Hvor langt kan man gå i kampen for klimaet?

Skovbrande raser over Europa, varmerekorder og stigende vandstande. Klimaforandringers trussel mod menneskeheden er til at få øje på.

Alligevel vrimler det ikke med unge kunstnere, der fortæller om klimakrisen.

Tyveårige Anna van Deurs er en undtagelse. Med kortfilmen Klimakrigeren har hun skabt en fortælling om det mod, som kræves af en ung klimaaktivist. Men også om, hvor grænsen går i kampen for at blive hørt.

Klimaaktivisten Liv dropper studenterhuen og risikerer en plettet straffeattest i kampen mod borgmesterens plan om at stoppe opførslen af vindmøller.

Historien udspringer af et møde, som instruktøren havde med en fuld klimaaktivist.

”’Skal vi ikke tage nogle gidsler? Hvis vi tager et liv om dagen, tror du så ikke, at politikerne vil lytte?’ sagde han, mens han kiggede mig dybt i øjnene,” siger Anna van Deurs.

”Jeg kunne genkende hans frustration, men det skræmte mig også helt vildt. Hvor langt kan man gå for at få folk til at lytte?”

Kortfilm til New York
Anna van Deurs har meget erfaring som instruktør til trods for sin unge alder.

”Jeg er tit den yngste på vores filmoptagelser, og det har været meget grænseoverskridende at skulle være autoriteten. Jeg har ikke mødt modstand fra andre, men jeg har skullet finde modet til at give mig selv lov til at lede holdet,” fortæller Anna van Deurs.

Hun begyndte som syttenårig at instruere teaterforestillinger og kortfilm uden støtte. En af dem var kortfilmen Unikum, somblev nomineret til Teen Indie Awards 2019 og vist på Times Square i New York.

”Den skulle være blevet vist året forinden, men jeg havde hjernerystelse, så jeg kunne ikke tage afsted. Det var den vildeste følelse, da den kom med i 2019 efter en proces på over et år,” siger Anna van Deurs.

Med Klimakrigeren endte hun i finalen til pitchkonkurrencen Fyns Bedste Filmidé i 2020. Filmen blev hendes første kortfilm med økonomisk støtte.

”Filmen finder sted i Svendborg. For hvis en klimaaktivist kan blive radikaliseret her, kan det ske alle steder,” forklarer instruktøren.

Ingen hører efter
Liv har konstant følelsen af, at folk ikke lytter til hendes kamp for klimaet.

Vennerne takker nej til en klimaaktion i byrådet. De vil hellere til et studentergilde. Mormor giver hende flybilletter i fødselsdagsgave, og storebror lige skal have et ekstra stykke kage, da den ikke er vegansk.

”Liv er meget splittet. På den ene side er flybilletterne et symbol på hendes fjende, men samtidig ved hun, at hendes mormor gør det af kærlighed,” siger Anna van Deurs.

”Jeg håber, min film kan skabe en samtale på tværs af generationer. Mange unge føler, at den ældre generation er ligeglade med klimaet, hvorimod de unges panik kan virke uforståelig for den ældre generation.”

Livs følelse af afmagt får hende til sidst så langt ud, at hun tager til borgmesterens hjem og involverer hendes lille søn for at få sin sag igennem.

”Jeg ville undersøge, hvor grænsen går for klimaaktivisme. Kan hendes vidtgående metoder retfærdiggøres?” spørger Anna van Deurs.

Opvask på bro
Holdet bag Klimakrigeren har arbejdet på at lave en så bæredygtig produktion som mulig.

De har arbejdet ud fra fem principper fra BFTP, der er et samarbejde mellem producenter om omstilling til en mere bæredygtig film- og tv-produktion.

Under optagelserne har de kørt sammen i elbiler, de har spist lokal vegetarmad, og alle kostumer har været genbrug.

”Det var dog ikke det nemmeste at vaske op midt på Svendborgsundbroen, fordi vi ikke brugte plasticservice,” siger Anna van Deurs og griner.

Den unge instruktør vil gerne arbejde videre på Fyn, hvor hendes mål er at prøve kræfter med en serie.

”Men jeg vil først tage en pause og rejse nogle måneder. Jeg overvejer Rom, men jeg har haft så travlt, at jeg næsten ikke har haft tid til at tænke over det.”