Hvem vinder Guldbjørnen?

De sidste af de seksten konkurrencefilm er vist på Berlinalen.

Klokken 19 i aften uddeler formand Isabella Rossellini og den øvrige jury de eftertragtede priser, som kan gøre underværker for ellers smalle films muligheder for distribution rundt omkring i verden.

Hvem vinder? Én film har trukket fra som suveræn Guldbjørns-favorit, men det vil ikke være første gang, hvis Berlinale-juryen tager fusen på alt og alle.

Her er Ekkos favorit, forfølgere og outsidere.

Favoritten
Jodaeiye Nader Az Simin
Ashgar Farhadis iranske socialdrama (foto) skildrer med hjertegribende intensitet, hvordan et ægtepars separation får tragiske konsekvenser for en anden, fattigere familie, idet alle fanges i et spind af ære og religion, egoisme og løgne.

I forvejen har Irans præstestyre og politiske situation været øverst på dagsordenen ved årets Berlinale, fordi jurymedlem Jafar Panahi sidder i iransk fængsel som følge af systemkritiske film.

Og da de fleste desuden er enige om, at Farhadis film er den klart bedste i konkurrencen, ville det være tåbeligt at forpasse chancen for at give en Guldbjørn, der virkelig vil blive husket. 

Eneste grund til at overse Jodaeiye Nader Az Simin, der under festivalen er blevet hentet til Danmark af Camera Film, skulle være en misforstået trang til at undgå det forudsigelige valg.

Forfølgerne
Coriolanus
Vi var ikke glade for Ralph Fiennes’ moderne fortolkning af Coriolanus, et af de mindre kendte Shakespeare-stykker. Blandt andet på grund af Fiennes’ eget overspil i titelrollen.

Men filmen fik udmærket kritik i branchebladet Screens anmelderpanel, og så forener den højkultur, en klar politisk agenda og slagkraftig vold. Tropa de Elite, der i 2008 meget overraskende vandt Guldbjørnen, havde mere eller mindre samme profil.

El Premio
Paula Markovitch’ drama om de menneskelige konsekvenser af Argentinas militærdiktatur er en af den slags film, der – hvis den vinder – vil bekræfte alle fordomme om Berlinalen.

Den er stilfærdigt politisk og fortæller en behjertet humanistisk historie, men er alt for lang og løs. Det skulle ikke undre os, hvis den snupper en pris – men vi håber det egentlig ikke.

Outsiderne
A Torinói Ló (Den torinske hest)
Den ungarske auteur Béla Tarr skræller filmmediet ned til det minimale i sin anti-historie om seks dage i to fattige menneskers barske tilværelse. Smukke sort-hvide billeder i lange indstillinger og bevidste gentagelser gør filmen til en sanselig, næsten meditativ filmoplevelse.

Filmen blev rigtigt godt modtaget i Berlin, men er formentlig for utilnærmelig for et bredere publikum til at vinde hovedprisen. Kunne jurymedlemmet Guy Maddin, hvis egne stumfilminspirerede værker er lige så egensindige som Tarrs, bestemme alene, ville filmen dog være favorit.

Saranghanda, Saranghaji
Koreanske Lee Yoon-kis Saranghanda, Saranghaji er feltets eneste asiatiske bidrag og en af de kunstnerisk mest kompromisløse film.

I noget, der ligner realtid, skildrer filmen et slående udramatisk brud mellem to unge ægtefæller. Spilletiden er fordelt mellem ti minutter i en bil og halvanden time i ægteparrets hjem, hvor konen pakker sine ting sammen, mens regnen pisker ned udenfor.

Det er sært fængslende – og med Rosselinis historik som en skuespiller, der foretrækker auteurfilm, kunne filmen være et trods alt mere tilgængeligt kunstnerisk statement end Béla Tarrs storværk.