Ikke nok med venner
Nej, det sidste ord er ikke sagt i debatten om den fyrede konsulent Jesper Jack.
Jeg var selv med i konkurrencen Her er Danmark og gik igennem tre runder, til feltet var barberet ned til femten filmprojekter. Jeg er nær ven med Jesper Jack og kender også den anden konsulent fra Det Danske Filminstitut på projektet privat.
Det hjalp bare ikke. Jeg røg ud af konkurrencen lige før det nu berygtede udviklingsseminar i Snekkersten.
Så nepotisme kender jeg ikke til.
Fredensborgs ego i vejen
Men vil René Fredensborg have et mere håndfast bevis på, at det ikke var et par streger, der hjalp ham videre?
Så glemmer han at oplyse, at Jesper Jack ikke var alene om at tildele ham de 200.000 kroner. Alle projekter blev bedømt af konsulent Jesper Jack i fællesskab med den anden Filminstitutkonsulent, Michael Haslund-Christensen, og TV 2-redaktør Irene Strøyer. Alle tre skulle være enige, før et projekt kunne komme videre i konkurrencen.
I virkeligheden er René Fredensborgs problem, at hans ego slørede for den sandhed, at det ikke var ham selv, som skulle bestemme, om hans projekt egnede sig til TV 2.
Rummeligt filmsystem
Han har endnu ikke forstået, at det var Jack, Haslund og Støyer, som var ”dommere” i en konkurrence, hvor René Fredensborg kun var deltager. At de var de professionelle, der skulle bedømme, om hans projekt havde potentiale til at nå TV 2’s seere.
Man kunne vælge at være henrykt over, at vi har et støttesystem, der ikke kun tilgodeser fagfolk, som har brugt fire år på Filmskolen. Et system så rummeligt, at en mand som René Fredensborg, der ingen dyb erfaring har med filmbranchen, kan få 200.000 kr. til at udvikle en idé, som aldrig bliver til noget.
Men i stedet bliver René Fredensborg bitter over, at hans projekt ikke bliver båret hele vejen til primetime og berømmelse på TV 2.
Smædeskrift
Ti måneder efter den meget festlige aften, René Fredensborg selv deltog i, tager han hævn og offentliggør detaljerne fra en meget privat aften.
Det er mig endnu ikke helt klart, hvad formålet er.
Men måske har den 39-årige René Fredensborg i den lange periode, der er gået fra hin aften til den offentliggjorte artikel, erkendt, at han ikke var voksen nok til at sige nej til et par streger. At han solgte ud af sin stolthed og moral for at opnå det, han troede var en hurtig genvej til berømmelse i filmens verden.
Men i stedet for at blive voksen og se sig selv i øjnene skriver René Fredensborg sit smædeskrift, der skyder mod alt og alle i den filmbranche, der trods alt burde være de mest oplagte til at modtage støttekroner fra Filminstituttet.
Skjult kamera
Derfor må jeg give Paprika Steen ret. Hold dig væk, René Fredensborg, du har efter et enkelt kuldsejlet projekt, ikke de nosser, der skal til for at kæmpe i en branche, hvor de forliste projekter er det, som optager det meste af pladsen på din harddisk.
Personligt er jeg glad for, at du ikke kommer til at lave dokumentarfilm, hvis din metode til at afdække en historie er at bryde tilliden til folk, som du har gjort det med konsulent Jesper Jack, under private former på et hotelværelse.
Det er ikke dokumentarfilm, men rendyrket journalistik med skjult kamera. Det behøver Filminstituttet ikke at støtte. Der er nok kommercielle kanaler, som hungrer efter den slags tv.
Jeg er ikke filmuddannet og har selv lært på den hårde måde, at dine filmkontakter måske nok kan skaffe dig lettere adgang til et møde. Men det er kun dit talent og dine gode idéer, der kan få en film på skærmen. Her vil ingen nok så gode filmvenner lægge ryg til en fiasko.
