Nekrolog
21. aug. 2017
Komikeren Jerry Lewis er død
Den amerikanske skuespiller og komiker Jerry Lewis var kendt for sin maniske komik og sit gummiansigt, som han her udfolder i Jerry som den skøre professor fra 1963. Foto | W. Wallace Kelley

Komikeren Jerry Lewis er død

En af historiens store komikere er gået bort i en alder af 91 år. Jerry Lewis’ mest kendte film er Jerry som den skøre professor.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Søndag har Hollywood og resten af filmverdenen mistet en af sine sjoveste skuespillere.

Amerikanske Jerry Lewis er død i en alder af 91 år.

Jerry Lewis huskes især for sit makkerskab med sangeren Dean Martin under navnet Martin and Lewis, der fungerede som komikerduo fra midten af 1940’erne og ti år frem.

De to optrådte både live på natklubber og i film, blandt andet Kom, så hopper vi! fra 1952.

Lewis er blevet også elsket og beundret for sin skøre og komisk-febrilske stil, som blandt andet kommer til udtryk i hans mest kendte film, Jerry som den skøre professor fra 1963 og Jerry som piccolo fra 1960.

Især førstnævnte – som har den engelske originaltitel The Nutty Professor – står som skoleeksemplet på Lewis’ komiske formåen ud i slapstick-genren. I filmen spiller han en kikset professor, der som en anden Dr. Jekyll & Mr. Hyde opfinder en eliksir, som gør ham til en uimodståelig kvindebedårer.

Filmen blev genindspillet i 1996 med Eddie Murphy i hovedrollen.

Mystisk Auschwitz-film
Jerry Lewis, der egentlig er født Joseph Levitch med jødiske aner, skruede efter 1960’erne ned for blusset og medvirkede i færre film.

Han har dog stadig et par markante titler på cv’et. Lewis spiller med i Martin Scorseses The King of Comedy, for hvilken han blev nomineret til en britisk Bafta-pris for bedste birolle.

I The King of Comedy spiller han en etableret komiker og talkshow-vært, der møder en aspirerende standupper, spillet af Robert De Niro. Filmen blev forbigået af kritikerne ved premieren, men den har med tiden fået mere anerkendelse.

Efter atten års fravær vendte Lewis i 2013 tilbage til det store lærred. Det var med hovedrollen i Max Rose om en jazzpianist, der må tage sit liv op til revision. Filmen blev dog aldrig den succes, som man forventede.

Samme år kom det frem, at Jerry Lewis i 1973 havde lavet den hidtil ukendte The Day the Clown Cried, som han så som sit store kunstneriske værk.

Filmen handler om en komiker (spillet af Lewis), der under Anden Verdenskrig skulle underholde børn, mens de havde kurs mod nazisternes gaskamre. Filmen blev aldrig vist offentligt, men er til gengæld blevet kult i visse filmkredse.

To Walk of Fame-stjerner
Ifølge Hollywood Reporter er Jerry Lewis gået bort af naturlige årsager. Men skuespilleren og komikeren har døjet med forskellige sygdomme igennem længere tid, deriblandt hjerteanfald og lungebetændelse.

I kraft af sin popularitet og kendte ansigt har Lewis igennem flere år arbejdet velgørende for den amerikanske muskelsvindfond Muscular Dystrophy Association, hvilket i 1973 kastede en nominering til Nobels fredspris af sig.

Lewis’ popularitet i Hollywood har desuden skaffet ham ikke blot én, men hele to stjerner på filmbyens berømte Walk of Fame.

Nyheden om komikerens død har fået flere prominente navne til at skrive små kondolencer på Twitter.

”Jeg er ret sikker på, at jeg var den største Jerry Lewis-fan i verden som barn. Hvil i fred Jerry Lewis,” skriver den pakistansk-fødte Kumail Nanjiani, der er aktuel med den roste The Big Sick.

”Verden er meget mindre sjov i dag,” skriver skuespilleren William Shatner.

Jerry Lewis var gift to gange og efterlader sig i alt syv børn.

Jerry Lewis i Jerry som den skøre professor

Relevante artikler

Kuriosa
15. aug. 2013
Rottefængeren fra Auschwitz

Rottefængeren fra Auschwitz

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten