Nekrolog
03. juli 2019
Talentet var større end filmrollerne
Kristen Skjern (Jesper Langberg) kommer i Matador til Korsbæk for at hjælpe sin bror Mads Skjern med at etablere pengeudlåning, men forelsker sig i den frigjorte Elisabeth Friis. Foto | DR

Talentet var større end filmrollerne

Jesper Langberg er død i en alder af 78 år. Han vandt tre Bodil-priser, selv om han ikke fik de roller, som hans naturlige og nuancerige skuespiltalent havde fortjent.

Af Claus Christensen

Han begyndte som et muntert charmebundt af livsappetit, med et skær af poetisk uskyld i det undrende blik.

Sådan starter portrættet af Jesper Langberg i Morten Piils brillante Danske filmskuespillere. Og det fortsætter med, at Langberg i en alder af 38 år åbnede en sprække af resignation og melankoli i rollen som Mads Skjerns lillebror Kristen i 70’er-serien Matador.

I lørdags gik Jesper Langberg bort efter kort tids sygdom, 78 år gammel. Og selv om han aldrig fik de roller, som hans talent fortjente, må han regnes blandt en af vores bedste skuespillere.

Stilfærdig og sympatisk
Jesper Langberg havde skuespil i blodet.

Faren var skuespilleren Sigurd Langberg, som døde, da Jesper blot var tretten år gammel. Moren Karna Løwenstein-Jensen var også skuespiller, og det samme blev storebroren Ebbe Langberg.

Jesper Langberg blev selv uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole i 1965. Filmgennembruddet kom i den første hovedrolle, hvor han i Knud Leif Thomsens Sådan er de alle fra 1968 spiller en kejtet konservatorieelev, der er usikker i forhold til det andet køn.

Det indbragte ham en Bodil, og Thomsen sørgede også for Langbergs næste mindeværdige rolle, nemlig som den festlige Lesli i Midt i en jazztid (1969).

I en lang række film strålede Jesper Langberg med sit stilfærdige, men intense og gennemsympatiske gemyt i mindre roller. Man sku’ være noget ved musikken (1972), Felix (1982), Peter von Scholten (1987) og Det forsømte forår (1993), hvor birollen som den moderdominerede Ellerstrøm sikrede ham den anden Bodil-statuette. 

Også rollen som kriminalassistent Mortensen i Olsen-bandens store kup og Olsen-banden går amok i henholdsvis 1972 og 1973 fortjener at blive fremhævet.

Skuespil er ikke forstillelse
Der var altid en varme og eftertænksomhed i Jesper Langbergs spil, som ofte rummede flere nuancer og undertoner.

”Skuespil er ikke forstillelse – det er en form for ærlighed. Man må netop helt ærligt granske sig selv og sige: Hvad kan man støve op derinde, der kan bruges,” sagde han til Politiken i 1968.

Det overgearede og eksalterede skuespil var til gengæld ikke hans kop te. Som han sagde til Ekstra Bladet i 1986:

”Blufærdighed er vigtig, når man skal optræde for andre mennesker. Jeg kan ikke holde ud, når man trækker alle indvoldene ud af sig selv og siger: ’Værsgo – så kan I selv vælge!’ Det er en rædsel, når man river og flår sig og græder snot og spiller og råber og skriger i vor branche.”

Jesper Langberg fik aldrig den store hovedrolle i en toneangivende film, men mange vil alligevel huske ham – især takket være Matador og to andre, populære DR-serier: som den fine direktør Magnusson i Taxa (1997-99) og lægen Christian Sommer, der lider af demens i Sommer (2008-09).

Musikalsk melankoli
Sideløbende med filmkarrieren arbejdede Jesper Langberg flittigt på de skrå brædder – først på Det Kongelige Teater og siden på skiftende teatre.

I 2013 havde han 50-års jubilæum i forestillingen Kærestebreve, hvorefter han trak sig tilbage fra skuespillet. Sidste filmrolle var i Christian Dyekjærs Fuglejagten fra 2013.

Danske Filmkritikere kvitterede med en Æres-Bodil i 2014 og begrundede prisen med følgende ord:

”Der er skuespillere, som er kamæleoner, og så er der skuespillere, der som kunstneriske kraftkarle banker igennem, så væggene ryster. Og så er der Jesper Langberg. En skuespiller, der farver alt, hvad han rører ved med sit helt eget tonefald. En særlig musikalsk melankoli med et tålmodigt spillende smil udmønter sig i et altid elegant, menneskeligt skuespil, uanset om rammen har været den danske folkekomedie eller noget mere granvoksent.”

Jesper Langberg efterlader sig tre børn.

Morten Grunwalds fødselsdagsvideo til Jesper Langberg

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro