Idyl er der nok af, men er den god nok?

Enten drukner de i humor og fjolleri eller det helt modsatte: en ærlig skilsmisse, en ærlig mobning, altsammen i et ærligt filmsprog. Dagens danske børnefilm tør ikke hyggen som deres svenske kolleger, skriver journalisten Pernille Stensgaard i EKKO. Og det er synd, for er der noget, børn elsker, er det idyl og harmoni.

EKKO har modtaget to indlæg fra filmens verden. Det er vigtigere at fokusere på variation og mangfoldighed, lyder det fra manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson og børnefilmkonsulenten Mette Damgaard-Sørensen:


POSE OG SÆK

Af Kim Fupz Aakeson, forfatter

Jeg ved søreme ikke hvor Stensgaard går i biografen henne (en titel eller to ville muligvis hjælpe mig på vej), men jeg har godt nok svært ved at genkende billedet af den rå og illusionsløse danske børnefilm.

Nu er der grænser for, hvor konsekvent jeg kigger med - min egen datter er 14 og til MTV og gangsterrap - men det hænder da, at jeg kommer forbi danske børnefilm, og jeg synes de er propfulde af idyl, små, overskuelige problemer, noget der kan ordnes med en kop cacao og en god snak i klassen, en forelskelse der går lidt skævt, men finder sine ben igen. Krummer, Anja, Askepop, flyvende farmødre - de børnefilm, der trækker det store publikum, falder i hvert fald ikke ind under min definition af manglende idyl.

Og faktisk synes jeg heller ikke, at beskrivelsen af svenskerne er helt rigtig. Jojo, de kan det der med kanelboller og kælketure (de har altså osse Lindgren at trække på, og hun er jo The Man inden for kategorien Idyl På Den Ordentlige Måde), men Lukas Moodysson har for eksempel med Fucking Åmål stået for en af de bedste og uidyllede ungdomsfilm i nyere tid. Det er da over for sådan en film, man bliver misundelig her til lands.

Den har nemlig den ærlige mobning, den ærlige ulykkelige/problematiske forelskelse. Så hvis vi savner noget i Danmark, er det mere mangfoldighed.

Jeg går stadig og venter på en ungdomsfilm, der ikke ligner noget fra de gode gamle dage med raske drenge og piger og en købmandsbutik med kaffemølle. Og det er ikke, fordi jeg vil nægte nogen noget. Alle, osse børn, skal have, hvad der kan ligge på dem af både det ene og det andet, pose og sæk, men at efterlyse idyl i børnefilm svarer da vist til at sige, at der mangler sukker i slikbutikken.


GØR DET HELHJERTET

Af Mette Damgaard-Sørensen, filmkonsulent

Når man, som jeg, har en søn på fire, vækker Pernille Stensgaards efterlysning af mere idyl (eller måske snarere mere Astrid Lindgren) i børnefilm umiddelbar genklang. Pippi, Emil og børnene i Bulderby sætter for et øjeblik tiden i stå, fastfryser barndommen som også mor oplevede den. Lidt som hjemmebagte boller og kastanjedyr. Lad os få mere af det. Enig!

Og dog.

Netop nu, i skrivende stund, forbereder jeg mig på at skulle i DR 2s Deadline for at diskutere det modsatte synspunkt. Nemlig at der er for lidt livsknubs på paletten i børnefilm. For lidt håndholdt realisme om splittede familier eller svigtende voksne.

Og det slår mig, at det mest tankevækkende i de to vidt forskellige synspunkter er deres fællestræk. Nemlig at det tilsyneladende hører med til at være på (børne)kulturbarrikaderne at komme med kontante, entydige udmeldinger om, hvad netop børnepublikummet har brug for.

Om det så er mødre i forklæder og yndige røde træhuse, eller skilsmisser, mobning og spiseforstyrrelser, der skal gøre dem til bedre og mere livsduelige mennesker.

Alene fordi børn er mennesker, og børnefilm er film, har børn vel krav på det hele. Men de har først og fremmest krav på at blive taget alvorligt med børnefilm, som har en kvalitet og en alsidighed, der afspejler mediets muligheder i al dets mangfoldighed. At der tilbydes mange forskellige farver fra paletten, både de krasse og de bløde. Men især, at billedet males helhjertet, at dramaer virkelig er dramatiske, spændingsfilm spændende, komedier morsomme og idyllen ægte. At kvaliteten og ambitionen ikke bliver målt med mindre alen, blot fordi publikum endnu ikke er fuldvoksne.

Læs Pernille Stensgaards kommentar Slip idyllen løs