Kultur er nedtonet i regeringsgrundlaget

Det blev Zenia Stampe fra Radikale Venstre, der skal stå forrest i kampen for dansk kultur i den kommende regeringsperiode.

Det tegner godt for DR, som mange borgerlige partier har langet hårdt ud efter. Zenia Stampe har omvendt talt varmt om DR og fremhævet DR’s store betydning og troværdighed.

Zenia Stampe har også talt imod Inger Støjbergs kritik af kultursaloner i 2022.

Men ellers fremstår hendes konkrete kultur-CV umiddelbart lidt magert. Så spørgsmålet er, hvad den nye regering vil med den udøvende kunst og vores åndelige fællesskab?

Mindre og mindre, hvis vi skal tage udgangspunkt i sprogbrugen i regeringsgrundlaget for Danmarks nye regering, der blev præsenteret onsdag.

For selv om den nye regering har været rekordlænge undervejs, er interessen for kulturlivet mere end halveret. Altså hvis vi ser rent matematisk på, hvor mange gange ordet optræder i det papir, der skal sætte politisk retning de kommende fire år.

Regeringsgrundlaget fra 2022 har ordet kultur med 34 gange, mens regeringsgrundlaget fra 2026 har det med atten gange.

Det er selvfølgelig en næsten populistisk måde at måle kulturlivets vægtning hos regeringen på. Det afgørende må jo være, hvad regeringen og Zenia Stampe vil med kulturen ifølge formuleringerne i udspillet. Her fremstår den potentielle nedtoning af kulturen desværre endnu tydeligere.

2022: Kulturen ind i centrum
I 2022-grundlaget havde kulturen således sin helt egen overskrift i indholdsfortegnelsen – og adskillige centrale citater, der ret konkret indrammede, at regeringen var meget ambitiøs på punktet. Det lød blandt andet:

”Regeringen vil formulere en samlet og ambitiøs kulturpolitik, der skal løfte kunsten og kulturens stilling i samfundet og sætte pejlemærker for de enkelte kunst-og kulturområder, herunder for kunstnerisk frihed, kulturarv, kvalitet, publikum, talentudvikling og eksport.”

Samtidigt blev det i 2022 understreget, at kulturen udfordrer vores måde at tænke og se verden på – og binder os sammen som land og folk.

”Det er den danske identitet og den fælles historie,” lød det.

Samlet blev det varslet, at der skulle gennemføres ”en samlet og ambitiøs kulturpolitik, der skal løfte kunsten og kulturens stilling i samfundet og sætte pejlemærker for de enkelte kunst- og kulturområder, herunder for kunstnerisk frihed, kulturarv, kvalitet, publikum, talentudvikling og eksport.”

Og ingen er vel uenige i, at Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne satte tydelige aftryk på dansk kulturpolitik og flere gange rykkede kulturen ind i centrum af mediernes og danskernes opmærksomhedsfelt. Kulturen fik en aktiv rolle og udøvende kunstnere blev integreret i fællesskabet i større omfang, følte mange.

Slapt 2026-udspil
Den arv kan Zenia Stampe få svært ved at løfte, og hun får ikke megen støtte i det nye regeringsgrundlag for 2026-regeringen. Her er kulturen skrevet helt ud af indholdsfortegnelsen, og punktet kommer først under særskilt behandling på side 55 ud af 77.

Her må vi nøjes med, at regeringen vil ”tage initiativ til et bredt partnerskab og samarbejde om udarbejdelse af en samlet kulturpolitisk vision 2040 for Danmark”.

Vision 2040 … det lyder mindre visionært end bagsiden af en brugt biografbillet. Og det bliver fulgt op af denne meget lidt konkrete anvisning: ”Visionen skal udarbejdes i samarbejde med kulturlivet og alle de aktører, som er relevante.”

Hvem er det? Hvornår? Hvad?

Det lyder kort sagt som endnu en kommission, der engang udkommer med noget, som regeringen kan vælge at plukke i – hvis der da ikke er kommet en ny regering, inden arbejdet er færdigt. Især lyder det som en kommission, Zenia Stampe kan henvise til, når medierne kritisk spørger: ”Hvad med kulturen?” Svar: ”Vi har jo nedsat en kommission!”

Der er altså ikke bare tale om en nedprioritering i mængden af omtale, men i allerhøjeste grad også i graden af konkretisering.

Grise og drikkevand
Hvad er mon forklaringen?

Det nye i regeringskonstellationen er, at Venstre er blevet udskiftet med SF og Radikale Venstre. Det har betydet, at Danmark skal være grønnere end nogensinde. Det er den kontrakt, der er indgået med vælgerne. Det skal handle om grisevelfærd og rent drikkevand.

Det er fint og helt nødvendigt, at Danmark prioriterer dyrevelfærd, miljøet og det grønne højt, men det åndelige miljø er vores fælles identitet og åndelige fremtid.

At skrue ned for signalerne om kulturen, er en afvikling eller kraftig svækkelse af det åndelige fællesskab, der er forudsætningen for alle andre beslutninger. Det fremstår fattigt. Til gengæld kan vi håbe på en grønnere filmbranche.

Kulturpasset skal udbredes
Er der så slet ikke noget konkret i udspillet, spørger du måske. Jo. Især en enkelt konkret sætning, hvor regeringen 2026 lover at den vil ”udvide kulturpasset, så flere unge får adgang til kulturelle og sociale fællesskaber”.

Kulturpasset rettet sig mod en meget snæver niche – nemlig unge mellem femten og 24 år, der står uden for job og uddannelse. Det favner angiveligt cirka 45.000 unge, men sidst vi hørte fra ordningen, havde kun 1.200 unge bedt om passet.

Det er selvfølgelig sympatisk, at flere unge skal kunne få 1.000 kroner til særlige kulturbegivenheder. Men det er en meget lille og fattig ambition på nationens vegne.

Hvad siger kulturlivet selv til udspillet?

Birgitte Hjort Sørensen – der er næstformand i det såkaldte Råd for Kulturel Modstandskraft, som den afgående regering nedsatte i februar 2026 – gav over for P1 onsdag morgen udtryk for, at de fire sider, hvor kultur er nævnt, tegnede lovende. Men hun understregede også, at der er mange luftige formuleringer.

Og sangeren Pernille Rosendal fremhævede i morgenfladen hos P1, at hun glæder sig over, at der skal udarbejdes en musikhandlingsplan, der blandt andet skal understøtte kvindelige kunstnere.

Men der mangler en handleplan. Så kære Zenia Stampe: Hvad vil du egentligt? Og hvad kan du?