Middelklassens iranske forkæmper

Man behøver bare se traileren til Asghar Farhadis Cannes- og Oscar-vindende Sælgeren for at vide, at det er en Asghar Farhadi-film.

Med rolig suspense opbygges et drama fra det iranske middelklasseliv – et af de tydeligste varemærker fra instruktøren, der for en god måneds tid siden modtog sin anden Oscar-statuette for bedste udenlandske film. Dermed indskrev han sig i en helt særlig klub for instruktører med mere end én Oscar i denne kategori.

Klubben tæller – ud over Asghar Farhadi – Ingmar Bergman, Akira Kurosawa, Federico Fellini og Vittorio Di Sica.

Den iranske mesterinstruktørs film har både nogle markante kendetegn og nogle klare kritikpunkter af det land, han lever i. Farhadi har en helt unik fornemmelse for, hvordan mennesker opfører sig mere eller mindre vanvittigt over for hinanden i virkelighedens mellemlag.

Det er disse middelklassehistorier, som Farhadi ryster godt og grundigt rundt og gør til sin helt unikke filmcocktail.

Dramaer i særklasse
I Sælgeren følger vi parret Rana og Emad, der er i gang med at opsætte Arthur Millers klassiske En sælgers død på et iransk teater.

Parret forflyttes til en anden (og ganske pæn) lejlighed, men hurtigt indhenter det nye hjems fortid dem, da en af de tidligere kunder hos en prostitueret, som huserede i lejligheden, kigger forbi og skaber problemer mellem Rana og Emad. Og det betyder ofte i en iransk kontekst noget a la ”øje for øje, tand for tand”.

Det er lige netop her, at Farhadis mesterstykke træder frem.

Instruktøren har en helt unik evne til at skabe dramaer ved kun at give små lunser af karakterernes intentioner og forhistorier. På samme måde kreerer han i Sælgeren et drama, der minder om noget, vi har set fra ham før, men som alligevel er nyt.

Dirrende dilemmaer
Det er instruktørens to forrige film, der har gjort ham så verdenskendt, som han er. Og det forstår man godt.

Både den Oscar-vindende Nader og Simin – en separation fra 2011 og Fortiden fra 2013 handler om skilsmisser.

I den første – og bedste – følger vi et par, der efter en skilsmisse løber hovedbeklædningerne imod den bureaukratiske mur og pludselig er fanget i et spil, hvor de ikke kan vinde. I den anden er det børnenes intelligente og meget ubeherskede blik på forældrenes forsøgsvist beherskede problemer, der er omdrejningspunktet.

Farhadi formår i begge film at holde suspense og ikke mindst at tilbageholde oplysninger om de mennesker, vi følger, så det hviner i øjne og ører, når noget nyt åbenbares.

Ikke fordi det er imponerende filmet, men fordi det bare er ualmindeligt godt skruet sammen.

Der er ganske enkelt omtanke i enhver scene af en Farhadi-film. Det er, som om de sløve billeder med de matte indstillinger skærer alt fedtet væk, og tilbage sidder man med etiske dilemmaer dirrende mellem hænderne.

For hvem skal man overhovedet holde med i en skilsmisse – og går man egentlig ind for skilsmisser, når man har set instruktørens film?

En alvorsmand
I modsætning til en af Irans andre store instruktører i disse år, Jafar Panahi, formår Asghar Farhadi at lave film uden at få sit lands styre alvorligt på nakken. Han fortæller simpelt hen elegant.

Hvor Panahi gør grin med det iranske styres censur og dobbeltstandarder i eksempelvis sin Guldbjørn-vinder Taxi Teheran fra 2015, er Farhadis sigte et andet.

Han er en alvorsmand.

Det er instruktørens About Elly fra 2009 et glimrende eksempel på. Her tilbringer en gruppe mennesker – tilsyneladende uden at have en interessant fortid – en afslappende og festlig weekend sammen.

Det kunne umiddelbart lyde som en hyggelig, romantisk komedie, men hos Farhadi skal et eller andet naturligvis gå galt. Og da den yngre kvinde i selskabet, Elly, forsvinder, begynder gruppens forhistorier pludselig at pible frem, mens omstændighederne omkring Ellys forsvinden bliver mere og mere mærkværdige.

Sublimt fortalt og udfordrende at opleve.

Elegant som sine film
Der er psykologisk indsigt og finesse over Asghar Farhadis film, og det samme kan siges om ham selv.

Tag nu bare instruktørens ret markante, men alligevel udsøgt elegante måde at tackle årets Oscar-uddeling på. Her nægtede Farhadi ganske enkelt at møde op til selve uddelingen i respekt for alle de iranere, der kunne blive ramt af præsident Trumps mulige indrejseforbud.

En rød klud i hoved på den tyr, som præsidenten gerne vil fremstå som.

Da Farhadi så vandt sin anden gyldne statuette (mon det var sket uden dette stunt?), havde han valgt den succesfulde iransk-amerikanske forretningskvinde Anousheh Ansari til at modtage prisen for ham. Hun trådte op på en af verdens største scener og læste en politisk motiveret tale fra instruktøren op.

Det var ikke bare en rød klud i hovedet på Trump, men også en decideret langemand til det iranske præstestyre, eftersom Anousheh Ansari modtog en af iransk films største priser nogensinde uden hovedtørklæde om håret og holdt en tale på formfuldendt engelsk.

Var det for meget? Næh, for når man vinder sin anden Oscar, kan det iranske styre naturligvis ikke andet end at takke for den positive opmærksomhed, som man får ud af dette.

Sådan vinder man elegant over sine normale overmænd.

Det rigide system
Det er lige præcis sådan, Asghar Farhadi er blevet den iranske middelklasses ordinære forkæmper. Han stiller sig på deres side, men samtidig udfordrer han dem med fortællinger fra det land, de lever og ånder i.

For dem er Farhadis film bedre end nyhedsudsendelser, hvor censuren ofte er udtalt.

Instruktørens fortællinger holder nemlig fast i tanken om det almindelige liv i Iran, men samtidig råber de også op om, at der er noget fundamentalt galt, når man for eksempel kan blive brændemærket for at blive skilt.

Sælgeren er uden tvivl instruktørens mest diffuse til dato, men den fortæller alligevel en historie, som kun Farhadi kan fortælle den: Omme på den anden side af kloden ligger der et land, som hedder Iran, og det er befolket med almindelige mennesker, der udsættes for ualmindelige ting på grund af landets rigide system.

Og lige netop den historie fortæller Asghar Farhadi mere mesterligt end nogen anden.