Fransk mesterinstruktør gået bort

Han debuterede som dokumentarmager i 1952 – og lavede sin sidste film 55 år efter, en ét-minuts optagelse af en rotte, der jagter en kat gennem et hus, og som blev lanceret på internettet.

Indimellem opnåede Chris Marker status som en af Frankrigs førende filmmagere, der tog filmsproget i nye retninger med en stærkt personlig tone og tankevækkende filosofiske lag.

Mest markant i hovedværket La Jetée, en 27 minutter lang, postapokalyptisk film, fortalt i sort-hvide stillbilleder, hvor en mand bliver tvunget til at agere forsøgskanin i de overlevendes eksperimenter med tidsrejser.

Revolutionerede fransk film
La Jetée følger med på dvd sammen med næste udgave af Ekko, og Peter Schepelern skriver et stort essay om filmen i magasinet (på gaden 29. august).

Filmen, der afsøger begreber som tid og erindring, var forlægget for Terry Gilliams 12 Monkeys, som Marker er krediteret som medforfatter på. Og den etablerede ham som et hovednavn i den bølge af intellektuelle, modernistiske og formsprængende instruktører, der holdt til på venstre side af Seinen i Paris.

Sammen med nybølge-instruktører fra højre side af floden, som Jean-Luc Godard og Francois Truffaut, revolutionerede de fransk film i starten af 60’erne.

Allerede inden La Jetée havde Chris Marker dog markeret sig som en original dokumentarskaber. I 1961 forsvarede han Fidel Castro og den cubanske revolution i Cuba Sí!, og det politiske engagement løber som en rød tråd gennem karrieren. Han var også drivkraften bag den kollektive Vietnam-protestfilm Loin du Vietnam, hvor navne som Godard og vennerne Alain Resnais og Agnès Varda deltog.

Mere end paroler
Marker var dog langt fra en enøjet politisk agitator. Han vendte et kritisk, desillusioneret blik mod venstrefløjens bedrifter i Le fond de l’air est rouge fra 1977, hvor han sammenlignede de socialistiske bevægelsers løfter før opbruddet i maj 1968 med virkeligheden små ti år efter.

Og hans kunstneriske projekt rakte langt videre end til politiske paroler. Han udforskede filmmediet og genrerne, og Le joli mai, som han lavede sideløbende med La Jetee, er et hovedværk i den dokumentariske cinéma verité-bølge.

Her interviewede Marker tilfældige mennesker på gaderne i Paris og fik dem til at fortælle ærligt om deres liv og holdninger, akkompagneret af en tænksom voice-over (indtalt af Yves Montand), et signaturtræk hos Marker.

Filmessayist
Omkring 20 år efter, i 1982, nedbrød han alle de vante dokumenterregler med Sans Soleil, der blev et hit i arthouse-kredse og blander dokumentariske optagelser fra Japan og Afrika med fiktionselementer og filosofiske betragtninger.

Sans Soleil udforsker, som La Jetee, begreber som tid og erindring i et eksperimenterende, fragmentarisk filmsprog, der gjorde, at Marker af mange blev betegnet som filmessayist snarere end dramatiker. Hans innovative kompositioner af lyd og billeder, observationer og voiceovers, gør ham til en af den essayistiske, personlige dokumentars fædre.

Det mærkes i Markers film, at han var uddannet magister i filosofi, og hans intellektuelle kapacitet kom da heller ikke kun filmmediet til gode. Han var en tidlig skribent på det legendariske filmmagasin Cahiers du Cinema og har gennem hele sit virke skrevet essays, noveller og politiske kommentarer, ofte i direkte sammenhæng med sine øvrige værker.

Han var også fotograf og opdagelsesrejsende med besøg i de fjerneste egne af verden, som han skrev, fotograferede og filmede fra: fra Guinea-Bissau til Sibirien.

Katte-elskende digter
Hvor meget man end mærker Chris Markers personlige stemme gennem hele oeuvret, er offentlighedens kendskab til hans private liv bemærkelsesværdigt begrænset.

Marker gav meget få interviews i sin lange karriere, og det er noget nær umuligt at opdrive et billede af ham.

Han blev døbt Christian Francois Bouche-Villeneuve (navnet ”Marker” skulle han have taget fra kuglepennen Magic Marker) og har selv fortalt, at han blev født i Ulan Bator i Mongoliet. Mens andre – formentlig med lidt større sandfærdighed – har angivet fødestedet til at være Belleville i Paris.

Man ved dog, at kæmpede i den franske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig – og at han var svært glad for katte. Når han blev spurgt om at stille op til fotografering, sendte han ofte en billede af sin kat i stedet.

I går, søndag, døde Chris Marker så i sit hjem i Paris, 91 år gammel. Præsidenten for Cannes-festivalen, Gilles Jacob, gav ham disse ord med på vejen:

”Et nysgerrigt menneske, en utrættelig film- og videoinstruktør, en katte-elskende digter, en hemmelighedsfuld person og et uudtømmeligt talent.”