Moodfilm

”Når jeg bliver stor, vil jeg gerne lave sådan en film,” har vi alle sammen tænkt engang, da vi så Reservoir Dogs og Ondskabens hotel, hvorefter vi ringede på fastnet til vores kammerater og spurgte, om de tog blod og jakkesæt med.

Dengang var overtalelsen ikke svær. Dine venner donerede gladelig sommerferien, fordi du var den eneste på vejen, der havde et kamera. I dag skal der mere til. Film er overtalelse på højt niveau – af en mulig investor, producer, distributør og, for den sags skyld, et filmhold.

”Armageddon på en Tati-agtig måde, men selvfølgelig med klare Bergman’ske træk og så med musik af Sebastian.”

Det lyder som en sløj salgstale, men faktisk er det en beskrivelse af det, man i filmverdenen kalder ”en moodfilm”. På godt dansk: en stemningsfilm. Det er kort fortalt en lille teaser til den rigtige film, men med det store aber dabei, at man ikke har filmet et eneste sekund endnu. Derfor klipper man stumper sammen fra eksisterende film, så de tilsammen giver et indtryk af det værk, man agter at lave.

Om det er pengemændene eller de kreative kræfter, så skal du få dem til at se den film, som kun eksisterer i dine tanker. Du skal forføre dem til at gå med på din vision, ligesom den færdige film skal forføre publikum i biografen. Og her er moodfilmen et nyttigt redskab til at fremmane stemninger og angive en visuel stil, som ikke fremgår af manuskriptet.

Det obskure fænomen eksisterer primært i udenlandske distributør-kredse, men også herhjemme har det været brugt til at skaffe finansiering til større produktioner. Kald det bare bluff, men i så fald er bluff en vigtig del af filmkunsten. For når du laver film, er det ikke nok at have kunstnerisk talent. Du skal også have talent for at sælge din idé.

”Showbusiness is very much show and business; otherwise, it would just be called showshow,” som Woody Allen har konstateret. Sådan må det nødvendigvis være med en kunstart, der kræver syv lastbiler og en buffet, før kameraet bliver tændt.

”Mit næste maleri skal være lidt Tal R-agtigt, med et strejf af tidlig Max Ernst og en farveholdning som Arnoldi.” Nej vel, det er svært at forestille sig et moodmaleri. Fænomenet knytter sig til filmarbejdets indbyggede paradoks: Alle vil skabe det aldrig før sete, men omstændighederne forlanger, at man på forhånd kan forklare præcis, hvordan det aldrig før sete kommer til at se ud.

Filmverdenens stensikre forudsigelser, salgstaler, storyboards og moodfilm til trods kæmper overraskelserne sig alligevel i ny og næ frem til lærredet. Og hvis ikke publikum kan se din originalitet, smiler du bare pænt, mens de siger, at din film har mindelser om Scener fra et ægteskab og RoboCop, og du svarer beredvilligt: ”Jo jo, det var Sebastian, I kunne høre på lydsiden.”