The Big Sick

Hvad gør man, når man vågner om natten hos sin nye kæreste og skal skide, men ikke tør af frygt for lugten og papirtynde vægge?

Det lyder ikke særligt romantisk, men det er det.

For med denne scene formidles forelskelsen, sådan som den er i det virkelige liv, hvor der ikke er make-up-artister til at sørge for, at man ligner en million dagen derpå.

Med The Big Sick omfavner instruktør Michael Showalter alle de uperfekte øjeblikke, som de store kærlighedsfabler altid springer over.

Filmen giver os ikke mulighed for at svælge i det første kys imellem den Uber-kørende standup-komiker Kumail og den psykologistuderende Emily.

Til gengæld får vi lov at opleve, hvor upraktisk og besværligt det er at nå frem til kysset, når man sidder skvulpende akavet på en halvflad luftmadras og foregiver at følge med i kultfilmklassikeren Night of The Living Dead.

Det virker ægte, og det er der en grund til.

Filmens Kumail Nanjiani er nemlig også virkelighedens Kumail Nanjiani, der er mest kendt for sin rolle som en af computernørderne i HBO-serien Silicon Valley. Sammen med sin kone, der også i virkeligheden hedder Emily, men i filmen spilles af Zoe Kazan, har han skrevet manuskriptet om starten på deres forhold. En start, der var særdeles kompliceret.

Den første komplikation består i, at Kumails pakistanske familie er meget troende muslimer og stålsatte på at finde en passende pakistansk hustru til ham.

”Hvem kan det mon være?” udbryder Kumails mor med dårligt foregivet overraskelse, når den ene pakistanske ungmø efter den anden ringer på døren under familiemiddagene.

Med denne tone tematiserer The Big Sick (i lighed med den populære tv-serie Master of None) skellet imellem forældre og børn, der er vokset op i forskellige kulturer, med en fintfølende og kærlig humor, der aldrig underminerer problematikkens alvor.

Den anden komplikation forekommer pludselig, da Emily rammes af en mystisk og meget alvorlig sygdom.

Hun lægges i en medicinsk koma og passiviseres således i en betydelig del af filmens anden halvdel. Hendes plads udfyldes af hendes bekymrede, halvneurotiske forældre, som Kumail på akavet vis må gennemleve det dramatiske sygdomsforløb i selskab med.

Det giver anledning til mængder af skæve og kiksede situationer, som når Emilys far, spillet af Nanjianis standup-kollega Ray Romano, fumlende bryder stilheden ved at spørge ind til Kumails holdning til angrebene den 11. september.

Komikken står i virkningsfuld kontrast til det følelsesmæssige drama, der forstærkes i takt med, at den mystiske infektion langsomt arbejder sig frem mod Emilys hjerte.

Det er på en gang morsomt og sørgeligt, når den akavede stilhed imellem Kumail og forældrene, der venter på besked fra lægen, tydeliggøres af en konstant piblende lyd fra en kitschet Buddha-statue med indbygget lysshow og mini-vandfald.

Enkelte steder anstrenger filmen sig en smule for meget for at skabe indie-søde situationer. Det føles en smule forceret, når forældrene overværer Kumails standup-show, og Emilys mor, der spilles charmerende temperamentsfuldt af Holly Hunter, farer i totterne på en tilfældig idiot, der råber en racistisk bemærkning.

Troværdigheden forstyrres også en smule af, at Hunter og Romano lige er en tand for unge til rollerne som forældre, hvilket de prøver at kompensere for med mor-briller og far-replikker som ”Da jeg var dreng, havde vi kun et stykke kridt at more os med.”

Men det er småting.

For hele vejen igennem er The Big Sick en gribende og rørende kærlighedshistorie, der modigt kommenterer tabuiserede temaer som racisme, kulturelle forskelle og sygdom med humoren som redskab.

Netop på grund af humoren, og fordi der stilles skarpt på alle de akavede og uperfekte øjeblikke, tegner filmen et genkendeligt og ærligt billede af forelskelse og kærlighed med al den usikkerhed og tarmrelaterede dilemmaer, der hører med.