Nyhed
05. nov. 2011
Man gjorde en abe fortræd

Man gjorde en abe fortræd

Project Nim, der vises på Cph:Dox, fortæller med stor fascinationskraft den kuriøse fortælling om et 70’er-eksperiment, der fusionerede Abernes Planet og My Fair Lady.
Af Jesper Bo Petersen

Den herboende, britiske instruktør James Marsh har et godt blik for virkelighedens vanvidshistorier.

I 2009 vandt han fortjent en Oscar for Man on Wire om den franske akrobat, der i 1974 fik hele New York til at gå i stå med sin linedans mellem World Trade Centers tvillingetårne.

I hans fascinerende dokumentar Project Nim smelter My Fair Lady og Abernes Planet: Oprindelsen sammen i den virkelige, obskure og tragiske historie om chimpansen med det nuttede navn Nim Chimpsky.

I 1974 ville adfærdspsykologen Herbert Terrace — som en anden Dr. Henry Higgens — give en chimpanse sprog, bevidsthed og manerer gennem et socialt eksperiment. En amerikansk hippie-intellektuel New York’er-familie skulle opdrage Nim, som var han deres egen.

Vil have mor for sig selv
Hos Lafargue-familien lærer Nim da også at tale med tegnsprog, men der er ingen kæft trit og retning i den frisindede familie. Til gengæld er der joints og alkohol. Nim tager for sig og bliver samtidig mere og mere aggressiv over for familiens følsomme digterfar.

For aben vil have mor for sig selv.

Dr. Terrace fjerner ham, og i et af filmens mange nutidige interviews kan familiens voksne datter lakonisk konstatere: ”Det var 70’erne.” 

Filmen er i det hele taget en meget rammende beskrivelse af det lettere forskruede eksperiment, hvor Dr. Terrace har mere travlt med de hovedsaglig kvindelige psykologistuderende, han efterfølgende sætter til at undervise Nim, end med at indsamle data og bedrive videnskab.

Det går selvfølgelig galt, for efter fem år er den nuttede baby, der kan gestikulere både ”banan” og ”leg” og gå på toilettet, blevet til en rigtig chimpanse. Sådan én, der med lange dunhammer-arme kan slå et menneske ihjel - som i Abernes Planet.

Eksperiment på hovedet
Det er dog først og fremmest de skøre mennesker i den skøre tid, Marsh får portrætteret. Project Nim er en kuriøs og kulørt fortælling med næsten samme fascinationskraft som Werner Herzogs Grizzly Man om den maniske Timothy Treadwell og hans menneskeædende bjørnevenner.

Med Nim som laboratorierotte og sagesløst offer vender filmen med sit fint orkestrerede miks af arkivoptagelser og interviews nærmest Dr. Terraces sociale eksperiment på hovedet. På papiret handler det om aben, men det er menneskene, der mest effektivt dissekeres.

Det handler om den måde, de tildeler aben følelser og motivationer, og om den måde, jalousien blomstrer mellem Nims skiftende mødre. Nim var bare en abe, der kunne lide at klatre i træer og forgribe sig på huskatten.

Marsh går ikke hårdt til Nims lærere og Dr. Terrace i de nutidige interviews. De udstiller til gengæld fint sig selv — som selvrealiserende videnskabshippier, der i bagklogskabens ulideligt klare lys måske godt kan se, at man gjorde en abe fortræd.

Project Nim bliver vist sidste gang på Cph:Dox den 6. november kl. 19.00 i Grand Teatret, København.

Relevante artikler

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro