Det evige solskins skyggesider

Gran Canaria er et ferieparadis uden lige.

I 1960’erne kom charterrejser til det spanske øhav i høj kurs – især takket være Spies Rejser. Fri bar, høj sol og helstegt pattegris ad libitum, hvad mere kunne man ønske sig?

Og selv om det gode liv med grisefester for de fleste var en midlertidig fornøjelse, ønskede nogle menneske at gøre paradiset permanent og bosatte sig på øen.

Men den eskapistiske livsstil på evig ferie har sin pris, og det er, hvad Mette Carla Albrechtsens En plads i solen handler om.

”Der er noget med den sol, som bare vinder. Mange af dem, der bor der, vil blive der for enhver pris. Og på et tidspunkt bliver det for svært at tage hjem igen,” fortæller instruktøren om filmen, der har premiere på Cph:Dox.

”Det er et fascinerende dilemma. Du bliver lullet ind i en verden, hvor du har mere albuerum og må lave lidt større armbevægelser.”

Galoperende angst
Mette Carla Albrechtsen stifter allerede bekendtskab med charterrejser, da hun som 22-årig tager afsted som rejseguide på Tenerife.

”Der var en del af mig, som fordømte det. Men samtidig havde jeg selv rigtigt meget brug for at komme væk, for jeg havde galoperende angst, som jeg dengang ikke vidste var angst,” fortæller instruktøren.

”Så jeg havde et had-kærligheds-forhold til det. Tenerife var ikke min verden, men jeg var vildt draget af det. Jeg kunne godt lide, at man kunne forsvinde på en eller anden måde.”

”Øen tilbyder helt klart en drøm, men virkeligheden flytter med. Der er også et element af benægtelse eller en virkelighed, man ikke kan slippe af med.”

Arbejdet som rejseguide er en øjenåbner for en komplet anden livsstil, som Mette Carla bliver fascineret af. Hun bemærker hurtigt, at hun ikke er alene om at tage afsted med et håb om at forsvinde ind i turismeboblen.

”Efter jeg havde været der i en uge eller to, begyndte jeg at få øje på alle de lokale typer. Det var nok det, der gav mig idéen til filmen. Hvem er de mennesker, som er blevet hængende? Hvad har de i tasken, og hvad er de flygtet fra?”

Ud af hamsterhjulet
En af de medvirkende i En plads i solen er 30-årige Marta fra Sverige, der er flyttet til Gran Canaria med sine tre børn for at komme væk fra sin voldelige eksmand. 

Med job som servitrice og teamleder i et callcenter arbejder hun bogstavelig talt dag og nat for at forsørge sine børn. Ligesom Marta drives filmen frem af en higen efter det lykkelige liv, det gode liv, det perfekte liv. 

”Jeg tror, det har noget at gøre med at have kontrol. Vil du leve i et solrigt og frit sted, hvor du bliver nødt til at arbejde to-tre job for at få det til at fungere? Eller vil du sidde alene i en lille lejlighed i Sverige og godt nok kunne få hjælp og sikkerhed, men til gengæld være låst inde i et andet system?” siger Mette Carla Albrechtsen. 

”For Marta er der ingen tvivl. Hun vil hellere have solen og følelsen af et friere liv, hvor hun ikke bliver set ned på, fordi hun som mor til tre arbejder om natten på et diskotek. Mange af vores medvirkende har den samme følelse af, at det er et rigere liv, som de selv har kontrol over.” 

For de medvirkende er Gran Canaria et symbol på oprøret mod dagligdagens hamsterhjul. 

”Det er tydeligt at mærke rebelskheden. Det er menneske, som vil tage kontrollen over deres eget liv og har brug for mere albuerum.” 

Bådmigrant gør rent
Dokumentaren forholder sig også til kontrasten mellem de folk, der flytter til Gran Canaria, fordi de har lyst og råd, og så dem, der er nødt til at flytte dertil i håbet om at finde ufaglært arbejde i et turistet område. 

Om formiddagen triller en bus fyldt med spændte turister ind på gårdspladsen foran et hotel. Om natten bliver en båd fyldt med flygtninge fra Afrika reddet i land i selvsamme by.

”Begge typer ønsker at finde det bedste for dem selv og få et bedre liv. Der er selvfølgelig forskel på, hvor mange privilegier du har, men om du ankommer med et fly eller med en båd fra Afrika, er det den samme mekanisme,” siger Mette Carla Albrechtsen.

I dokumentaren ses de rige hvide turister, der nyder deres uforpligtende all inclusive-rejse, mens de illegale immigranter arbejder bag kulissen for at opretholde illusionen om det perfekte.

”Privilegieforskellen og de kapitalistiske mekanismer er meget tydelige, og derfor er det svært for mig at nyde i fulde drag. Det er lidt ligesom at spise kød. Man kan ikke nyde det på samme måde. Vi har fået en anden bevidsthed, og det har jeg også selv.”

”Jeg siger ikke, jeg aldrig vil tage på ferie igen, men det er sværere at være eskapist, hvor du bare lukker øjnene og siger: ’Ej, hvor har jeg det fedt,’ velvidende at en bådmigrant gør rent på mit værelse.’”