Lesbisk sex forvandlet til porno

Abdellatif Kechiches La vie d’Adàle har taget Cannes-festivalen med storm, inklusive Ekkos udsendte.

Den fik ikke bare Guldpalmen af Spielbergs jury, men også overstrømmende anmeldelser. Og den toppede såvel det danske som branchebladet Screens internationale kritikerpanel under festivalen.

Men nu blander der sig en kritisk stemme i jubelkoret, og det er ikke hvem som helst. Den franske forfatter Julie Maroh, som har lavet den grafiske roman Le bleu est une couleur chaude (2010), filmen bygger på, bryder sig ikke om filmens sex-scener.

Hun blev utilpas af ”den brutale og kliniske fremstilling – sprudlende og kold – af såkaldt lesbisk sex, som blev forvandlet til porno”, skriver forfatteren på sin blog og fortsætter:

”De hetero-normative grinte, fordi de ikke forstod det og fandt scenen latterlig. De homoseksuelle grinte, fordi det ikke var overbevisende og fandt det latterligt.”

”De eneste mennesker, vi ikke hørte grine, var de fyre, der havde alt for travlt med at nyde synet af deres inkarnerede fantasier på lærredet,” skriver Julie Maroh.

Kvindeligheden bliver helliggjort
Hun er heller ikke tilfreds med, at rollerne som Adèle og Emma spilles af to skuespillere, som ikke er ”rigtige” lesbiske.

”Jeg ved ikke, hvor instruktøren og skuespillerne (som alle er heteroseksuelle, med mindre andet er bevist) har deres information fra, og jeg blev aldrig konsulteret i forløbet.”

”Måske var der én tilstede, som på akavet vis kunne imitere mulige stillinger med sine hænder eller vise dem noget såkaldt ’lesbisk’ porno (desværre er det aldrig rigtig tiltænkt et lesbisk publikum).”

Hun udtrykker forståelse for instruktørens ønske om at filme ”lyst” og nævner forbindelsen til en scene i filmen, hvor flere karakterer snakker om den kvindelige orgasme, som skulle være den maskuline overlegen.

”Men her sker det igen, at kvindeligheden bliver helliggjort. Det synes jeg er farligt,” mener Julie Maroh.

Overvældet og overrasket
Forfatteren tilføjer dog, at hun generelt har stor respekt for Abdellatif Kechiche, som hun mødtes med adskillige gange i den indledende fase af filmprojektet.

Hun understreger samtidig, at hendes bog ikke er lavet til lesbiske, men til dem, der ikke forstår et lesbisk forhold eller bryder sig om det. Og hun deler Kechiches opfattelse, at det i høj grad også er en universel historie om faserne i et kæresteforhold.

”Formålet var også at fortælle en historie om, hvordan et romantisk møde opstår, hvordan en kærlighedshistorie udvikler sig, kollapser, og hvad der er tilbage af den kærlighed efter et brud, en sørgeperiode, et dødsfald.”

Julie Maroh lægger heller ikke skjul på en vis stolthed over Guldpalmen – og ærefrygt.

”Jeg er fortsat fuldstændig overvældet, overrasket og taknemmelig for disse omstændigheder. I går aftes gik det op for mig, at det er første gang i filmhistorien, at en tegneserie har givet inspiration til en Guldpalme-vinder, og den tanke skræmte mig. Det er et stort ansvar at bære.”