Fupdokumentarens historie
Blandingen af fakta og fiktion i Morten Hartz Kaplers AFR har sat fokus på mockumentary-genren, som har en lang tradition.
Morten Hartz Kaplers manipulerede indklip af danske politikere i spillefilmen AFR har skabt heftig debat. Filmen bliver betegnet som en "mockumentary", men hvad er det egentlig for en genre?
Genre-navnet er en sammentrækning af "mock" — som både kan betyde at latterliggøre og efterligne — og så "documentary". En mockumentary er altså et fiktivt værk, som imiterer dokumentarfilmens virkemidler, for eksempel ved iscenesatte interview-situationer og manipulerende brug af autentisk arkivmateriale.
Marsmænd invaderer USA
Mockumentary er ikke noget nyt fænomen. Det berømteste tidlige eksempel er Orson Welles' radioudgave af science fiction-klassikeren Klodernes kamp, som i 1938 skabte panik i USA, fordi der i programmet indgik nyhedsbulletiner om, at fjendtligsindede marsmænd var landet i New Jersey.
"Vi havde regnet med en reaktion, men slet ikke i dét omfang. Det gjorde os paf," sagde Orson Welles bagefter. Formålet med fuppet skulle ifølge Welles have været at udstille amerikanernes godtroenhed i et anspændt politisk klima med Hitlers alt andet end fredsommelige nazi-Tyskland.
Atomangreb på Storbritannien
Med sine mange stilistiske lån fra dokumentargenren kan mockumentary i de rette hænder fremstå yderst virkelighedstro og dermed også urovækkende.
En af genrens mest berømte visuelle værker er Peter Watkins' The War Game fra 1965. Filmen er en rædselsvækkende realistisk redegørelse for følgerne af et atomangreb på Storbritannien. At Watkins havde sat fingeren på et af virkelighedens helt ømme punkter, blev kun bekræftet af, at BBC fandt hans film for barsk til tv-transmission. Først tyve år senere mente BBC, at seerne kunne tåle mosten.
Ofte har mockumentaries et satirisk tilsnit. Berømte eksempler er Rob Reiners This Is Spinal Tap (1984), der følger et afdanket rockband på deres fiaskospiral af en turne, Tim Robbins' Bob Roberts (1992) om en politiker som spreder sine stærkt højreorienterede budskaber via countrysange, og Costa Botes og Peter Jacksons Forgotten Silver (1995) om en glemt newzealandsk filmpioner.
Blair stilles for krigsretten
Når der for tiden er grøde i den politiske mockumentary, er det måske en afspejling af de senere års megen fokus på toppolitikernes troværdighed og mangel på samme. Terroren har sat sit præg på genren.
I englænderen Gabriel Ranges Death of a President bliver præsident Bush snigmyrdet i Chicago i oktober 2007, og det resulterer i yderligere udvidelser af sikkerhedstjenestens beføjelser. Efterspillet minder i høj grad om hændelserne efter terrorangrebene 11. september. Den nyudnævnte præsident Cheney gennemtrumfer "Patriot Act III", og han forsøger — mens Bush endnu er på operationsbordet — at udnytte tragedien til at gå i krig mod Syrien (en klar henvisning til Bush-regeringens forsøg på at forbinde Saddam Hussein med Al-Qaeda og 9/11).
I Simon Cellan Jones' tv-film The Trial of Tony Blair, som dog har skuespillere i alle roller, følger vi Blair efter hans tilbagetræden som premierminister — et otium, som afkortes, da Blair stilles for en krigsret i Haag for sin rolle i Irakkrigen! Filmen skulle efter sigende være ædende ond, uden at det har fået hverken Blair eller hans kolleger op af stolen. Men i England har man også en helt anden tradition for at gå i clinch med politikerne end herhjemme, hvor politikerne kun sjældent udfordres i satire eller i filmkunsten.
