Ugens streaming
07. apr. 2018
Harry Dean Stantons bedste
Harry Dean Stanton nåede i sin lange karriere at levere utallige mindeværdige præstationer og sluttede stærkt af som storrygende 90-årig i den biografaktuelle Lucky. Foto | Tim Suhrstedt

Streaming: Harry Dean Stantons bedste

Sidste år gik Harry Dean Stanton bort, men hans sjæl lever videre gennem de mange roller, han havde i en lang karriere. Vi har udvalgt fem af hans bedste.

Af Mikkel Krebs Behnke

Nogle stjerner lyser klarere end andre. Sådan var det med Harry Dean Stanton, eksperten i at skabe stærke biroller, der sidste år døde 91 år gammel.

Gennem sin karriere spillede han ofte udslidte, ensomme, melankolske og udbrændte eksistenser på kanten af samfundet. Og ingen gjorde det bedre end ham. Med sit stille gemyt, hårde ydre og skrøbelige sind var han elsket som få.

Hans sidste film, Lucky, går nu i danske biografer.

Vores anmelder Lars Bukdahl skriver i sin femstjernede anmeldelse: ”Lucky er grundlæggende et halvandet time langt studie af 90-årige Harry Dean Stantons vejrbidte, følsomme og helt åbne fjæs. Den minimale handling og nødtørftige fiktion er bare undskyldninger for at holde Harry Deans fjæs foran kameraet.”

I anledning af premieren har vi til ugens streaming udvalgt fem film, hvor Stanton for alvor brænder igennem. Det er også film, man kan se bare for at betragte Stantons fjæs og triste øjne.


Sonny

Sonny fra 2002 er Nicolas Cages debut som instruktør – og hans hidtil eneste film. Det er fortællingen om Sonny (James Franco), der vender hjem til New Orleans efter endt militærtjeneste og håber at skabe en ærlig levevej. Men uden job må han acceptere morens tilbud om at arbejde som prostitueret for hende.

Harry Dean Stanton spiller kæresten til Sonnys mor. Selv om han i rollen bare hænger ud i huset og drikker sig fuld, demonstrerer han sin særlige evne til at skinne igennem.

Sonny skal ses, hvis du ikke kan få nok af Harry Dean Stanton. Og hvis du bare må opleve, hvordan en film instrueret af Nicolas Cage ser ud.

Streames på C More.

 

Paris, Texas

Harry Dean Stantons første hovedrolle må være hans bedste præstation. Alt går op i en højere enhed i Wim Wenders’ Paris, Texas: kameraarbejde, skuespil, Sam Shepards manuskript og det smukke guitarsoundtrack, der akkompagnerer de smukke, øde landskaber. 

Men det er Stantons betagende præstation som Travis, der står klarest tilbage. Det siges, at han fik rollen efter at have tilstået over for nu afdøde Sam Shepard, at han længtes efter ”at spille noget med en skønhed eller følsomhed”. 

Det fik han rig lejlighed til i rollen som den fortabte, stille og omflakkende sjæl, der forsøger at komme i kontakt med sin familie og råde bod på fortidens fejl.

Ved filmens premiere i 1984 udtalte Stanton: ”Efter alle de år spiller jeg endelig rollen, som jeg ønsker at spille. Hvis jeg aldrig får en rolle igen efter Paris, Texas, er jeg stadig glad.”

Heldigvis fik Stanton en rolle igen, men der er ingen tvivl om at det her blev kronen på værket.

Streames på Filmstriben.

 

Pretty in Pink

Stanton blev i sin karriere kendt for at spille outsidere i udkanten af samfundet. Men i John Hughes’ high school-melodrama fra 1986 spiller han den almindelige single-far Jack Walsh, der har en følsom datter.

Walsh skammer sig over, han er arbejdsløs og fattig, samtidig med at han stille lider under fraværet af datterens mor. Der er mange stærke og rørende øjeblikke, hvor Stantons skrøbelige indre træder tydeligt frem.

For eksempel scenen, hvor han overrasker datteren med en gallakjole. Eller den, hvor hun spørger ham, hvorfor han ikke bare kan glemme konen. ”Fordi jeg elsker hende,” svarer han med tårer løbende ned ad kinden.

Når det er Stantons triste øjne, bliver det bare lige en smule mere hjerteskærende.

Købes eller lejes på SF Anytime.

 

Wild at Heart

David Lynch er muligvis en af Stantons største beundrere. De arbejdede sammen på seks produktioner, hvis man tæller Lucky med, hvor Lynch spiller sammen med Stanton.

I Wild At Heart fra 1990 spiller Stanton en lille, men uforglemmelig rolle som detektiven Johnnie Farragut, der hyres af Marietta (Diane Ladd) til at finde hendes datter. Farragut er glad for Marietta, men bliver udnyttet af hende. Og man kan ikke lade være med at have ondt af manden, der lider en hård skæbne.

Stanton er glimrende som den lakoniske og melankolske Farragut – en karakter, der er som skabt til ham.

Købes eller lejes på SF Anytime.

 

Twin Peaks: Fire Walk with Me

”Jeg har allerede været mange steder. Jeg vil bare gerne være dér, hvor jeg er.”

Stanton spiller i Twin Peaks: Fire Walk with Me den trætte trailerpark-ejer Carl Rodd, som bedst beskrives af citatet ovenover. Han er livstræt, og med nærmest eksistentiel afmagt siger han: ”Det er bare mere lort, jeg skal tage mig af nu.”

Der er få som Stanton, der kan levere den replik.

På få minutter med et par linjer dialog leverer Stanton en birolle så kryptisk som resten af filmen. Man er aldrig i tvivl om, hvad en Stanton-karakter indeholder, fordi han altid skinner så stærkt.

Lejes på Blockbuster.

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

Denne uge fokuserer vi på Harry Dean Stanton.

Relevante artikler

Biografanmeldelse
03. apr. 2018
Lucky

Lucky

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten