I Dronninggambit vinder det klamme blik

Serien om en kvinde med mænd, tøj og skak på hjernen fængsler danskerne.

Ros har Dronninggambit også fået af Ekkos anmelder, der kvitterer med fem stjerner og udråber serien til ”en af de bedste sportshistorier nogensinde”.

Dronninggambit sneg sig endda med på top 5 over årets bedste på Ekkos liste. Skildringen af det glamourøse skakgeni Beth Harmon forførte også mig.

I første omgang. 

Vanviddet bobler
I USA anno midt-50’erne mister Beth sin mor og bliver sendt på børnehjem, hvor hun gennem hemmelige spil med pedellen viser et bemærkelsesværdigt talent for skak.

Men da Beth Harmon i skikkelse af den smukke skuespiller Anya Taylor-Joy bliver voksen, vender serien 180 grader og vælger at skildre hende som et sexobjekt.

Det føles som en kniv i ryggen, da seriens skaber Scott Frank vælger mandens fantasi om kvinden frem for at skildre os kvinder, som vi er, når vi er bedst!

Forført af skak
Kvinder får nemlig sjældent lov til at stræbe efter at blive den bedste i filmens verden.

Forskning tyder ellers på, at flere kvinder ville nå længere i samfundet, hvis vi kunne følge personer som os selv nå til tops i fiktive universer.

Dronninggambit er sådan en serie, indtil den kører fatalt galt. 

Vi bliver i starten sammen med Beth Harmon forført af alle de smukke nuancer i skakkens verden.

Hun ser første gang det ternede bræt i kælderen under børnehjemmet, hvor hun vokser op. Siden basker mønsterbryderen den ene voksne mand efter den anden i konkurrencer, hvor den unge kvinde udviser intelligens, kreativitet og viljestyrke.

Hele tiden motiveres Beth af glæden ved at sejre og erobre terræn.

Fuckfinger til patriarkatet
Længe lader serien til at være et opgør med tanken om, at man bør gå stille med dørene, når det handler om kvinders lumre besættelser.

Da Beth Harmon som teenager får øjnene op for mændene på den anden side af brættet, er det, som om serien giver en fuckfinger til patriarkatet og århundreders ringeagt for mit køn.

En ringeagt, der stadig findes som et levn fra et samfund, hvor kvinder var dybt afhængige af deres ægtemænd og blev holdt ude af kunstverdenen, uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.

Imens var opfattelsen af den kvindelige seksualitet, at den slet og ret ikke fandtes.

I første halvdel af Dronninggambit lærer kvinder, at vi ikke behøver holde talentet tilbage. Men siden forvandles forbilledet til en Bambi med fuck-mig-øjne. Og af en eller anden grund tager hun altid tøjet af.

Talentet drukner i sexappeal til glæde for husarerne.

Halvnøgen på altanen
Ryggen er rank hen over badekarret, mens Beth med yndefulde bevægelser flytter skakbrikker rundt på et bræt, der er opstillet på karrets side.

Makeuppen ligger upåklageligt. Ikke engang en enkelt stribe af det velsatte, røde hår klæber sig til panden.

Filmen knækker totalt, da skakpigen pludselig står afklædt på en måde, der virker helt absurd, hvis man forestiller sig en kvinde gøre det samme i virkelighedens verden.

Iført kun et håndklæde grubler hun på en altan. Vi får også lov til at betragte hende klæde sig af til det inderste, når hun træder ind ad døren derhjemme.

Når det hele krakelerer for hende, danser hun rundt i velsiddende nattøj grænsende til lingeri med upåklagelig sminke og velfriseret hår.

Grumt verdenssyn
Værst er Anya Taylor-Joys gestikulation. Skuespiltalentet instrueres til at læne sig med store øjne og let åben mund over skakbræt efter skakbræt.

Den eneste plausible forklaring på Anya Taylor-Joys mærkværdige opførsel er, at Scott Frank har instrueret hende til at opføre sig som en sex-killing frem for en skak-jaguar.

Serien bekræfter dermed et grumt verdenssyn, som vi burde være kommet videre fra: At et af de vigtigste kort som kvinde i denne verden er udseendet og den seksuelle kapital.

Man kan ikke undgå at spørge sig selv, om Netflix fik kolde fødder undervejs og blev bange for at vise, at kvinder faktisk dur til noget, som ikke involverer mænds lyst.

Er de bange for, at vi erobrer verden, hvis det går op for os, at vi ikke behøver mændene?