Kollegers kamp i USA er også vores

Jeg tror, vi alle har en onkel Torben, der ved familiefesten dasker os i ryggen og spørger: ”Hva’ så, kan du leve af din hobby?” 

I de senere år er det blevet sværere at svare ”ja”. Derfor udbrød der i sommer strejke blandt vores amerikanske kolleger i skuespillerforbundet SAG-AFTRA. På den anden side står de store filmstudier, streamingtjenester og broadcastere. 

Men betyder den amerikanske konflikt noget for os? 

Svaret er et rungende ”ja”, for vi ved, at det, der sker i USA, sker heroppe nordpå fem minutter efter. Og deres problematikker kender vi allerede, fordi nogle af vores medlemmer arbejder for de samme streamingtjenester som de amerikanske kolleger. 

Og tag ikke fejl. 

Selv om det handler om digitale tjenester og AI, så er der stadig tale om en klassisk arbejderkamp. Det handler om, at arbejdstagere kæmper for forbedrede arbejds- og lønvilkår, og at de står over for arbejdsgivere, der ser verden helt anderledes – selv om de to parter er hinandens forudsætninger. 

Rettigheder udhules
Konflikten i USA sætter vores egen rettighedskonflikt fra 2022 i relief. Der er ikke tale om lokal udfordring af overenskomster og rettighedsbetalinger – det er en global problematik. 

Nye teknologier giver nye forretningsmodeller, som kræver en nødvendig snak om, hvordan vi skaber en bæredygtig økonomi – også for os, der leverer indholdet. 

I USA har de – ligesom os – været vant til at modtage residuals (rettighedsbetaling) i løbet af en film eller series levetid. Nu kan de amerikanske kollegaer se frem til en løn, der ikke vil stige i takt med det øvrige samfunds, samtidig med at deres rettigheder bliver udhulet. 

SAG-AFTRA har overordnet tre krav. 

De vil have hævet minimumslønnen, så den matcher inflationen og de lønstigninger, der generelt er i samfundet.

De vil have moderniseret rettighedsaftalerne, så de passer til den virkelighed, der er i branchen, og så man bevarer princippet om at dele risiko og succes. 

De vil sikre en fair aftale om brugen af kunstig intelligens, så skuespillerne ikke bliver efterladt på perronen, når teknologitoget buldrer videre. 

Solidariske stjerner
Jeg synes personligt, det er sejt, at de store stjerner stiller sig op sammen med deres mere ukendte kolleger.

Kolleger, der ligesom os har en kludetæppeøkonomi flettet sammen af indlæsning af lydbøger, dubbing af tegnefilm og computerspil og småroller i reklamer og mindre film- og tv-produktioner.

Nej, det er ikke Meryl Streep eller Ben Affleck, der har problemer med at betale husleje eller sundhedsforsikring. Men de kan huske, dengang det var.

Det giver både samhørighed i branchen – og det har stor betydning for konflikten. For der er ingen tvivl om, at de kendte ansigter skaber medieinteresse og taletid, og det er med til at sende et tydeligt signal til modparten om, at her står en solidarisk enhed. 

Kræver mod og vilje
Det er første gang i 60 år, at de amerikanske skuespillere strejker. Herhjemme – tror jeg – strejkede vi senest under dubbingkonflikten for tyve år siden.

En strejke er med andre ord ikke en nem beslutning og ikke noget, vi gør hver anden uge. Der er ingen tvivl om, at det kommer til at tage tid i USA.

Men det er jo det, der er en fagforenings berettigelse. At forhandle aftaler på plads på vegne af sine medlemmer. Og hvis vi ikke kan det, vil medlemmerne strejke. En fagforenings mandat er dermed aldrig større end det mod og den vilje, medlemmerne har.

Jeg er bekymret for, om vi igen skal igennem et lignende forløb her i Danmark. For det siger sig selv, at hvis verdens ledende underholdningsindustri udhuler de kreatives økonomi, så vil det brede sig til os. 

Det går ikke. 

I et kapitalistisk samfund har vi alle ret til at leve af at være god til noget og blive betalt for det arbejde, vi udfører. Ellers er det bare udnyttelse af andre mennesker. Derfor bakker vi helhjertet op om kollegernes strejke – for deres skyld, for vores og for skuespillere i resten af verden.