Mellem tangenterne

Jeg har set Troldkarlen ni gange og er stadig tryllebundet. Det er svært at forklare. Ligesom magien i Jan Johanssons musik er svær at forklare.

Kunstnerportrætter behandler ofte kunsten som noget helligt og ukrænkeligt, noget der hverken kan eller skal forklares. Eller også fortaber de sig i tekniske detaljer for viderekomne. Anders Østergaards danske dokumentarfilm Troldkarlen fra 1999 er anderledes. Den løfter sløret til den kunstneriske proces uden at fjerne magien. Den er kongenial med Johanssons musik. Enkel, dyb, gådefuld, indlysende, man fristes til at sige ”spirituel”.

Instruktørens tilgang er journalistisk. Grundig research, en nøgtern undersøgelse. Han stiller spørgsmål til Johanssons kolleger og hans publikum. Hvordan opleves musikken? Hvorfor kommunikerer den så stærkt? Hvad er trylleformularen? Hvad er faktor X? Filmen åbner med et laboratorieforsøg. En række personer bliver efter tur bedt om at fortælle, om musikken siger dem noget. De får hovedtelefoner på, og ud igennem hovedtelefonerne strømmer Johanssons fortolkning af Visa från Utanmyra. Effekten er overvældende. Vi ser smilet brede sig på læben og øjnene tage på himmelfart, mens fingrene slår toner an i luften. ”Det her er det bedste, jeg ved,” siger en forsøgsperson. Og en anden: ”Det er musik, man tager til sig og synes godt om. Og så kan jo altid forstærke det med et kraftudtryk: Skidegodt!”

Fra tryllekunsten til afsløring af tricket. En musiker fortæller om en opdagelse, han gjorde, da han fik til opgave at nedskrive Jan Johanssons musik på noder. På klaveret kan man ikke spille kvarte toner, hvilket er en stor svaghed især med hensyn til folkemusikken. Det løser Jan Johansson ved at spille mellem tangenterne. Han spiller to toner på én gang – dur-tertsen og mol-tertsen – og opnår derved den svævende klang, som kendetegner hans personlige stil. Jazz på svenska og Jazz på ryska er i dag mere populære end nogensinde, men Jan Johansson var en alsidig og produktiv musiker, der også spillede avantgarde-jazz, skabte symfonisk orkestermusik, funktionel gymnastik-jazz og sågar titelmelodien til Pippi Langstrømpe. Han blandede og kombinerede genrer og stilarter, han var en musikalsk fritænker. Han lavede også trick-film, hvor der blev ridset og tegnet direkte på filmstrimlen.

Vi kommer hele vejen rundt. Barndommens landskaber. Ungdommens turneer og samarbejdet med jazzstjerner som Stan Getz og Oscar Pettiford. Det gådefulde skift i begyndelsen af 1960’erne, da Jan Johansson pludselig siger farvel til en lovende international karriere og bosætter sig i et rækkehus nord for Stockholm. Han havde bare været på visit i det ”virkelige” jazzmiljø. Nu trækker den ranglede, lidt blege og sky svensker sig tilbage og lever på overfladen et normalt familieliv. Men indkapslet i normaliteten skaber han – uafhængig af tidens trends – sine smukke, melankolske og dybt originale fortolkninger af folkeviser, børnesange og meget mere. Indtil han, på vej til en kirkekoncert, kører galt og omkommer en kold novembermorgen i 1968. Kun 37 år gammel.

Troldkarlen er biografisk, men ikke i traditionel forstand. Anders Østergaard forsøger ikke at forklare Johanssons kunst med hans liv. Læg mærke til fravalgene. Filmen indeholder ingen interviews med Johanssons enke eller hans to sønner, som tager sig af farens musik på forlaget Heptagon. Instruktøren springer dette led over. Han siger: Jan Johansson sidder inde i sit vakuum, vi kommer ikke tættere på ham. Vi løser aldrig gåden. Men ved at give plads til musikken forstår vi alligevel, hvem han var, og hvad han tænkte. Johansson kommunikerer via sin musik, han kommunikerer følelser og tanker, som er hinsides sproget, en fælles menneskelig erfaring på tværs af tid og sted.

Troldkarlen handler om musik, men den er også selv et stykke musik. Man kan se den igen og igen, ligesom man kan høre Johanssons klassikere igen og igen. Anders Østergaard har fundet et filmisk udtryk for den enorme dynamik og kraft i Johanssons musik, hans sjælfulde anslag og særlige understatements, skreddet mellem det følsomme og det eksplosive. Lyd, musik og billeder (gamle tv-optagelser, private smalfilm, rekonstruktioner) supplerer og belyser hinanden. Livsforløbet berettes kronologisk med små, kuldegysende varsler om den død, vi ubønhørligt bevæger os hen imod. Den lokale jernbane optræder som ledemotiv og symbol på begyndelsen og slutningen. De pludselige lyde er vigtige. En skærende ringetone. Et susende tog. Urolige trommer. Och sen blev det alldeles tyst ...

Jan Johansson troede på dét, der ikke fandtes, og i filmen fortæller en hengiven ven om sine drømme, hvor han møder Johansson i tunnelbanen. Johansson er slet ikke død, han har bare været i Rusland for at studere. Ved et trylleslag er han tilbage igen. Vi kan se det med vore egne øjne. I Troldkarlen.