Mindeord: En livskraft, der satte spor

En uhelbredelig sygdom bød Tina op til en længere dans med døden, men ligesom hun mestrede at danse sig igennem livet, mestrede hun også den dans.

Hun førte frygtløst an trin for trin, for Tina vedblev et være et handlende og tænksomt menneske.

Hun var en gave for alle, som mødte hende. Livsglæden og handlekraften smittede, ligesom hendes energi og humor forplantede sig, hvor end hun arbejdede.

Tina var ikke et magtmenneske, men alligevel fik hun en helt afgørende betydning for Den Danske Filmskole og dermed den danske filmbranche.

Hun ankom til Filmskolen i 1992 og opbyggede skolens efteruddannelse fra grunden. Hun var også den, der fik Nordens filmskoler til at indgå i faste samarbejdsprojekter år efter år, blandt andet det årlige producertræf, Nordic Talent, hvor eleverne fra de nordiske filmskoler havde fælles seminarer, viste årets afgangsfilm for hinanden og pitchede nye idéer, hvoraf nogle vandt et produktionsbudget.

Men også Cannes-festivalen indtog hun. For hvorfor ikke benytte lejligheden til at lade producereleverne mødes for at blive klogere på de enkelte landes produktionsformer og for at stifte bekendtskab med internationale produktionsforhold.

Her kom hendes humor ind i billedet.

Tina behøvede ikke en konkret scene for at optræde. Hun kunne bruge et banalt møde eller en middag som afsæt for sin sprudlende galskab.

Mange, der har haft hende til bords, har været udsat for tricket, hvor hun, uden at man havde bemærket noget, havde dyppet højrehånden i vandglasset. Efterfølgende udførte hun et voldsomt nys, samtidig med at hun i en bevægelse knipsede med alle fem fingre mod bordherren og tog hånden op til munden.

Hvis ikke Tina straks brød ud i sin velkendte latter, så ville bordherren været overbevist om, at smitteeffekten ville være 100 procent.

Tina forlod Filmskolen i 2017, men fortsatte ufortrødent med sine metier, som hun altid havde gjort. Først som producent, senere som chef for et nyoprettet filminstitut på Færøerne, hvor hendes evner kom til sin ret endnu engang.

Så kom sygdommen og satte en stopper for Tinas virke.

Sproget, som før var konkret og handlingsorienteret, smittende og livskraftigt, blev til et andet. For når døden træder ind, forvandles alt, og det erkendte Tina. Humoren mistede hun ikke, den kunne selv døden ikke få bugt med.

Kort før hun sov ind, havde vi vores sidste samtale. Her understregede hun, at det største, der var sket i hendes liv. var, at hun havde fået lov til at opleve livets nok smukkeste gave: kærligheden til den mand, hun elskede.