Når mennesker jages ud af arbejdsmarkedet

Smilene er anstrengte og høfligheden pligtskyldig, da Park Chan-wook møder verdenspressen kort efter premieren på sin seneste film, No Other Choice, der vises i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Venedig i september.

”Director Park”, som hans internationale samarbejdspartnere kalder ham, har paraderne oppe. I hvert fald indtil han mærker, at de forsamlede rundbordsjournalister vitterligt nød hans film.

”Det er verdenspremieren og første gang, jeg viser den for et publikum. Det gør mig nervøs,” indrømmer den sydkoreanske instruktør.

62-årige Park Chan-wook har ellers grund til at være selvsikker. Oven på en stor karriere, der tæller mesterværker og verdenssucceser som Oldboy, The Handmaiden og Decision to Leave, men også efter sin nye film, der aftenen forinden blev mødt af stående klapsalver og lutter begejstrede anmeldelser.

Jeg har selv kvitteret med fem stjerner, og 7. januar afholder Ekko snigpremiere på filmen i Empire Bio.

Genforenet med gennembrudsstjerne
No Other Choice spiller til Park Chan-wooks styrker som instruktør: et intrigant plot, opfindsomme billeder og en ironi sort som tjære.

Efter at være blevet fyret fra sin stilling som mellemleder på en papirfabrik forsøger familieoverhovedet Man-soo at kæmpe sig tilbage på arbejdsmarkedet ved at rydde sine konkurrenter af vejen – i allerblodigste forstand.

Han indrykker en falsk jobannonce for sit eget drømmejob og pløkker ansøgerne én efter én, imens han har sit hyr med at betjene upålidelige gamle krigspistoler, bortskaffe lig og holde sandheden fra både sin familie og fra politiet.

Hovedrollen spilles af den sydkoreanske stjerne Lee Byung-hun. For 25 år siden hjalp han og Park Chan-wook hinanden til et gennembrud med thrilleren Joint Security Area, og lige siden har de to ledt efter et nyt spillefilmprojekt at lave sammen.

”Vi spiser og drikker ofte sammen, og jeg plejede altid at spørge ham: ’Hvorfor bliver du ikke ældre? Dit ansigt er stadig for ungt til, at jeg kan bruge dig i mine film!’ Men nu var tiden endelig inde til, at jeg kunne få denne præstation fra ham. Det er jeg virkelig stolt over,” fortæller Park Chan-wook.

Tragikomiske valg
No Other Choice genfortolker Donald Westlakes satiriske roman The Ax fra 1997, som grækeren Costa-Gavras for tyve år siden filmatiserede i Frankrig under titlen Papirmanden. Costa-Gavras’ film er vittig, tørt galgenhumoristisk og lige så behersket i udtrykket, som Park Chan-wooks version er udfarende og elastisk.

Hans drabskomedie er en gakket affære, der tager præmissen mere alvorligt og samtidig behandler den mindre højtideligt. Der er færre ofre og en absurd-komisk tone, når Man-soo kamp for at bevare sin værdighed og forsørgerrollen driver ham ud i tragikomiske valg.

”Vigtigst af alt antyder jeg, at familiemedlemmerne har en vis bevidsthed om, hvad han foretager sig,” fortæller Park Chan-wook, og den ændring er altafgørende.

De tidligere udlægninger af historien har en ærekær forståelse for patriarkens pengekvaler. I Papirmanden afslører hovedpersonens kone bebrejdende, at hun har haft en affære. Kan manden ikke forsørge familien, søger kvinden som det naturligste andetsteds hen.

I No Other Choice bliver Man-soo jaloux, da hans kone får job som assistent for en ung, mandlig tandlæge. Prøver kvinden at forsørge familien, bliver manden på det småligste såret på stoltheden.

Det er en lille forandring, der gør en verden til forskel. Og den udspringer af et løfte, Park Chan-wook gav Son Ye-jin – en superstjerne i deres hjemland – da han præsenterede hende for den forholdsvis beskedne rolle som Man-soos hustru Mi-ri.

”Til min store overraskelse sagde hun ja. Men så sagde hun til mig: ’Når mine venner går i biografen, så sørg for, at de ikke spørger mig, hvorfor jeg sagde ja til så lille en rolle!’ Og den anmodning har vejet tungt.” 

De to kendte hinanden godt efter at have samarbejdet på Lee Kyoung-mis The Truth Beneath, som Park Chan-wook var med til at skrive. Og for ikke at skuffe skuespilleren blev han ved med at gøre hendes rolle større. 

”Jeg blev ved at tænke over det – også igennem klippefasen. Særligt hen imod slutningen er der blevet plads til hendes præstation, og den er så stærk, at man virkelig mærker hende.”

Fra USA til Korea
Selv om det ubetinget var Costa-Gavras franske Papirmanden, der var Park Chan-wooks indgang til projektet, var det længe planen, at han ville føre Donald Westlakes korrumperede moralfortælling tilbage til hjemlandet som en amerikansk spillefilm. 

Det var dengang, Park Chan-wook oven på succesen med sin internationalt anerkendte hævntrilogi – Sympathy for Mr. Vengeance, Oldboy og Lady Vengeance – første gang trak over Stillehavet mod Hollywood.

Her har han skabt en række roste engelsksprogede projekter – som thrilleren Stoker, John Le Carré-miniserien The Little Drummer Girl og senest thrillerserien The Sympathizer med blandt andre Robert Downey, Jr.

Men sine mest betydningsfulde film blev Park Chan-wook ved at lave i Sydkorea. Og som årene gik, begyndte han at se No Other Choice som en universel fortælling, der er mindst lige så relevant i Sydkorea.

”Da jeg besluttede mig for at skifte fra en amerikansk til en koreansk film, havde jeg skrevet på manuskriptet i ti år. Jeg tænkte: ’Kommer det her til nogensinde at lykkes?’”

Skiftet fra det ene land til det andet viste sig dog ikke at kræve nogen større omkalfatring af projektet.

”Hvis der er én ting, som forandrede sig, må det være, at Man-soos hobby er bonzaitræer!” siger han.

”Men hvis jeg havde lavet den som en amerikansk film, og folk så spurgte: ’Hvordan kan det være en amerikansk film, når den er lavet af en instruktør, der ikke engang taler engelsk flydende?’ – så ville det også have gjort mig rigtigt glad!” siger Park Chan-wook gennem sin oversætter.

Når papir er selve livet
Ét element, der har overlevet samtlige af historiens udlægninger, er Man-soos arbejde i noget så overset som papirindustrien. Men heller ikke det var givet på forhånd, forklarer Park Chan-wook.

”Under vores location scouting var der en risiko for, at vi ikke kunne finde en fabrik, der ville lade os optage. Jeg tænkte, at vi måske ville være nødt til at finde på noget andet, men jeg blev ved at vende tilbage til papirindustrien.”

”Papir er noget, som alle er bekendt med. Hvis det var noget andet – en fabrikant af dele til missiler for eksempel – ville det føles meget fjernt fra os. Men papir er noget, der er tæt på. Vi har det altid i nærheden, men tænker ikke over, hvem der laver det. Vi krøller det bare sammen og smider det væk. Men for nogle mennesker betyder det stykke papir selve livet. De behandler det, som om det er et kunstværk.”

Og hvem ved – havde det været en anden branche, kunne filmen være endt med at blive endnu mere blodig. En stående vittighed under optagelsen var, at det var godt, den ikke foregik i filmbranchen.

”Da jeg stadig prøvede at lave No Other Choice som en amerikansk film, jokede selskaberne hele tiden om det. Men samtidig er der i vores branche en større distance til almindelige mennesker, som gjorde, at jeg valgte ikke at lave filmen i den industri,” forklarer Park Chan-wook. 

Der er også en anden, mere pragmatisk grund til, at satiren ville prelle af på filmbranchen: Præmissen rammer for tæt på virkeligheden.

”Jeg blev engang kontaktet af en fotograf, der spurgte mig: ’Hvor mange af mine kolleger er jeg nødt til at myrde, før jeg får lov at optage din næste film?’” siger Park Chan-wook og smiler.

AI truer alle
Et aspekt ved historien, der er konstant I de filmiske fortolkninger, er en solidarisk forståelse for, hvor hårdt det er at være arbejdsløs.

Ikke bare at blive fyret, men slet og ret at blive gjort overflødig. Automatisering og outsourcing var vigtige emner, da Donald Westlake udgav sin roman i 1997. I dag er AI en uoverskueligt effektiv teknologi, der truer utallige brancher på levebrødet.

”Det står tydeligere frem i dag, hvordan mennesker bogstavelig talt jages ud af arbejdsmarkedet af maskiner og AI,” beklager Park Chan-wook sig og forklarer, at lyset i den allersidste scene i No Other Choice – der ikke skal afsløres her – er en direkte kommentar til den nedslående omvæltning.

”Vi kan ikke forudse, hvor meget hurtigere de her systemer kommer til at udvikle sig. Måske vil der ikke gå længe, før vi kan bede AI om noget ’a la Hitchcock’, og så vil den spytte en hæderlig film ud. Og det gælder ikke kun instruktører – alle jobs i industrien er truet af AI.”

Smidt ud af fagforening
Det har han ret i. Men der er noget, som skurrer.

Kort før vores interview finder sted, er det nemlig blevet rapporteret, at fagforeningen for amerikanske manuskriptforfattere, Writers Guild of America, har smidt Park Chan-wook sammen med hans manuskriptforfatter på The Sympathizer,Don McKellar, ud.

Årsagen er, at de to skal have arbejdet i klipperummet under strejken i 2023, og det betragter foreningen for skrivearbejde.

Begge har kaldt udvisningen for en misforståelse, men når nu strejken især handlede om at beskytte manuskriptforfattere mod, at studier bruger AI-systemer til at overflødiggøre dem, er det jo nærliggende at spørge: Fik den oplevelse dig til at tænke en ekstra gang over Man-soos situation?

Park Chan-wook studser et øjeblik, efter at oversætteren har gjort mig forståelig.

”Faktisk har jeg aldrig tænkt over det på den måde. Selv om jeg forstår, hvad du mener, og hvorfor du spørger,” medgiver han og tænker sig om et øjeblik.

”Under strejken var jeg enig i alle fagforeningens mærkesager, og jeg deltog i strejken, selv om foreningen traf forskellige beslutninger,” tilføjer han diplomatisk.

Man fornemmer tydeligt, at det er et overstået kapitel for Park Chan-wook. Han ankede end ikke beslutningen, fordi det ville fjerne opmærksomhed fra det eneste, han virkelig interesserer sig for: sit næste projekt. 

”For mig drejer alt sig om, hvad jeg arbejder med nu. Hvad skal den næste film være? Hvad skal jeg optage i morgen? Hvad skal jeg klippe i dag? Det er det eneste, jeg kan fokusere på.”