse, når han advarede mod narcissisme og sentimentalitet.

Men det har undret mig, at kritikken – berettiget eller ej – også har været sårende og helst med referencer til det vulgært kulinariske.

Hvordan ville Klaus Rifbjerg selv have oplevet det, hvis nogen anmeldte Anna (jeg) Anna ved at bruge samme citat, som han brugte i sin anmeldelse af Århus by Night: ”Man sætter Anna for, man sætter Anna bag. Pølsen bevarer dog sin smag”? 

Jeg siger det, fordi jeg nu har oplevet, at mine to sidste film i Ekko er blevet takseret af Rifbjerg til 3 ud af 6 stjerner.

Første gang med opfordring til at ”sætte ild i håret”, hvilket jeg derpå har gjort ved at fortælle om mit livs dybeste sår. Men blot med det resultat, at patriarken er blevet yderligere forstemt og taler om ”medbragte bedetæpper” (læs Rifbjergs anmeldelse). 

Nå, kunst er ingen bøn om nåde, og manden kunne jo have ret.

I Karen Blixens Den udødelige historie har vi Mr. Clay, som ikke kan acceptere, at der findes historier, som ikke er sket. I Klaus Rifbjergs tilfælde har vi en omvendt Mr. Clay. Det vil sige en person, som ikke kan leve med, at der er historier, som ikke er opdigtede, og på grund af deres alvor ikke kan bøjes, i hvilken ideel retning man måtte ønske.

Klaus Rifbjerg kan således ikke acceptere, at en historie – der er så ekstrem, at den starter i en verden, hvor Medea har hjemme – ikke kan frigøre sig fra vores fælles ”småborgerlighed”, fordi den er sandfærdig.

Han vil derimod ønske, at ”pænheden var blevet erstattet med den form for spænding, vi alle er til fals for”. Det ville konkret betyde, at Johannes med den ekstreme situations ret uden tanke for konsekvenserne forførte Iben på et hotelværelse i Berlin og overlod den psykisk syge kone til sig selv, på trods af at det ikke var det, der skete.

Men samtidig er han døv og blind for den styrke en sandfærdig beretning har. Han kan således ikke se, at det var ubegribelig stort, da forældrene til en skoleklasse enstemmigt ønskede den lærer tilbage, som havde dræbt sit eget barn. Det er for Klaus Rifbjerg at ligne med”endnu et pædagogisk anskuelsestrip i fjernsynet”. 

Rifbjerg synes desuden at ”den fornuftige kærlighed, der binder de to mennesker sammen efter katastrofen, er for fornuftig til at bringe den indlagte dramatiske ladning frem til eksplosion”. 

Jamen, det ligger lige for næsen af ham, da Signe ufornuftigt giver Johannes den ufattelige kærlighedsgave, at han må fortælle, hvad der skete. Og for Klaus Rifbjerg er det åbenbart ikke eksplosion nok, at hun lavmælt beretter, at barnet skreg, da hun dræbte det. 

Både Klaus Rifbjerg og jeg hylder Michael Haneke for, at han i Amour som en kærlighedsgerning lader den gamle ægtemand kvæle sin hjerneskadede hustru. Det er stort, men det er også omkostningsfrit i en konstrueret historie, hvor det er gratis at tilgive.

Men når sprogets mester, Klaus Rifbjerg, sjælsråt omtaler Signe som ”mordersken” og ikke som drabsmanden og oven i købet har behov for at kønsspecificere det, som om kønnet gør det værre, får man mistanke om, at han dybest set ikke kan acceptere, at man kan forsvare hende. 

Jeg vægrer mig ved at tro, at Rifbjerg er så småborgerligt fordømmende. Men det kunne forklare hans manglende vilje til at se Sorg og glæde på samme vilkår, som han så Amour, som ellers totalt mangler”den form for spænding, vi alle er til fals for”. 

I stedet efterlyser Klaus Rifbjerg et ”kompromisløst stormangreb på noget afgørende, der ikke kan forsvares, ikke engang af ophavsmanden selv”.

Jeg går ud fra, at ”noget afgørende” er et valent, modernistisk synonym for skæbnen. I så fald må man igen konstatere, at Rifbjerg er døv og blind. Jeg kvier mig ved selv at skulle sige det, men at lave en film om drabet på sin egen ni måneder gamle datter er det mest ”kompromisløse stormangreb” på skæbnen, jeg overhovedet kan forestille mig. 

Men Klaus Rifbjerg er oven i købet så forblændet, at han tillader sig at bortdømme ”hin enkelte”, der kan se, hvad den blinde ikke kan se.

Under alle omstændigheder er det beskæmmende, at den sandfærdigeberetning om en kvinde – der i en psykose begår den værst tænkelige handling, en mor kan begå, og lider usigeligt ved tabet, men alligevel i kraft af kærlighedens gave ender med at blive et lykkeligt menneske – ifølge Klaus Rifbjerg er ”mondæn”, fordi han ikke har viljen til at aflæse tragedien som andet end ”en gestus”. 

Jeg kan ikke undlade at sidde med følelsen: Far er ikke vred … far er ondskabsfuld.