Filmuniversitetet: Kærlighedens ideal

”Denne optagelse er tilegnet Max Ophüls, som døde i dag.”

Det var med de ord, Stanley Kubrick sluttede dagens optagelser til Ærens vej den 26. marts 1957. 

Max Ophüls var en af filmmediets store romantikere, og det kan måske undre nogen, at den alt andet end romantiske Kubrick skulle give ham denne afskedssalut.

Men for Kubrick var Ophüls en Gud, hvis kamerabevægelser besad en særlig magi, som kunne overskride de fysiske love, eller som Kubricks selv udtalte ”hans kamera kunne gå gennem vægge”.

Særlig filmisk magi
Brev fra en ukendt kvinde fra 1948 er den bedste af Ophüls fire amerikanske film. 

Ligesom mange andre tysk-jødiske filmkunstnere søgte han under Anden Verdenskrig ly i Hollywood, men han kom aldrig rigtigt til at forstå Hollywood-maskineriet, som spiste ham af med dårlige, melodramatiske historier. 

Men med Brev fra en ukendt kvinde baseret på en novelle af Stefan Zweig opnåede han igen sin særlige filmiske magi.

Joan Fontaine spiller den unge kvinde Lisa, som nærer en altopslugende, ugengældt kærlighed til den charmerende og udsvævende pianist Stefan. Først ænser han hende ikke, og da hendes romantiske drøm for en enkelt nat går i opfyldelse, fortaber den sig hurtigt hos ham i glemslens mørke.

Koreograferet vals
Det er en historie, som kunne være hentet ud af en slibrig kvinderoman, men Ophüls giver den en sjælden tvetydighed. Filmen er fuldstændigt hengiven til Lisas romantiske fantasi, men samtidig beskriver den, hvordan hendes idealisering af Stefan er en forbandelse, som ikke blot ødelægger hendes eget liv, men også mennesker omkring hende.

Det er en film om kløften mellem kærlighedens ideal og dens realiteter, og om to mennesker, der uigenkaldeligt er fanget i deres egen fantasis uvirkelighed. 

Historien foregår i Wien ved århundredeskiftet, og hvis der var nogen, som kendte til det romantiske Wien, så var det Ophüls. Ikke nødvendigvis det historisk korrekte Wien, men det romantiske Wien som tilstand, følelse og stemning.

Kameraet bevæger sig som i en udsøgt koreograferet vals gennem korridorer, sneklædte gader og ind i en togvogns illusoriske virkelighed. Hver en kamerabevægelse er nysgerrigt søgende, men samtidig fortryllende forudbestemt. Ligesom Lisa og Stefans liv synes kameraet at være styret af skæbnen.

Hvis der er en instruktør i filmhistorien, som har formået at få kameraet til at bevæge sig i takt med kærlighedens forviklinger, er det Max Ophüls.