Nyhed
26. okt. 2021
Flugt står foran meget hård Oscar-kamp
Ved hjælp af animation fortæller instruktør Jonas Poher Rasmussen i Flugt historien om en mand, der som ung flygtede fra Afghanistan og endte i Danmark. Foto | Final Cut for Real

Flugt står foran meget hård Oscar-kamp

Der er skarp konkurrence fra prisvindende film i vente, men den animerede dokumentar om en flygtning nyder opbakning blandt en af filmverdens førende instruktører og Oscar-eksperter.

Af Nicki Bruun

Det har vakt stor begejstring i film-Danmark, at den danske Oscar-jury valgte den animerede dokumentar Flugt som landets kandidat til at vinde prisen for bedste internationale film ved verdens største prisuddeling.

Det er en stor hæder til en lille film, der har vundet priser på alverdens festivaler. Men den også så smal, at den i hjemlandet blot har solgt lidt over 8.000 biografbilletter.

Og alt skal gå op i en højere enhed, hvis Flugt skal klare vejen gennem flere nomineringsprocesser og ende blandt kategoriens fem nominerede – eller gentage det kunststykke, som Thomas Vinterbergs Druk lykkedes med tidligere i år.

Konkurrencen tegner nemlig til at blive benhård. Det kan man se ud fra, hvilke film de andre nationer har valgt som deres Oscar-kandidat.

Frankrig kommer med årets chokerende Guldpalme-vinder fra Cannes, body horror-filmen Titane. Og Italien byder ind med Paolo Sorrentinos biografiske Netflix-drama The Hand of God, der blev fremhævet som åbenbaringen på Venedig-festivalen.

De to lande har gennem tiden vundet flest priser i kategorien, der tidligere var kendt som bedste ikke-engelsksprogede film. Vi dækker begge film i det nye Ekko, hvor vi taler med Titane-instruktøren Julia Ducournau i vores horror-tema og giver seks stjerner til The Hand of God.

Nordisk hovedværk
Konkurrenterne tæller også en stærk kandidat fra Norge, nemlig halvdanske Joachim Triers Verdens værste menneske, der afslutter Triers såkaldte Oslo-trilogi efter Reprise og Oslo, 31. august.

Under Cannes-festivalen, hvor filmen fik verdenspremiere, kaldte Ekkos udsendte chefredaktør trilogien ”et hovedværk i nyere filmkunst i Norden”.

Norden er i øvrigt stærkt repræsenteret med det finske bidrag Compartment No. 6 og islandske Lamb, der også var udtaget til sommerens franske festival og imponerede Ekkos udsendte.

Værd at fremhæve er også iranske Asghar Farhadi – der er dobbelt Oscar-vinder – og japanske Ryusuke Hamaguchi. De lavede med henholdsvis A Hero og Drive My Car to af de mest kritikerroste film på Cannes-festivalen og må forventes at være med i opløbet.

Fra Colombia kommer et skævt bud i form af thailandske Apichatpong Weerasethakuls svært tilgængelige Memoria, hvor superstjernen Tilda Swinton har hovedrollen som engelsk blomstersælger i den colombianske hovedstad Bogotá.

Måske kan kendisfaktoren gøre noget for den mystiske kunstfilm, som dog nok er for abstrakt til Oscar-akademiet.

Så er der mere bid i Radu Judes satiriske Berlin-vinder Bad Luck Banging or Loony Porn, der er den rumænske kandidat med en opsigtsvækkende historie om en lærers sexbånd.

Blandt favoritterne
Vi gav ved verdenspremieren på Sundance-festivalen fem stjerner til Flugt og bragte i Ekko #87 det første store interview med Jonas Poher Rasmussen.

Instruktøren fortæller ved hjælp af animation den virkelige historie om en afghansk flygtning, der kom til Danmark som lille. I filmen hedder manden – der vil være anonym – Amin, og han fortæller sin dramatiske livshistorie, der smukt illustreres.

Faktisk regner eksperter med, at Flugt som minimum klarer næste skridt i processen og kommer på en såkaldt shortlist med femten film, der skal slås om de fem pladser.

Ifølge branchemagasinet Indiewire tæller dokumentarens mange fans mexicanske Alfonso Cuarón, der i 2019 samlede Oscar-statuetter til sig med det sort-hvide mesterværk Roma.

Og mediets Oscar-ekspert Anne Thompson har den danske film på en foreløbig liste med ti favoritter til at gå videre. Hun peger på, at filmen har skabt begejstring på en række amerikanske festivaler og har nordamerikansk distribution gennem det hæderkronede filmselskab Neon.

Den 94. Oscar-uddeling finder sted 27. marts til næste år i Los Angeles. Shortlisten med femten film annonceres 21. december, mens de endelige fem nominerede afsløres den 8. februar.

Ekko #89

Vi skriver om Titane og The Hand of God i det nye nummer af Ekko.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

Trailer: Flugt

Relevante artikler

Nyhed
25. okt. 2021
Flugt er Danmarks Oscar-bud

Flugt er Danmarks Oscar-bud

Biografanmeldelse
30. jan. 2021
Flugt

Flugt

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten