Langt fra Cannes

Der er i sandhed langt fra Cannes til Berlin. Fra den internationale filmfestival på den franske middelhavskyst til Berlinalen i den tyske hovedstad på den centraleuropæiske slette ved den søvnige Spree midt mellem Elben og Oderen. Sommer hist, vinter her.

Orangeklædte renovationsarbejdere byder velkommen til Berlinaleområdet ved Potsdamer Platz med lyden af hakker, der tungt arbejder sig ned i den massive is på fortovene. Mens man selv er på vej til dagens to konkurrencefilm, af henholdsvis en tysk spillefilmsdebutant og en russisk instruktør med et par nationale priser på cv’et.

Så bred, så smal ...
Sidste sommer kunne man i Cannes se Lars von Triers Antichrist, Ang Lees Taking Woodstock, Pedro Almodóvars Brudte favntag, Quentin Tarantinos Inglourious Basterds og ikke mindst Michael Hannekes guldpalmevinder, Det hvide bånd.

Er det et mavesurt og utidigt emne at tage op igen og igen, konkurrencen mellem de to alt andet end jævnbyrdige A-filmfestivaler? Eller er det ikke såre relevant og interessant at overveje, hvad pokker en A-filmfestival overhovedet er?

Det gør man i hvert fald hvert eneste år her i Berlin. Fordi man er bevidst om, at Berlinalens enorme bredde og mange smalle film både er dens force og dens hæmsko i forhold til Cannes’ højder, der ikke altid rummer de tilsvarende dybder.

Skam og skyld
Dagens to konkurrencefilm er eksemplariske for Berlinalen. Den første en spillefilmsdebut af 29-årige Burhan Qurbani, der med sin immigrationsbaggrund fortæller tre sammenhængende historier om integration i dagens Tyskland. En diskussionsfilm på højt niveau, der nok skal være egnet til at rejse en relevant debat.

Shahada hedder filmen, den arabiske betegnelse på den muslimske trosbekendelse. Fint væver den de tre historier ind i hinanden. Om pigen, der får en ulovlig abort og i skam bevæger sig langt ud på det fundamentalistiske overdrev. Om bøssen, der lige så skamfuldt kæmper med sin sexualitet og dens formentlige modstrid med islam. Og om betjenten, der indleder et udenomsægteskabeligt forhold og som god muslim erkender det over for konen.

Tja, en debatskabende film, men langt fra en film, der egner sig til andre A-filmfestivaler end den mest politiske af dem alle, Berlinalen. Absolut fint med sådan en film, men den kunne med større fordel være vist i en moske eller et forsamlingshus i berlinerbydelen Kreuzberg, hvor den foregår. Kreuztanbul, som de lokale gerne kalder den.

Multikulti og polynationalitet
Så er der den anden af dagens film. Russisk. Og måske med for at afbalancere Berlinalens multikulturelle univers med et polynationalt.

En russisk film må ikke savnes blandt de kinesiske, amerikanske, rumænske, danske, engelske, norske, japanske, tyrkiske, iranske, bosniske, spanske og franske.

Der er arktisk nedkøling i Alexej Popogrebskis Kay ya provel etim letom (Hvordan jeg sluttede denne sommer). To mænd, en ung og en ældre, sidder alene på en vejrstation ved Ruslands nordligste kyst. Et eksistentielt drama udvikler sig, da den unge modtager besked om, at den ældres kone og barn har været ude for en alvorlig ulykke. Og ikke tør eller ikke vil sige det til sin bryske kollega.

Rå fisk og lange køer
Flotte billeder af en barsk og beskidt natur. En uappetitlig scene med fortæring af en rå fisk, der næsten giver konvulsioner blandt biografgængerne. Til tider fængslende, men for det mest langtrukken og uden klart sigte. En tvetydig hyldest til den ubarmhjertige natur? Eller en fabel om de mellemmenneskelige relationers skrøbelighed?

Man ved det ikke og bliver heller ikke rigtig interesseret. Men forstår godt, at mange reportere forlader biografen i utide, selvom de forinden har stået en halv time i kø og har skullet kæmpe med menige biografgængere om sæderne.

Sådan gør man nemlig i Berlin. Minder filmpressens fire tusinde lejesvende om, at det i sidste ende er biografgængernes millioner, der sponsorerer dem og deres metier. Spørgsmålet er så, om man ikke kunne have lært det på en anden måde. Og om det er særlig smart af Berlinalen at tugte pressen. Som dens egen eksistens afhænger af.