Filmuniversitetet: Jesus i straffelejren

Luke har forgrebet sig på kommunal ejendom. I en brandert har han øvet hærværk mod nogle parkometre, og selv om det måske kunne synes en forholdsvis bagatelagtig forseelse, idømmes han to år i et chain gang i Florida.

Her hersker en ubønhørlig hakkeorden, både blandt de lænkede straffefanger og i vogternes brutale magtsystem. Men Luke er ikke indstillet på at underordne sig.

Skrappe Luke (Cool Hand Luke) har Paul Newman i en af hans store roller – som Camus’k oprører, en Sisyfos, der bliver ved og ved. Mild og med sit signatur-smil fastholder han sin stædighed og ukuelighed, trods de sadistiske og drakoniske straffe han udsættes for.

En slags frihedshelt, lidt i familie med McMurphy i Gøgereden.

Luke er også en Jesus-skikkelse, en sagtmodig – og netop ikke spor skrap – helt, der som et forbillede for sine disciple sætter sig op mod øvrigheden, men afstår fra vold i fin overensstemmelse med tidsånden. Filmen blev udsendt året inden det magiske 1968.

Jesus af plastic
I en sørgmodig stund, hvor Luke har erfaret, at hans mor er død, sidder han med sin banjo på sovesalen og synger:

”Well, I don’t care if it rains or freezes / Long as I have my plastic Jesus / Sittin’ on the dashboard of my car …”

Det lyder lidt corny. Men med amerikansk religiøsitet er man aldrig helt sikker på, hvad der er satire, og hvad der er alvorligt ment.

I filmens berømteste scene drejer det sig om at spise 50 hårdkogte æg. Bagefter ligger Luke udmattet tilbage, udstrakt som en anden Jesus på korset.

Buddy-traditioner
Af indlysende grunde er det en mandeverden, vi befinder os i, og amerikansk film har en særlig tradition for at fokusere på buddy-universer, hvor gutterne kan dyrke kammeratskab med rivalisering og sammenhold uden forstyrrende kvindelig indblanding.

I Skrappe Luke er det feminine register reduceret til to grundpositioner: noget med mor og noget med sex.

Der er en smuk scene, hvor Lukes aldrende mor, spillet af Jo van Fleet (berømt som moren i Øst for Paradis), besøger sønnen og tager afsked med ham.

Men der er også en anden, ganske kort scene, hvor en yppig, ung kvinde vasker bil på en yderst sensuel og sæbeskummende måde for øjnene af de savlende straffefanger.

Stor lille film
Skrappe Luke er en af de som udgangspunkt små film, der øjensynlig nærmest ved et tilfælde bliver store.

Det er bestemt ikke noget auteurværk, for instruktøren, Stuart Rosenberg, der døde for ti år siden, profilerede sig ikke som nogen markant kunstner.

Han stod for middelmådige film som The April Fools (en bovlam komedie med Catherine Deneuve i hendes første Hollywood-rolle), The Laughing Policeman (efter Sjöwall & Wahlöös krimi), flygtningemelodramaet Voyage of the Damned og Brubaker, et konventionelt forsøg på at vende tilbage til fængselsdramaet, nu med Robert Redford.

Kun Skrappe Luke er et lille mirakel. Selve stoffet kom fra en lige så perifer forfatter, Don Pearce, som skrev manuskriptet efter sin egen roman, der igen brugte selvbiografisk materiale. Han var med i Anden Verdenskrig, kom ind i noget kriminalitet og måtte tilbringe et par år i de berygtede chain gangs.

Og det var her, han hørte historierne om den legendariske Luke.