Jeg var ikke undercover for Ekko
Paprika Steen og andres kritik af min Ekko-artikel, Frygt og lede i Avedøre og omegn , beror på en grundlæggende misforståelse.
At jeg har været undercover for Ekko og agerede som en slags agent provocateur.
Det er ikke sandt. Heller ikke selv om misforståelsen i dag bliver gentaget i Per Juul Carlsens anmeldelse af det nye nummer af Ekko i Politiken.
Jeg har været – og er stadig – bare mig selv. En mand med en drøm om at lave en film og en mand, der har skrevet en artikel om mine personlige oplevelser med filmbranchen.
Indspisthed
At jeg ikke har fået fuld støtte endnu til filmprojektet om vores groteske arbejdsløshedsindustri, er hverken kerneproblemet eller mit kritikpunkt. Problemet er den indspisthed og det kammerateri, folk som dig, Paprika, mener, at man bare skal acceptere som en del af de uretfærdige spilleregler i filmmiljøet.
Vi skal leve med det, siger du. Næh da, jeg vil gerne råbe op. På vegne af alle dem, der står udenfor. Er det så forargeligt at tænke lidt på dem?
Du spørger, om alle brancher ikke er en lille smule korrupte, hvis korruption er fest, drugs og alkoholtågesnakke til konferencer, snapseting og andre sociale events, der foregår om natten.
Jo, det er de da.
Vedtaget præmis
Nu har jeg i artiklen valgt at kalde det ”indspist” (”korruption” er i denne sammenhæng dit ord), men hånden på hjertet:
Er det indspist, eventuelt korrupt, hvis en støttesøgende landmand tager på landbrugsseminar og vupti, får tilbudt coke af landbrugsministeren, og bagefter, sjovt nok, får direkte statsstøtte til netop sin lille malkeko?
Det er det for mig.
Jeg ved, du ved, hvad jeg mener, for du bruger det kryptiske udtryk, at ”jeg s...p...på en konsulent”, og at jeg tilsyneladende fik 200.000 kr. for netop det. Kan du være mere specifik, når du nu i samme vending vedgår, at den slags åbenbart er muligt?
Jeg kan godt forstå, hvorfor du ikke helt naturligt er enig, eftersom du færdes i en branche, hvor mange af jer netop lukrerer på indspisthed og kammerateri. Det er jo nærmest en officiel hemmelighed, en vedtaget præmis.
De indforståede koder
Er det ikke det, der ligger i dit argument? At man ikke skal forandre det vedtagne? At jeg ikke kan spille poker med dig, før jeg er på dit niveau? At jeg ikke pludselig skal drømme om at blive filminstruktør, før jeg accepterer spillereglerne og er en af jeres slags?
Nu er det ikke helt tilfældigt, at jeg henter et parallelargument ude på landet. For jeg kom jo selv ind med firetoget fra Jylland engang. Naiv, usikker og undrende. Ja, undskyld mig, men vi kan jo ikke alle være født ind i den kreative klasse.
Så andre end mig ynder altså at se os selv som lidt af en Klods Hans-type, når vi så alligevel ender med at kejte rundt i for eksempel filmbranchens vedtagne normer og etablerede systemer.
For når jeg spørger til de indforståede koder og dernæst tillader mig at påpege parnassets hykleri, så er det jo, fordi jeg netop ikke er kunstner, men håndværker. En outsider, der gerne vil fortælle en historie om et relevant samfundsproblem, som jeg også ved, at du kender til, nemlig arbejdsløshed.
Demokratisk overskud
Vi arbejder stadig på filmen, der har arbejdstitlen System A . Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor jeg skal betale pengene tilbage.
Det er i øvrigt heller ikke mig personligt, men Zentropa, der har fået beløbet ind i bankboksen.
En mindre del af min historie handler om det, du kalder råddenskaben i filmbranchen. Det er derfor, vi har filmet visse møder om filmens tilblivelse. Fordi også selve processen pludselig virkede interessant.
Og er det egentlig forbilledligt, at vi har så meget demokratisk overskud i vores lille land, at man kan få statsstøtte til at kritisere både staten og støttesystemet, når begge dele har slagside på troværdigheden?
Det synes jeg – bare for at afrunde med noget positivt.
