Filmuniversitetet
08. sep. 2017
Chaplin og Hitler
Chaplins uforglemmelige Hitler-parodi. Diktatoren ytrer sig udelukkende i en slags forvrøvlet wienerschnitzel-tysk, affyret i et permanent kolerisk storhedsvanvid. Foto | William Wallace

Filmuniversitetet: Chaplin og Hitler

Charles Chaplins første talefilm, Diktatoren, er politisk satire, der stadig er aktuel og meget morsom. Peter Schepelern præsenterer filmen i Cinemateket med Ekko som medarrangør.

Af Peter Schepelern

De blev født i samme år og samme måned. Den ene blev verdens mest elskede mand, den anden den mest hadede. Så måske var der en højere mening i, at de i en vis forstand mødtes – i hvert fald i filmkunstens parallelverden.

Chaplin-filmen The Great Dictator – på dansk bare Diktatoren – havde verdenspremiere i New York i oktober 1940. Krigen var begyndt i Europa et år forinden, og først et år senere blev USA inddraget, da japanerne angreb Pearl Harbor.

Men for en europæer som Chaplin var det åbenbart, at Hitler og især hans antisemitisme udgjorde en forfærdende trussel.

Hitler havde cirka verdens mest effektive militærmaskine, Chaplins eneste våben var humoren. Og det våben brugte han til sin vidunderlige latterliggørelse af Hitler og alt hans væsen. Selv om han siden forklarede: ”Havde jeg kendt til de tyske koncentrationslejres virkelige rædsler, kunne jeg ikke have lavet Diktatoren, jeg kunne ikke have gjort grin med nazisternes morderiske vanvid.”

Filmen er et auteurværk, må man sige. Den er skrevet og instrueret af Chaplin. Han spiller de to hovedroller, både diktatoren og den jødiske barber, og han var også med til at komponere musikken!

Enhver lighed er tilsigtet
Hollywood undgik i 1930’ernes storhedstid gerne det politiske. Filmindustrien var principielt opportunistisk for ikke at skade forretningen, og man lod villigt repræsentanter for Nazityskland censurere filmene, så man undgik ting, der kunne virke anstødelige på de nye magthavere i Europa.

Men i Diktatoren er der ikke lagt fingre imellem. Enhver lighed med virkeligheden er tilsigtet.

Handlingen udspiller sig i Tomainia, hvor Adroid Hynkel (= Adolf Hitler) har taget magten, hjulpet af sine nærmeste støtter Herring (= Göring) og Garbitsch (= Goebbels) og gør i rivalisering med landet Bacterias diktator Benzino Napaloni (= Benito Mussolini) klar til at invadere nabolandet Osterlich.

Der er fokus på diktatorens hysteriske retorik, massepsykosen, terroren, kz-lejrene, ghettoerne, jødeforfølgelserne. På den måde er filmen, trods sin karakter af fantasifuld farce, faktisk ret så autentisk i sin fremstilling.

Det er selvsagt en parodi på Hitler og naziregimet, men samtidig overraskende korrekt. Kun filmens berømte slutscene-twist er desværre fake news.

Den menneskelige stemme
Chaplin havde et lidt ambivalent forhold til lydfilmen. Men når man er en genial mimiker, er det måske forståeligt, at man ikke har så meget interesse for talende film.

Lydfilm brød igennem i 1927 med The Jazz Singer, og Chaplins City Lights fra 1931 havde da et lydspor med musik og lidt tale-volapyk. Men ret beset er det ikke en talefilm, og også den efterfølgende Moderne tider fra 1936 insisterer på at være stumfilm, bortset fra en scene, hvor Chaplin skal synge en sang. Men typisk nok er det helt uforståeligt, hvad han synger

Det er først her i Diktatoren, at man hører Chaplin tale – og nu er vi altså tretten år efter lydfilmens gennembrud. Men det er en væsentlig pointe, at han som diktator Hynkel udelukkende ytrer sig i en slags forvrøvlet wienerschnitzel-tysk, affyret i et permanent kolerisk storhedsvanvid.

Kun i rollen som den lille jødiske barber taler han med en menneskelig stemme. Men lige lidt hjalp det.

Dog kan man trøste sig med, at Hitlers tusindårsrige kun varede i tolv år, mens Chaplins kunst er udødelig.

Filmuniversitetet

Hver måned præsenterer Cinemateket og Ekko et filmhistorisk værk.

Værkerne bliver på skift præsenteret af Ekkos medredaktør Peter Schepelern og cand.mag. Peter Skovfoged Laursen.

Diktatoren vises lørdag den 23. september 2017, kl. 16 i Cinemateket.

Ekkos abonnenter tilbydes medlemspris.

Bestil billet.

Fredstalen i Diktatoren

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro