Nekrolog
03. juli 2016
Michael Cimino står foran Heaven’s Gate
Michael Cimino var på toppen af sin karriere, da han i 1979 modtog en Oscar som instruktør af The Deer Hunter. Men allerede et år efter lå karrieren i ruiner. Foto | The Academy of Motion Picture Arts and Sciences

Michael Cimino står foran Heaven’s Gate

Den mystiske instruktør, der både lavede et af filmhistoriens største mesterværker og største flop, er død i en alder 77 år.

Af Kim Pedersen

Højt at flyve, dybt at falde.

Det ville være en dækkende inskription på Michael Ciminos gravsten. Han døde efter de foreløbige oplysninger i sit hjem i Beverly Hills den 2. juli. Han blev 77 år.

Allerede anden spillefilm, The Deer Hunter, bragte Michael Cimino på filmindustriens absolutte top med både økonomisk succes og Oscars i lange baner.

Men lige så pludseligt ødelagde han karrieren med et af alle tiders største flop: Heaven’s Gate, som tilmed bragte et helt filmstudie til fald.

Bragte filmstudie til fald
Michael Cimino stod bag syv spillefilm over en instruktørkarriere på 22 år.

Debuten var Thunderbolt and Lightfoot fra 1974 med Clint Eastwood og Jeff Bridges.

Vietnam-mesterværket The Deer Hunter (1978) blev nomineret til ni Oscars og vandt fem, deriblandt for bedste instruktør og bedste film.

Filmen fik en stor betydning for amerikanernes syn på Vietnamkrigen, og den er kendt for et af de mest chokerende sceneskift i filmhistorien: fra soldaternes idyl på hjemmefronten i USA til apokalypsen på slagmarken i Vietnam.

Men den tredje film, det storslåede western-epos Heaven’s Gate (1980), blev Ciminos Waterloo. Filmen var hele elleve måneder under optagelse, og budgettet eksploderede fra 7,5 millioner dollars til 35,1 millioner dollars. Herudover kom markedsføringsudgifterne.

Filmen er noteret for indtægter på blot 3,5 millioner dollars. Filmstudiet United Artists måtte afskrive 44 millioner dollars og var tæt på en konkursbegæring.

Dyrkes af filmbuffs

Michael Cimino genvandt aldrig den goodwill, han havde opnået oven på The Deer Hunter. Dog har eftertiden til en vis grad reevalueret Heaven’s Gate, og den dyrkes i dag blandt filmbuffs.

Siden floppet blev det kun til yderligere fire film: Chinatown bløder (1985), Sicilianeren (1987), Desperate timer (1990) og The Sunchaser (1997).

Kun i film noir’en Chinatown bløder med Mickey Rourke kunne man glimtvis fornemme instruktørens store talent, og han fik aldrig det comeback, han kunne have fortjent.

Derudover har Cimino instrueret et afsnit af Chacun son cinéma, som præsenterede 33 filminstruktørers syn på filmkunsten.

Imponerede Eastwood
Forud for spillefilmene arbejdede Cimino med reklamefilm og som medforfatter af manuskriptet til Douglas Trumbulls sci-fi-film Silent Running fra 1972.

Han var også medforfatter på Dirty Harry går amok fra 1973 – et arbejde, der imponerede Clint Eastwood i sådan en grad, at det gav Cimino muligheden for at instruere Eastwood i gennembruddet Thunderbolt and Lightfoot.

Filmen blev ikke alene en økonomisk succes, men høstede også talrige anmelderstjerner og en Oscar-nominering til Jeff Bridges.

Grænseløs perfektionisme
Ciminos perfektionisme kendte ingen grænser.

Der er blevet fortalt historier om udendørsoptagelser på Heaven’s Gate, som måtte tages om i en uendelighed, indtil skyerne havde de rette formationer. Og optagelserne blev ligeledes afbrudt, da Cimino pludselig forlangte bredere fortove i filmens western-by.

Heaven’s Gate findes i dag i fire versioner af forskellig længde. Den originale film var hele fem timer og 25 minutter, men filmselskabet forlangte, at den blev forkortet til en version på 3 timer og 39 minutter.

Efter premieren blev filmen yderlige forkortet efter kritik fra både anmeldere og publikum. Den nye version, som også blev vist i de danske biografer, var 2 timer og 29 minutter. Endelig blev der under Venedig-festivalen i 2012 præsenteret en director’s cut på 3 timer 36 minutter.

Talrige plastikoperationer
Privatlivet var omgæret af stor mystik.

Der var tvivl om hans eget køn, og han har angivet forskellige fødselsår. Men det mest sandsynlige er, at han er født den 3. februar 1939 og altså døde 77 år gammel.

Efter Heaven’s Gate holdt han lav profil og var næsten uigenkendelig efter talrige plastikoperationer. Kun yderst sjældent ville han tale om filmen.

Men nu står han selv foran Heaven’s Gate.

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Hollywood vender Venedig ryggen
venedig 2026
23. juli 2026

Hollywood vender Venedig ryggen

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro