Lucky

Lucky er grundlæggende et halvandet time langt studie af 90-årige Harry Dean Stantons vejrbidte, følsomme og helt åbne fjæs.

Den minimale handling og nødtørftige fiktion er bare undskyldninger for at holde Harry Deans fjæs foran kameraet. Gode undskyldninger så afgjort, men de mest sublime sekvenser er og bliver dem, hvor han foretager sig så lidt som overhovedet muligt.

For eksempel og ikke mindst, når han tænder og ryger en cigaret. Hvilket han gør temmelig tit i filmen, og hvilket filmen også gør tematisk funktionsdygtigt som emblem på hovedpersonen Luckys (og den virkelige Harry Dean Stantons) trodsige og – i kraft af hans 90 år – triumferende attitude over for firkantet, snusfornuftig småborgerlighed.

Men hver gang betyder cigaretrygningen i langt højere grad bare rygning af cigaret, rent konkret og 1:1, end noget som helst tematisk og emblematisk, på grund af akkurat Harry Deans akut nærværende, vildt intense skrøbelighed. Han ryger hver cigaret, som om den kunne være hans sidste (hvilket det næsten var, han døde 91 år gammel kort efter filmens USA-premiere), og som om han er totalt og ophøjet ligeglad med, at det kunne være hans sidste.

Hvis og når filmen handler om noget, handler den om, at Lucky midt i sine faste, daglige rutiner – morgengymnastik, spise på diner, købe mælk hos købmand, løse krydsord, se game shows på tv, drikke på bar – opdager, at han faktisk er ved at blive gammel.

Som punktuel action-begivenhed sker opdagelsen, da han pludselig falder hjemme i sit køkken. Han går til lægen, der ikke har anden forklaring end netop alderdom, og han kaster sig ud i flere eksistensfilosofiske dialoger og proklamationer, som jeg ikke går lige så meget ind for som den sublime hverdagslighed, men som sgu også er meget fede, netop fordi de stik modsat er så skamløst forcerede og kunstfærdige.

Hen mod slutningen har han en længere barmonolog om livets totale mangel på mening. En af de andre stamgæster spørger, hvad vi skal stille op, når alt er tomhed.

Og nu spoiler jeg altså big time: ”Vi skal smile,” siger Lucky og smiler. Og han har altså verdens sødeste smil – også demonstreret i Wild at Heart, når han som Johnnie Farragut smiler forelsket til mormonsteret Marietta, men dér bliver smilet alt andet end forløsende, fordi vi kun alt for godt ved, at der ikke kommer noget godt ud af det.

En betydeligt strålende biperson er akkurat David Lynch, der spiller den sikret lapsede stamgæst Howard, hvis skildpadde, Præsident Roosevelt, til hans store fortvivlelse er gået hjemmefra.

Howard irriteres stærkt over, at de andre stamgæster, herunder Lucky, ikke skelner mellem ”tortoise”, Præsident Roosevelts art, og ”turtle”, og kaster sig ud i en passioneret kærlighedserklæring til tortoise-arten i almindelighed og Præsident Roosevelt i særdeleshed, der klart slår Luckys alt-er-tomhed-monolog. Han runder af, Howard, med bevæget at fastslå, at ”Præsident Roosevelt påvirkede mig!”

Og så er det meget svært for tilskueren ikke at blive bevæget også.

Filmen er instruktørdebut for skuespilleren John Carroll Lynch – kendt som Marges forstående mand i Fargo og ham, der måske er morderen i Zodiac – og man mærker hele vejen igennem hans professionelle forelskelse i, betagelse af og simpelthen undren over, hvordan Harry Dean Stanton dog gør det. Hvordan han minimalistisk antispiller sig frem til makismal følelses- og udtryksfuldhed.

Det er derfor, der er denne ret ekstreme dobbelthed i filmen af at lade ham være, rygende, vandrende, krydsordløsende – og lade ham recitere vældigt betydningstung tekst.

Det er et eksperiment: Kan han slippe af sted med hvad som helst? Ja, han kan! Heldigvis!