Lykke tager hul på sygdomstabu
Enhver, hvis nærmeste familie har været ramt af psykiske lidelser, må umiddelbart tro, at hovedforfatterne bag DR-serien Lykke, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, er blevet momentant sindssyge.
At lave noget så perverteret som en depressionskomedie svarer vel rundt regnet til at grine de hundredtusindvis af danskere, der dagligt slås med kliniske depressioner, lige op i deres syge hoveder?
Men omvendt kunne man også spørge, om det ikke snart er på tide, at vi begynder at tage lidt fat i det tabu, som sindets sygdomme til alle tider har været.
Gennemført leg
Hovedpersonen Lykke Leth er blevet færdig med sin kommunikationsuddannelse på CBS og begynder på jobbet i afdelingen for intern kommunikation på den farmaceutiske mastodont Sana Fortis, der bevidstløst høvler nervepiller ud til den hungrende befolkning.
På Sana Fortis møder Lykke forfatternes ret gennemførte leg med arbejdspladsens psykiske arbejdsmiljø.
Der er psykopater i jakkesæt, megalomaniske mellemledere, sekretærer uden selvværd og ambitiøse bitches, der udlever mottoet ”du klapper mig på skulderen, og jeg stikker en kniv i ryggen på dig”.
Receptionisten får en stressrelateret depression, direktøren er notorisk træmand, og vi skal – naturligvis – helt ned i rengørings- og security-afdelingen for at finde mentalt sunde og raske mennesker med hjertet på rette sted.
Tand for plat
Det er det konstant lavkomiske, der på sin vis er seriens svaghed. Det virker alt for tit en tand for plat, en tak for åndssvagt, lidt for søgt, alt for letfærdigt.
Når broren Thomas opgiver en jurauddannelse, fordi han har fanget sin første fisk, bliver det hele bare for tykt. Og det er lidt for oplagt, at træmanden har et faderkompleks og inderst inde bare vil spille rock og rul. Lykke Leths evindelige Ally McBeal-scener, hvor hun har dialoger med sig selv i spejlet på badeværelset, virker tossede i længden.
Men når det er sagt, så er der også mange fine takter.
Serien er ren feelgood-fjernsyn, og man hygger sig faktisk med københavnerscener fra caféerne, fra delelejlighederne og fra hverdagen i koncern-helvedet.
Fis med psykisk sygdomme
Der laves fis med alle arter af psykisk sygdom, med medicinalindustriens tabletvanvid, de praktiserende lægers maniske receptudskrivning og alskens mere eller mindre åbenlyst forstyrrede individer.
Lykke er nærhedsforskrækket og sexfrustreret neurotiker, hendes bror lider af OCD (obsessive compulsive disorder – han vasker hænder, hver gang hans afdøde forældre nævnes).
Lykkes bofælle er noget nær nymfoman (eller i hvert fald seksuelt sund og rask og for resten også stud.psyk.), og dennes kæreste er en afstumpet urmand, ren biologi og drift.
Følsomt spil med kant
Flere af skuespillerne gør det rigtig flot. Bent Mejding er fuldstændig ubetalelig psykiater, hvis hjerne er blevet senildement – eller måske rettere debil cement.
Rasmus Botoft er ikke bare ”ham fra Rytteriet”, når han giver den fuld skrue i rollen som den kedelige og liderlige revisor, der ondulerer den ukrainske au pair-pige.
Laus Højbye er blevet en lille voksen mand, og både Bodil Jørgensen og Søren Pilmark virker nyslåede, da de viser os et genforelsket modent ægtepar, der fyrer en fed og slipper sig selv bare lidt løs.
Lykke leveres følsomt og med kant af Mille Hoffmeyer Lehfeldt. Andre karakterer virker mere flade og endimensionelle i det. Men de er vist snarere skrevet sådan.
Chokterapi
Selve handlingen i serien er fortalt med skiftende karakterer i centrum. Snart følger vi brorens opgør med sin tvangsneurose, snart følger vi psykiatriprofessorens læserbrevskontroverser, snart følger vi revisorens deroute.
Og stort set alle karaktererne udvikler sig gennem afsnittene – de vokser, skrumper, falder, rejser sig. Lige med undtagelse af Lykke selv. Hun forbliver konstant i rollen som monoman karrierekvinde.
Patienten er i klar bedring fra session til session. Men der skal nok lidt chokterapi til, hvis der skal ses flere stjerner.
Lykke sendes hver søndag kl. 20.00 på DR1.
