The Handmaiden

Da Park Chan-wook valgte at kalde sin heltinde for Sookee, må han have vidst, at navnet for et vesterlandsk publikum giver associationer til Sookie Stackhouse i tv-serien True Blood, kendt for sit seksuelle indhold. Man går da heller ikke skuffet fra bord, hvis man har sådanne forventninger til The Handmaiden.

Plottet kan umiddelbart lyde trivielt.

Hovedpersonen forelsker sig i den unge kvinde, som kynisk skulle forføres og berøves. Sådan gik det eksempelvis også for Fred Astaire i MGM-musicalen Yolanda and the Thief (1945).

Imidlertid har The Handmaiden adskillige jokere gemt i ærmet. Den planlagte romance mellem tyven og rigmandsdatteren marginaliseres således, da sidstnævnte i stedet falder for den tjenestepige, han snedigt har placeret i huset som wingman. Ligesom Fagin fra Oliver Twist råder tyven nemlig over sin egen eskadrille af lommetyve og plukker herfra den fingernemme Sookee til opgaven.

Filmen lægger i ovnen med et dampende karbad, hvor Sookee ud fra ganske uskyldige hensigter stikker en finger i fruens mund og udfører noget, der pludselig minder om oralsex. Romantikken optrappes via slikkepinde og pigekys, og det uventede lesbiske forhold mellem fruen og kammerpigen er afgjort filmens mest pikante attraktion – dog langt fra dens eneste.

The Handmaiden bygger på Sarah Waters’roman Fingersmith, men flytter handlingen fra England til 1930’ernes Korea, der er besat af Japan. Via personernes baggrund og præferencer forenes elementer af koreansk, japansk og engelsk kultur på en måde, der giver filmen sin helt egen profil.

Særligt smukt er rigmandspalæet, hvis ene fløj er udformet efter engelsk forbillede og resten i japansk stil. Når koreanske Sookee bevæger sig fra vest til øst, må hun udvise lokal pli med rette brug af fodtøj, ligesom der er visuel kraft i hendes rute fra tyendekammerets asiatiske alkove til fruens vesterlandske dobbeltseng.

Begge nationale tendenser forenes i husets nervecelle, en fyrstelig samling af erotiske kunst, hvor vi blandt andet præsenteres for flere versioner af Hokusais berømte bloktryk Blæksprutterne og perledykkeren. Denne liderlighedens læsesal har også en forbudt kælder, hvor optaktens pirrende erotik afløses af barske og blodige rædsler.

Alt sammen lyder godt, men filmens har en svaghed: dens dobbeltmoralske forhold til erotisk kunst.

Fra sit litterære forlæg har manuskriptet arvet en feministisk verdensopfattelse, hvor pornografi tilhører mandens onde verden, hvormed kvinden undertrykkes. En sekvens, hvor store mængder uvurderlig erotika destrueres, er et dramaturgisk højdepunkt.

Det skal forstås som kvindens sejr over smudslitteraturen, skønt jeg personligt så på med samme forfærdelse, som når de kristne i Agora destruerer biblioteket i Alexandria.

Her kommer plottet i karambolage med filmens æstetiske udformning, hvis lesbiske forløb selv tager karakter af den mest udsøgte erotika. Dens smukke billeder og musik er med til at forfine oplevelsen, hvad enten der klippes mellem udspilede pigepupiller eller fokuseres på indsættelse af orgasmeintensiverende Ben Wa-kugler i skeden.

Med sine påklistrede Hongkong-øjenbryn virker Jo Jin-woong i rollen som pornografi-samler lovligt karikeret, men Ha Jung-woo leverer en nuanceret gentlemantyv, Kim Min-hee fremstår overbevisende adelig, og den spillefilmdebuterende Kim Tae-ri er stærk som Sookee, hvis lange fingre kan dirke mere end blot låse op.

The Handmaiden vil nok især blive husket for sit midtvejshøjdepunkt, et fuldbyrdet lesbisk samleje, som er langt bedre iscenesat end det kunstneriske nonsens i Adèles liv.

For min egen generation, der er vokset op med grænseoverskridende erotika som Jesús Francos La comtesse noire og Tinto Brass’ Caligula fra 1970’erne, har vi været der før. Men for yngre tilskuere vil synet af heltinden i en mainstreamfilm, der kigger op mellem pigelår med ansigtet dryppende af kussesaft, antageligt være stærk tobak.