Masterclass med Dardenne

Traditionen tro har filmfestivalen i Cannes inviteret en anerkendt filmskaber for at dele ud af sin viden i en masterclass.

Igennem årene har store navne som Quentin Tarantino, Martin Scorsese, Stephen Frears, Nani Moretti, Sydney Pollack og Wong Kar-wai delt deres kundskaber, i år var det brødrene Jean-Pierre og Luc Dardenne, der to gange har vundet Guldpalmen, i 1999 for Rosetta og igen i 2005 for Barnet.

I samtale med den franske filmkritiker Michel Ciment gav de politisk engagerede, belgiske brødre indsigt i deres film og arbejdsmetoder.

Som en krigsreporter
I deres første Cannes-vinder, Rosetta, ser vi et af Dardenne-brødrenes signaturtræk, det håndholdte kamera, der følger samfundets udsatte, som var filmskaberne krigsreportere, der rapporterede fra en krig.

"Vi havde den her simple idé om en lille soldat, der bekriger en stor borg, som er samfundet. Hun er en outsider og hun angriber det, så godt som hun kan, med det hun nu har til rådighed. Men hvis du filmer en soldat, så gør du det ikke fra geværløbet. Din synsvinkel er bag soldaten: Du følger hende, som en krigsreporter," fortæller Luc Dardenne.

Han har ved flere lejligheder udtalt, at det at have et arbejde i dag, er det samme som at være i krig, fordi man bliver nødt til at kæmpe for at få et job, og hvis du får det, så har du for det meste taget det fra en anden.

Musik er støj
Dardenne-brødrene er blandt andet kendt for at bruge ukendte skuespillere, hvilket brødrene forklarer med, at de ikke er interesserede i, at publikum skal forvirres af en kendt skuespiller, som de har set mange gange i andre roller.

"Vi ønsker, at det skal være et første møde. Vi vil ikke have en skuespiller til at gå ind i en rolle, vi vil simpelthen bare have 'en person'," fortæller Jean-Pierre Dardenne.

Ligesom de ser kendte skuespillere som støj på linjen, er musik også bandlyst.

"Musik og rytmisk lyd, udover dialog, kommer fra karaktererne: Deres bevægelser, åndedræt, raslen eller knitren fra tøj eller ting, de bruger osv. Vi lægger stor vægt på tingenes materialitet. At instruere er blot at slå den rette tone an, finde scenens rytme," siger Jean-Pierre Dardenne.